onsdag den 23. maj 2018

Huskøb og nyt arbejde til Simon

Der er sket en del her i familien de seneste måneder. Seneste nyt er, at vi har købt et hus! Vi overtager om to dage og regner med at flytte ind om en måneds tid. Det har været en vild proces. Vi startede med at kigge på huse for et par måneder siden og har budt på i alt 7 huse, inkl. det, vi endte med at vinde. Husene kommer som regel på markedet om torsdagen. Derefter har man weekenden til at se dem, og så vælger de det bedste bud tirsdag eller onsdag. Ikke noget sjovt marked at købe i, og for at vinde skal man ofte både byde over prisen og fraskrive sig næsten alle sine rettigheder som køber. Men det lykkedes heldigvis til sidst, så nu er vi snart husejere igen.

Det nye hus ligger ca. 15 minutter nord for, hvor vi bor nu, så Simon får lidt længere på arbejde, og drengene skal skifte skole. Men det er ok, for vi havde frygtet, at vi skulle meget længere ud. Og så er det kæmpestort: 300 kvadratmeter fordelt på to etager, og på en ok grund. Til gengæld er der lidt at lave, mildest talt. Det er over 50 år gammelt, baghaven ligner en pløjemark, og indenfor er der alt fra lilla vægge over grønne gulvtæpper til masser af mørkebrunt træ på væggene. Køkkenet og badeværelserne kunne også godt trænge til en opdatering på et tidspunkt. Men efter 4 år i lejebolig glæder jeg mig bare til at komme i gang med den slags projekter igen. Vi starter med at få fjernet popcornslofter, som ofte er fyldt med asbest, og når det er gjort, går vi i gang med at male og gøre rent, og så tager vi resten hen ad vejen, når vi er flyttet ind.

En anden nyhed, som ikke er så ny længere, er, at Simon har fået nyt arbejde - udenfor Microsoft denne gang. Han er blevet "software architect", og indtil videre er han super glad for det. Jeg er glad for, at han er glad, men det har også været lidt hårdt, for han er meget mere væk, både på en almindelig arbejdsdag og fordi han rejser mere nu. Så jeg ser frem til at få et par timer om ugen for mig selv, når Alfred begynder i preschool efter sommerferien. Han er skrevet op til noget, der svarer til skovbørnehave, 3 formiddage om ugen. Det skal nok blive godt.

På fredag, når vi har underskrevet de sidste papirer i forbindelse med huskøbet, skal vi på forlænget weekendtur til Orcas Island nord for Seattle sammen med en anden familie. Tilsammen har vi 6 drenge mellem 3 og 7 år, så der bliver gang i den. Vi har lejet et stort hus tæt på vandet, og en af dagene skal vi på en 3 timers whale watching bådtur og forhåbentlig se spækhuggere (Orcas).

søndag den 25. februar 2018

Skæv start på det nye år

I starten  af januar i år, lige inden min mor skulle komme på besøg, var jeg i Whole Foods for at købe ind. Da jeg kom til kassen og skulle betale for det hele, kunne jeg ikke finde min pung. Jeg ringede til Simon i håbet om at den lå derhjemme. Der var den ikke, og heller ikke i bilen, men til gengæld kunne han se på netbanken, at der var blevet brugt en masse penge på mine kort i nogle helt andre butikker, imens jeg gik rundt i Whole Foods. Så min pung var blevet stjålet ud af min taske imens jeg købte ind. Jeg havde ALT deri - kreditkort, penge, gavekort, kørekort, lånerkort, og værst af alt: mit eget og Oscars og Konrads green cards. Virkelig noget lort.

Jeg meldte det til politiet med det samme, og jeg ved at de har videoovervågning af parret i Target, hvor de købte en masse Apple-produkter, men ellers er de vist ikke kommet videre, og jeg har ikke fået min pung tilbage. Det har taget uger at få alle mine kort erstattet, og fordi de har alle mine oplysninger, har vi været nødt til at få forsikring imod identitetstyveri. Vi venter stadig på nye green cards. Jeg har været inde og få taget billede og fingeraftryk, og Oscar og Konrad skal i næste uge. Vi skulle have været til Canada til april, men det var vi nødt til at aflyse, fordi vi ikke ved, hvornår vores nye green cards kommer.

Så det har været en træls (og dyr) start på året. Sammen med sygdom på skift i samme periode, har der bare ikke været meget overskud til noget som helst. Men nu ser det ud til at det er ved at være slut med både det ene og det andet, og vi har besluttet os for at tage chancen og bestille flybilletter til Danmark til sommer, i forventning om at vores green cards når at komme. Det burde de.

Så vi kommer til Danmark i tre uger til sommer, og vi glæder os rigtig meget! Vi har kun været af sted alle 5 én gang før, og det var om efteråret, hvor det var vådt og gråt, og alting havde lukket. Denne gang glæder jeg mig til at vise drengene Danmark, når det er bedst. Så skal vi i Tivoli og Legoland og det hele. Og selvfølgelig glæder vi os mest af alt til at se familie og venner igen.

Billederne er fra min mors besøg, som i øvrigt var rigtig hyggeligt, trods stjålen pung og sygdom. Vi var ikke ude på så mange spændende ture, fordi der hele tiden var mindst en, der var syg, men til gengæld hyggede vi en masse derhjemme. Og så kom Simon og jeg ud på en date, imens min mor passede børn. Det sker ikke så tit, så det var dejligt.






tirsdag den 20. februar 2018

Mid-winter break i Seaside

Jeg har besluttet mig for at prøve at genoplive bloggen. Det var aldrig min mening at stoppe med at blogge, det gled bare længere og længere ned af to do-listen indtil jeg glemte alt om det. Men nu prøver jeg igen. Vi har masser at fortælle.

Vi er lige kommet hjem fra en dejlig mid-winter break i Seaside, Oregon, hvor vi havde lånt Elona og Jim´s ferielejlighed med udsigt ud over Stillehavet. Vejret var ikke ideelt - vi fik alt fra vild blæst til hagl og slud - men det havde nu også sin charme. Vi må bare tilbage igen engang, når vejret er godt.

I Seaside var vi på det lokale akvarium, hvor vi bl.a. fodrede sæler. Det var virkelig sjovt. De klappede og plaskede vand ud over os for at få vores opmærksomhed. Vi var også på tur til en nationalpark (Lewis & Clark National Park), hvor der var et fint lille museum om nogle af de første opdagelsesrejsende til USA´s vestkyst, og hvor vi gik en lang tur. Drengene lavede også nogle opgaver, så de kunne blive "Junior Rangers". Og ellers brugte vi bare tiden på at gå rundt i byen og på stranden, eller på at hygge indendørs. Det var en rigtig god tur, og der var ingen af os, der have særligt meget lyst til at tage hjem i går. Det eneste gode ved at køre hjem var, da vi passerede "LEAVING TSUNAMI ZONE"-skiltet. Det var dejligt at sidde der i lejligheden og kigge direkte ud på Stillehavet, men jeg kunne altså ikke helt slippe tanken om den der kæmpe-bølge, der kan komme, hvis der er jordskælv.

Og nu er vi hjemme igen, hvor vi ikke på den måde er i risiko, hvis der skulle komme jordskælv. Vi er udenfor en evt. tsunamis rækkevidde, og jeg har været på "emergency preparedness"-kursus, så vi er kommet i gang med at samle vand og mad og den slags ind, så vi kan klare os, hvis The Big One skulle ramme, imens vi bor her. Men så er der jo lige det med skoleskyderier, som vi nu igen skal til at forholde os til. I har jo nok hørt om det, der skete i Florida i sidste uge, og ca. samtidig var der også en bedstemor, der afværgede sit barnebarns planer om noget tilsvarende i Everett nord for Seattle. Så vi har de seneste dage fået mails fra skolerne om, at de har fokus på sikkerheden. De laver også jævnligt øvelser med børnene, hvor de forbereder dem på, hvordan de skal reagere ved jordskælv og skoleskyderier og den slags. Det er jo alt sammen fint, men det ville nu være bedre, hvis det slet ikke var nødvendigt. Det er en af de ting, jeg savner ved Danmark: At det ikke er nødvendigt at forberede sig på det værste på den måde.

Men nok om det. Her er billeder fra vores tur:













lørdag den 17. juni 2017

Oscar 7 år

I mandags fyldte Oscar 7 år. Vi vækkede ham med fødselsdagssang, spiste morgenmad sammen, og så åbnede han gaver fra os og bedsteforældrene inden skoletid. Han blev vildt glad for dem alle sammen. Om eftermiddagen kom Simon tidligt hjem, så vi spiste kagemand sammen alle fem, da Oscar kom hjem fra skole. Og så legede Oscar og Konrad med gaverne hele eftermiddagen, og vi hentede pizza til aftensmad. Ikke nogen specielt ophidsende dag, men det er fordi vi har brugt al energien på at forberede hans fødselsdag for vennerne, som vi holdt her til eftermiddag.

Vi havde besluttet os for at holde det hjemme, og kun invitere hans nærmeste venner (uden forældre). Udover ham selv og Konrad blev det til en ven fra preschoolen, en fra klassen over ham og fire fra hans egen klasse. Temaet i år blev Science, så alle børnene fik en kittel med navneskilt og et par sikkerhedsbriller da de kom, og så havde vi planlagt en række eksperimenter og aktiviteter, som de selv skulle lave, plus et par eksperimenter, som vi demonstrerede for dem. Det var en kæmpe succes.

De startede med at lave molekyler ud af slik og tandstikkere, så skulle de puste balloner op ved at blande natron og eddike i en flaske, og bagefter skulle de blande vand og majsstivelse til en masse, som er fast når man tager den op, men flyder ud mellem fingrende, når man holder hånden stille. Efter det, gik vi udenfor og lavede de to demonstrationer. Den første var at blande hydrogenperoxid, frugtfarve, opvaskemiddel og gær opløst i vand, så det blev til "elefanttandpasta". Den anden var at hælde Mentos i cola så det stod i en stråle op af flasken. Det var så sjovt at se deres ansigter!

Til sidst skulle de skyde med skumfiduser. Vi havde lavet noget, der mindede om slangebøsser mellem stolebenene. Nogle af drengene var vildt gode til at sende dem af sted, men for de fleste lykkedes det ikke rigtigt, så det endte med skumfidus-versionen af en sneboldkamp i stedet. De grinede og grinede og grinede, så den lille ændring gjorde vist ikke så meget. Og så sluttede vi af med fødselsdagssang og kage, inden de blev hentet igen. Det var en rigtig god eftermiddag.











søndag den 11. juni 2017

Vores første campingtur

Vi har her i weekenden været på vores første campingtur med drengene. Det var vores venner, Kerri og Doug, der havde booket en campingplads for weekenden og spurgte, om vi ville med. Det var meget anderledes, end hvad jeg har prøvet af camping i Danmark. Det var i Deception Pass State Park på Whidbey Island, nærmest midt i en skov, men også nær vandet. Hver plads var omringet af høje træer og buske, og på alle pladserne var der en bålplads og et picnic-bord, og så plads til at parkere en bil ud mod vejen. Meget hyggeligt, og meget privat. Der var nogle vandhaner med koldt vand ude ved vejen, en bygning med toiletter og brusebad, og så kunne man købe brænde ved indkørslen til parken, men ellers var der ikke noget. Så ikke noget med køkken, legeplads eller kiosk, bare naturen. Men det var godt, og drengene kunne rigtig godt lide det.

Det gik fint at være af sted med en anden familie. Jeg må indrømme, at jeg var lidt spændt inden, for man er jo meget tæt sammen på den måde. Men det var hyggeligt, og også dejligt for drengene at have nogen flere at lege med. På den anden side tror jeg nu, at vi fremover vil vælge at få vores egen plads, hvis vi skal af sted sammen med andre. Der var mange ting, vi ville have gjort anderledes, hvis det bare havde været os. For eksempel mængden af udstyr og hvor meget madlavning skal fylde. De havde to gasblus og en gasgrill med og stod og lavede æg, bacon, pølser og pandekager til morgenmad (ja, de er amerikanere). Det duftede helt sikkert bedre end vores havregryn med mælk, men vi ville nok hellere have brugt tiden på noget andet.

Den første dag (i fredags) hentede jeg Oscar og Konrad tidligt fra skole og kørte alene af sted med drengene ved middagstid. Vi var fremme ved 3-tiden, næsten samtidig med Kerri og Doug og deres to børn. Vi brugte eftermiddagen på at sætte telte op og gå en tur ned til stranden, og så lavede vi aftensmad og puttede børn. Simon skulle arbejde, så han var først fremme ved 19.30-tiden. Der burde børnene have sovet, men de havde rigtig svært ved at falde i søvn i det lyse telt, så det trak ud (vi taler timer). Og da de endelig var faldet i søvn, gik der ikke ret lang tid før Alfred var vågen igen og lå og tumlede på mig indtil engang efter midnat. Der var lige nogle timer der, hvor jeg muligvis udtalte, at jeg ALDIG skulle på camping igen. Nogensinde. Og det hjalp ikke rigtig på det, da de så alle tre vågnede ved 5-tiden. Men der stod Simon heldigvis op med dem.

Og så blev det heldigvis bare bedre og bedre derfra. Vi var alle sammen på en kort hike om morgenen; ved middagstid fik jeg mig en lur, og om eftermiddagen gik vi en tur med Alfred sovende i klapvognen - bare os fem. Da spisetid nærmede sig, tog Simon alle fem børn med hen på en græsplæne og spille fodbold imens Kerri, Doug og jeg lavede aftensmad, og efter maden sad vi alle sammen rundt om bålet og stegte marshmallows til s'mores. Ved puttetid var det kun Alfred, der ikke kunne falde til ro, så det var en klar forbedring. Og selv natten gik lidt bedre. Så i dag er jeg ret sikker på, at vi skal af sted igen henover sommeren.












mandag den 1. maj 2017

Regn, regn, regn og besøg af mormor

Jeg ville ønske, jeg kunne fortælle, at foråret endelig er kommet. Men nej, her regner det stadig. Det har det nærmest gjort, siden sneen stoppede i starten af marts. Jeg kan ellers godt lide regnvejr, men selv jeg har fået nok nu. Det er jo trods alt maj måned, og det første år vi boede her svømmede jeg i den udendørs pool foran vores midlertidige lejlighed i maj måned.

Men nok om vejret. Her er sket en masse de seneste par måneder, siden I sidst har hørt fra mig. Blandt andet har vi haft besøg af min mor i lidt over 2 uger. Det var rigtig hyggeligt, og vi fik lavet en masse forskelligt (selvom det selvfølgelig regnede hele tiden). Hun havde fødselsdag imens hun var her, og den dag brugte hende og jeg inde i Seattle, hvor vi var på Food Tour i Pike Place Market (virkelig godt) og bagefter på Underground Tour (kun ok).

Vi havde også mormor med på mini-ferie til the Olympic Peninsula i drengenes spring break. Vi kørte op gennem Whidbey Island og tog færgen til Port Townsend, hvor vi overnattede den første dag i et kæmpestort, gammelt hus i en tidligere militærbase. Det var så fint! Vi brugte eftermiddagen på at flyve med drager på paradepladsen foran huset og på en gåtur ud til et fyrtårn i nærheden. Næste morgen kørte vi videre, først til Olympic Game Farm (game som i vildt), hvor vi kørte rundt imellem lamaer, yak-okser, rådyr og bisonokser og fodrede dem med toastbrød ud af vinduerne i bilen. Meget sjov oplevelse.

Bagefter kørte vi til Sol Duc Hot Springs, hvor vi skulle overnatte på dag 2. Lejligheden var ikke klar, da vi kom, så vi startede med en gåtur ud til et vandfald, og så tilbage og tjekke ind. Efter aftensmaden skulle vi over og bade i de varme kilder, som var grunden til at jeg havde booket netop det sted. Det var godt nok lidt af en skuffelse. Det var ikke andet end tre små runde pools, der lugtede af svovl. Hvis det ikke havde været for svovllugten, kunne det lige så godt have været tre helt almindelige opvarmede pools. Men vi havde nu alligevel en hyggelig aften.

Næste dag kørte vi hele vejen ud til Stillehavet, til Ruby Beach. Det var helt fantastisk. Det regnede selvfølgelig, så alt var gråt, men på en måde passede det bare rigtig godt til det rå landskab. Det var et af de bedste stop på turen. Bagefter ville vi gerne have været ude at gå i Hoh regnskoven, men det var for lang en omvej, så det blev til en mindre gåtur i en anden regnskov på tilbagevejen i stedet. Det var nu også en fin lille gåtur. Og derfra var det så bare fem timers kørsel hjem igennem regnen.

Jeg ville også gerne have haft min mor med op og se tulipanmarkerne, men blomstringen var forsinket på grund af regnen (er der et tema i det her indlæg?). Men så blev der bare lidt mere til tid hverdagsaktiviteter og shopping i stedet. Og et par dates til Simon og mig blev det også til. Så det var et rigtig dejligt besøg. Men så til gengæld også tilsvarende trist, da det var slut.

Imens hun var her, startede Simon i øvrigt på nyt job, så han nu er i Microsoft Research. Jeg ved ikke så meget om forskellen, men han var i hvert fald glad, da han fik det. Og jeg er glad for, at det stadig ligger lige så tæt på (10 minutter i bil).

Ellers har vi brugt en hel masse tid i haven. Næsten hver weekend sammen med Elona. Og den er bare blevet så fin. Vi mangler kun noget træflis på stierne og lidt flere planter, og så er vi færdige. Så færdige som man nu kan blive med den slags, for der bliver jo selvfølgelig ved med at være arbejde, der skal gøres. Vi har alt muligt derude: jordbær, hindbær, blåbær, tomater, peberfrugter, kartofler, salat, grønkål, broccoli, ærter, radiser, rødbeder, gulerødder og forskellige krydderurter og blomster. Jeg glæder mig så meget til at se, hvad det hele bliver til, og jeg nyder virkelig at være derude. Drengene kan vist også godt lide det, og de er gode til at hjælpe, selvom de af og til brokker sig over, at vi skal derud.

Og så lidt billeder fra de sidste par måneder:












onsdag den 8. februar 2017

Alfred 2 år

I torsdags fyldte Alfred to år. I modsætning til Konrad og mig havde han ikke fødselsdag på en fridag, så det blev ikke til så meget fødselsdagsfejring i år. Men han er så lille endnu, at det nok ikke gør så meget.

Vi vækkede ham med flag og fødselsdagssang, og han blev så glad. Så spiste vi morgenmad sammen alle fem, og han fik sine gaver. Der var ikke ret mange, for den dreng mangler virkelig ingenting. Han arver jo alt fra sine storebrødre. Men han var meget begejstret for de gaver, der var, og han pustede selv lysene i fødselsdagstoget ud.

Imens de andre var i skole og på arbejde tog Alfred og jeg på Children's Museum og bagefter på cafe, og om eftermiddagen bagte vi (verdens grimmeste) lagkage. Simon kom hjem fra arbejde lige da vi havde hentet Konrad, og så spiste vi kage sammen. Om aftenen skulle Simon og Oscar til et arrangement på skolen, hvor de fik pizza, så imens tog jeg Alfred og Konrad med på pizzeria, og så var den fødselsdag slut.