onsdag den 8. februar 2017

Alfred 2 år

I torsdags fyldte Alfred to år. I modsætning til Konrad og mig havde han ikke fødselsdag på en fridag, så det blev ikke til så meget fødselsdagsfejring i år. Men han er så lille endnu, at det nok ikke gør så meget.

Vi vækkede ham med flag og fødselsdagssang, og han blev så glad. Så spiste vi morgenmad sammen alle fem, og han fik sine gaver. Der var ikke ret mange, for den dreng mangler virkelig ingenting. Han arver jo alt fra sine storebrødre. Men han var meget begejstret for de gaver, der var, og han pustede selv lysene i fødselsdagstoget ud.

Imens de andre var i skole og på arbejde tog Alfred og jeg på Children's Museum og bagefter på cafe, og om eftermiddagen bagte vi (verdens grimmeste) lagkage. Simon kom hjem fra arbejde lige da vi havde hentet Konrad, og så spiste vi kage sammen. Om aftenen skulle Simon og Oscar til et arrangement på skolen, hvor de fik pizza, så imens tog jeg Alfred og Konrad med på pizzeria, og så var den fødselsdag slut.







Snefri

Normalt får vi ikke ret meget sne her, og slet ikke noget, der bliver liggende natten over. Men de seneste dage har været en undtagelse. Der kom sne natten til mandag og det er først ved at forsvinde i dag. Så både Oscars og Konrads skole har været lukket mandag og tirsdag. Det virker underligt, at de lukker bare pga. lidt sne, men når man ser vejene, giver det mening. De har ikke noget stort snerydningsapparat som i Danmark, så de fleste veje er glatte som en skøjtebane. Og oveni det er det også langt mere bakket her end i Danmark, så jeg var glad for at de lukkede, så jeg ikke skulle ud at køre på de veje. I øvrigt mister de ikke noget undervisning ved det, for snedagene bliver langt til i slutningen af skoleåret, så de nu først får sommerferie den sidste uge i juni.

I lørdags var Oscar til test for sidste gang. Vi får besked om, hvordan han klarede det i midten af marts. Søndag havde Oscar, Konrad og jeg en virkelig travl, men dejlig, dag. Først var vi alle fem ude at gå en tur i en park. Så kørte vi hjem og spiste frokost, og bagefter tog jeg Oscar og Konrad med på Children's Museum. Det er mere et legested, hvor man også lærer noget, end et egentligt museum, og de var lige åbnet igen efter at være flyttet til en ny adresse, så der var tæt pakket med mennesker, men ellers var det rigtig godt. Da vi (jeg) ikke kunne holde menneskemængderne ud længere, gik vi en tur på biblioteket, og til sidst var vi i biografen med en kæmpe balje popcorn til aftensmad. Super hyggeligt, og filmen (Sing) var faktisk ret god.

Mandag lavede vi så lidt som muligt. Jeg tror faktisk, at det blev til en hel dag med Xbox-spil for Oscar og Konrad. Men det var nu ok, for i går gik det løs igen. Der var vi i parken og lege i sneen hele formiddagen. Vi havde sneboldkamp, kastede til måls med snebolde og var til sidst en tur på legepladsen. Efter frokost malede vi malerier med Valentinsdags-tema, og så lavede Oscar pizza til aftensmad. Det har virkelig været nogle hyggelige dage, men det gjorde mig så heller ikke noget, at de skulle i skole i dag :-)

Vi passer i øvrigt også hund for tiden, fordi Elona og Jim er på ferie. Muffin har været her i en uges tid og har et par dage endnu inden hun bliver hentet. Hun er så nem at passe, for hun er for gammel til at gå ture, og jeg kommer helt sikkert til at savne hende, når hun skal hjem. Hun er fantastisk sammen med børnene, og de er lige så fantastiske overfor hende. Og så er det bare så hyggeligt med en snorkende hund ved fødderne om aftenen.

Nå ja, og så har vi fået en have! Vi deler nu et stykke jord med Elona i en community garden i en park i nærheden. Vi kan ikke rigtig komme i gang endnu pga. vejret, men når vi kan, er jeg ret sikker på, at vi får rigeligt at se til. Vores lille plot bærer tydeligt præg af, at dem der havde det før ikke rigtig gad mere. Se evt. billederne. Men jeg glæder mig til vi er færdige med at rydde op og fjerne ukrudt, så vi kan komme i gang med at dyrke noget.