torsdag den 31. december 2015

Ønsker for det nye år

Så kom vi frem til årets sidste dag. Det har været et godt år for os. Selvfølgelig fordi vi har fået Alfred, men også fordi det har været meget mindre hektisk end sidste år. Det hele er blevet hverdag nu, både at bo her og at være en familie på fem. Og det har jeg virkelig set frem til. Der er stadig en masse, jeg gerne vil gøre anderledes til næste år, men alt i alt synes jeg virkelig, at det går godt.

Og hvad vil jeg så gøre anderledes? Jeg vil først og fremmest gerne rejse og opleve meget mere. Både lange rejser til fjerne destinationer og korte ture her i nærheden. Det bliver stadig lidt svært at få tid og råd til i det kommende år, men det bliver i det mindste nemmere, fordi Alfred er blevet større. Og jeg synes bare det er så ærgerligt at bo herovre, og så ikke få set Canada, Hawaii og resten af USA. I 2016 er det dog en tur til Danmark, der har første prioritet, for min lillesøster og hendes kæreste planlægger bryllup i efteråret.

Derudover vil jeg gerne være bedre til at være sammen med børnene om det, de synes er sjovt. Der har været alt for meget skærmtid og leg alene i 2015, fordi vi gik fra 2 til 3 børn, men det skal ikke fortsætte sådan. De første måneder efter at Alfred kom til verden, kunne man ikke mærke nogen forskel på Oscar og Konrad, men det kan man nu. Konrad laver alt muligt for at få vores opmærksomhed, og det meste er ikke så hensigtsmæssigt. Oscar ser bare alt for meget tv, og gider ikke så meget andet for tiden. Så vi skal til at bruge meget mere tid på at gå på legeplads, lave kreative ting sammen, bage sammen og bare være sammen.

Og så vil jeg, helt klassisk, også gerne have mere fokus på vores sundhed. Ikke noget med skrappe kure eller en masse ting, vi ikke må spise. Men flere grøntsager, mere frugt, mindre fastfood, mere hjemmelavet mad, mere tid ude og mere bevægelse. Det burde ikke være så svært, men det afhænger nok lidt af, hvordan det går med søvnen fremover. Vi er inde i en periode med ikke så meget søvn, og så er det lidt svært at finde overskud til den slags.

Den sidste ting på listen virker helt utopisk lige nu, men jeg drømmer også om, at vi fremover kan få børnene passet jævnligt, så Simon og jeg kan komme lidt ud alene. Jeg må indrømme, at jeg virkelig savner at komme ud og lave voksenting sammen med Simon engang imellem. Bare en tur i biografen ville føles som en luksus.

Så nu bliver det spændende, hvad det nye år bringer, og hvor meget af det her, vi får mulighed for at lave om på. Heldigvis er det ingen katastrofe, hvis ingen af delene lykkes og alt forbliver som det er nu, for som sagt går det altså ret godt, alt i alt.

Godt nytår!

onsdag den 23. december 2015

Jul

Så nærmer juleaften sig. Vi har haft en rigtig god, men også meget travl december måned. Vi var rigtig godt med i starten af måneden. Både julepynten og de fleste af gaverne var klaret inden december gik i gang, og vi fik lavet adventskrans og kalenderlys. I starten af december fik vi også købt og pyntet juletræet. Herovre stiller man dem i vand (og vander hver dag efterfølgende), og så er det meningen, at de skulle kunne holde hele december. Det synes jeg nu ikke går så godt. Det er ved at være ret tørt efterhånden. Men de er udsolgt flere steder, så jeg er glad for at vi ikke ventede. Et tørt træ er trods alt bedre end et plastiktræ, som jo også er meget populært herovre.

På 2. søndag i advent holdt vi julehygge for en gruppe af vores venner, som alle har boet i Danmark tidligere. Det gjorde vi også sidste år, og det gik rigtig godt igen i år. Vi blev 10 voksne og 8 børn, og vi havde lavet lakridskarameller, havregrynskugler, æbleglögg og ca. 150 æbleskiver (som alle blev spist!).

Resten af december er gået med alt muligt forskelligt, og jeg har følt mig konstant bagud på alle fronter. Jeg har været til 3 forskellige aftenarrangementer i min store mødregruppe, bl.a. en aften med den amerikanske version af pakkeleg - white elephant gift exchange. Derudover har der været en del playdates, og så har Oscar og Konrad haft juleferie siden d. 18. Simon har kun fri juleaften og juledag og har vist endda ret travlt lige nu.

Men når han kommer hjem i aften skulle der gerne komme lidt ro på. Oscar, Konrad og mig har fået ryddet op og gjort rent i dag, så vi er klar til julen. Maden er købt ind, anden er ved at tø op, og gaverne ligger klar under træet. Vi havde ellers aftalt med alle, at vi sprang julegaverne over i år, fordi det er så dyrt og besværligt at sende dem. Men så enkelt er det åbenbart ikke, når det kommer til bedsteforældre, for på en eller anden måde er der alligevel fyldt med små pakker under træet. Vi har også modtaget en håndfuld julekort, selvom vi ikke selv har sendt et eneste, og så kom vores nabo lige forbi med en pose chokolade her til eftermiddag. Vi må vist hellere tage os sammen til næste år, og som minimum få sendt nogle julekort.

Men jeg tror, vi får en dejlig jul i år, selvom det bare bliver os fem. Oscar og Konrad glæder sig meget, og ikke kun til gaverne, men også til at danse om juletræet og synge julesange. Sidste år var jeg jo ret langt henne i graviditeten med Alfred, så der tog vi den nemme løsning med det hele, men i år gør vi det ordentligt, og så dansk som det kan lade sig gøre. 2. juledag har vi en aftale med et hold venner om, at vi holder julefrokost sammen, og hvis der bliver tid, er vi også inviteret til åbent hus hos nogle engelske venner samme dag.

Og så vil jeg ellers bare slutte af med at ønske jer allesammen en rigtig glædelig jul!

PS. Ved godt at billederne ikke er så gode, men jeg har åbenbart næsten ingen billeder taget i hele december måned, så der var ikke så meget at vælge imellem. Det er først fra en date med Simon (stroller skating), så første tur på legeplads med Alfred, juletræet bliver hentet og sat op, Alfred der sover siddende, Konrad og Alfred (forsøg på at tage billede af alle tre til bedsteforældrene mislykkedes alvorligt), vores nisse får en tegning og en småkage, og til sidst begyndelsen på de mange æbleskiver.









søndag den 6. december 2015

Weekendtur med Oscar

I sidste weekend var jeg på weekendtur med Oscar, ligesom jeg var det med Konrad for nogle uger siden. Jeg syntes ikke, det skulle være det samme, så vi tog til Bellevue i stedet for Seattle. Vi tog af sted lørdag middag, og da vi havde været forbi hotellet og en Starbucks, tog vi ud og stod på skøjter på en midlertidig skøjtebane i en park i Bellevue. Det var virkelig Bambi på glatis. Jeg har ikke selv stået på skøjter i årevis, og det var Oscars første gang. Men vi fik da nogenlunde styr på det til sidst, og det var i hvert fald sjovt.

Bagefter gik vi en tur på legeplads, og så tilbage til hotellet, hvor vi så en tegnefilm og hoppede i poolen, og så var det tid til at gå ud og spise. Efter maden så vi Snowflake Lane. Det er et udendørs show med julemusik, dansende piger, trommespillere, lysshow og kunstig sne, der er i Bellevue hver dag i julemåneden. De spærrer vejen foran et shoppingcenter af, og så er der ellers proppet med mennesker i de 20 minutter, det varer. Oscar var helt opslugt af det.

Søndag formiddag tog vi på vandretur i Bellevue Botanical Garden og skoven bagved. Det var så tåget at vi næsten ikke kunne se noget, men det blev hyggelig tur alligevel. Vi gik over en stor, gyngende hængebro, og så fandt vi nogle skovnisseboliger, hvor nisserne havde pyntet fint op til jul.

Da vi var hjemme igen ved middagstid, pyntede vi et gingerbread house og holdt adventshygge sammen med resten af familien, og så tog vi ind til Redmond Town Center, hvor Oscar og Konrad prøvede en karrusel, der er sat op i anledning af julen, og vi alle fem tog en tur med et lille juletog rundt på shoppingcentrets område. Virkelig dejlig weekend.