tirsdag den 15. april 2014

Preschool og bil på plads (næsten)

I dag har vi været forbi Oscars kommende preschool for at skrive ham ind. Det er en Montessori skole, og den virkede uendeligt meget bedre end den anden, vi så. Det virker som om, det hele er meget gennemtænkt, og at der er en plan med det, de laver. Først var jeg bekymret for, om det blev for struktureret og med for meget fokus på læring, men da jeg så den anden, var jeg ikke længere i tvivl, for der var bare fri leg og kaos, og lederen, som viste mig rundt, var ikke i stand til at formulere, hvad tankerne bag det hele var. Så det var nok bare opbevaring.

Men altså, i den preschool, vi har valgt, er alle børnene der hver dag fra 9-16 (="skoledagen"), og derudover er der nogen der bliver passet før og efter. Det skal Oscar selvfølgelig ikke. De har en super sød lærer (Miss Lea) og en hjælpelærer, og så har de et rigtig fint klasselokale fyldt med "materialer", som de bruger til deres "work". Ideen er, at børnene selv vælger, hvad de vil arbejde med, at de oplever det som leg, men samtidig lærer af det. Det er noget anderledes end hans danske børnehave, men jeg tror egentlig det er fint nok.

Imens jeg udfyldte papirerne, var Oscar og Konrad inde i klasseværelset. Oscar gik straks i gang med at lave puslespil og læreren sagde, at han godt kunne forstå hendes simple instruktioner, selvom hun jo taler engelsk. Han virkede fint tilfreds, så det skal nok gå. Konrad blev ked af det efter et par minutter, fordi han ikke kunne se mig, så jeg er glad for, at det ikke er ham, der skal starte lige nu.

Og så har vi været ude og se på bil. Det er lidt sjovt. De har ikke små biler, eller i hvert fald ikke hvad man forbinder med en lille bil, når man tidligere har kørt i en Citigo. Og så har de nye biler herovre OVERDREVET meget udstyr. Hvorfor kommer bilerne med bak-kamera og indbygget bil-støvsuger, når det her er, hvad de forbinder med normale husholdningsapparater?


Nå, men vi har besluttet os for at nøjes med én bil. Simon kan cykle til Microsofts hovedkvarter, hvor han kan hoppe på en shuttlebus, der kører til hans kontor. Microsoft har en hel flåde af busser, der kører rundt mellem deres kontorer, som er spredt ud over hele Redmond/Bellevue-området. Vi har lige bestilt en ny cykel til ham, som skulle komme inden for de næste par dage. Så er dagens motion også dækket ind.

Den bil, vi har udset os er en Honda Fit (den hedder Honda Jazz i DK). Det er en 2015-model, så forhandlerne har den ikke engang endnu, men det burde de få indenfor de næste par uger. Og det passer fint, for vi har lejebilen en måneds tid endnu, og vi må alligevel ikke købe en bil, før vi har et amerikansk kørekort. Honda Fit'en er en lille stationcar, hvor der er plads til King i bagagerummet. Jeg tror den er perfekt til indkøb, udflugter med drengene og weekendture, og det er primært det, den skal bruges til.

Og så har vi i øvrigt fået første sending af vores ting fra DK, så nu har drengene masser af legesager, King har fået sin hundekurv, og jeg har fået min egen dyne igen. Dejligt. Jeg glæder mig SÅ meget til resten kommer om lidt over en måned. Lidt overraskende for mig selv er det især mine køkkenting, jeg savner lige nu. Savnet blev dog lidt mindre, da Simon pludselig stod med denne skønhed i armene:

Og til sidst lige et par billeder mere fra den seneste uges tid:
 
Oscar i lobbyen på Simons arbejde foran en Formel 1-bil, de har udstillet der, fordi Microsoft er sponsor.


Oscar og Konrad der leger.


Huse under konstruktion. De bygger mere eller mindre husene af stolper og spånplader.

Oscar og Konrad leger med Lego, som var med i første sending af vores ting fra DK.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar