søndag den 20. april 2014

Endnu mere boligjagt

Der er virkelig sat turbo på boligjagten i de her dage. Vi har jo egentlig det rækkehus, vi har reserveret, og vi synes stadig, at det er et rigtig godt hus med en god beliggenhed, men det er også bare i den meget høje ende af budgettet. Så vi har brugt de seneste dage på at se på, hvad der er på markedet af private udlejningshuse. Når man bare søger på det område, vi gerne vil bo i, ser det ud til, at der er masser af muligheder. Når man tilføjer til søgekriterierne at det skal være et hus og min. 3 soveværelser, så indsnævres feltet betydeligt. Der er dog stadig en del at vælge imellem. Og når man så får sorteret dem fra, hvor man ikke må have kæledyr, så er der omkring 5 tilbage (den lille pelsklump skulle bare vide...). Ét af dem var virkelig grimt, et andet hørte vi aldrig tilbage fra, og de sidste 3 har vi brugt weekenden på at se.

Det første hus var rigtig fint, men vi var slet ikke vilde med beliggenheden. Så det blev et nej. De sidste to ligger helt perfekt og meget tæt på hinanden. Der er 5 min. til Redmond centrum, hvor Oscars preschool ligger, og ca. 20 min. til Simons arbejde. Og vigtigst af alt, så er de begge indenfor budgettet.

Det ene så jeg alene fredag aften. Det er ca. 250 kvm., har 4 soveværelser, rimelig stort køkken, stue, spisestue + et stort rum i kælderen, 2 badeværelser, et ekstra toilet og dobbelt garage. Det er fordelt på 3 etager, men de er forskudt, så man kun går ½ etage op eller ned fra stueetagen. Det er ikke fantastisk flot, bare sådan helt almindeligt og fint. Det ligger på en lille blind vej, der ender i en rund plads, som alle indkørslerne vender ud imod. 200 meter væk er der en park med stier, legeplads osv. Men så langt behøver man ikke engang at gå for at finde en legeplads. Her er haven:

I det hele taget havde jeg ikke været et sekund i tvivl, hvis ikke det var, fordi jeg var ude og se det sidste hus dagen efter. Det ligger som sagt meget tæt på, og så er det smukt. Som i virkelig imponerende flot - både ude og inde. Der er to etager, 4 værelser, lækkert køkken, pæne badeværelser, flotte trægulve osv. Alt er bare fuldstændig i orden og indbydende. Der er dog ingen have.
 
Men nu er det jo alligevel ikke så enkelt, at man bare vælger det hus, man helst vil have. Der er masser af interesserede lejere til huse i det område og til den pris. I det ene hus var næste par på vej ind til fremvisning næsten inden jeg var nået ud ad døren. Det andet hus kunne vi kun komme ind og se i forbindelse med et åbent hus-arrangement, og i den korte tid, jeg var der, så jeg nok 10 andre, der også var ved at udfylde en ansøgning.
 
Så jeg føler mig virkelig heldig, at vi nu har fået tilbudt huset med legepladsen i haven! Jeg er sikker på, at vi kan få det godt i det hus. Manden der ejer huset arbejder for Microsoft og foretrækker en lejer, der også er fra Microsoft, så der har vi haft et lille forspring. Vi har sagt til ham, at vi gerne vil have det, og hvis ikke Konrad havde haft skoldkopper, skulle vi have mødtes med ham senere i dag for at underskrive papirerne, men nu blev aftalen i stedet, at vi venter til Konrad ikke længere smitter. I mellemtiden vil han tage huset af markedet og sende os lejeaftalen på mail. Det er rigtig dejligt at han vil vente (især i det her marked), men hold nu op, hvor jeg glæder mig til, vi har det hele på skrift, så det ikke længere kan gå galt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar