Så vi pakkede tøj og en masse babyudstyr ned (der er ikke noget der hedder pakke let for os længere), og så kørte vi hen og hentede drengene i preschool. Hele fredag eftermiddag og aften brugte vi på at køre derop. Det burde kun have taget et par timer, men der var ventetid ved færgen, så det blev en lang tur. Men børnene faldt i søvn i bilen på det sidste stykke, så det var bare at bære dem ind i seng, da vi kom frem.
Lørdag kørte vi nordpå på øen til Deception Pass State Park, der er kendt for Deception Pass Bridge, som er en kæmpe stålkonstruktion fra 1930'erne, der forbinder Whidbey Island med Fidalgo Island mod nord. State Parks er som regel skov, men denne lå ud til kysten, så der var også en masse strand. Der var helt vildt flot, og vi havde det næsten for os selv til at starte med. Vi parkerede i den ene ende, og så gik vi (med Alfred i rygsækken) ud til broen og tilbage igen. Det blev til omkring 6 kilometer. Jeg er ret imponeret over at Oscars og Konrads små ben kunne klare det, men de var så gode. Da vi var tilbage ved parkeringspladsen fik de lov at lege lidt i sandet, og så kørte vi videre til Anacortes på Fidalgo Island, hvor vi fandt et sted at spise frokost. Eftermiddagen brugte vi på at køre til den sydlige ende af Whidbey Island og se os omkring. Det var desværre helt gråt i vejret, så den udsigt, der skulle have været så flot, var ikke så imponerende. Vi burde nok tage tilbage til sommer.
Søndag morgen tog vi af sted fra lejligheden og kørte igen nordpå. Denne gang ad Chuckanut Drive til Bellingham. Chuckanut Drive er en rute langs kysten med fantastisk flot udsigt ud over vandet og de andre øer. Igen var vejret ikke helt med os, men man kunne godt fornemme det. På vejen op holdt vi ind i en anden State Park (Larrabee State Park), hvor vi tog på endnu en vandretur. Denne gang med regntøj og gummistøvler. Oscar og Konrad havde en fest med at hoppe i vandpytterne, og de havde mudder helt op i håret, da vi kom tilbage til bilen. Det blev igen til ca. 6 kilometer, men denne gang var en del af turen nærmest bjergbestigning. Vi ville være gået op til et udsigtspunkt på toppen, men der var så langt og stejlt, at vi besluttede os for at vende om på vejen inden vi nåede op. Men det var en virkelig god tur.
Efter frokost i bilen, kørte vi til centrum af Bellingham. Her var vi inde og spise is på en 50'er-inspireret isbar med de mærkeligste slags is. Vi ville også have været på et museum om elektricitet, men da vi kom for at købe billetter kunne vi godt se på manden ved skranken, at han ikke var vild med tanken om at drengene skulle med derind. Han gjorde meget ud af at fortælle (meeeeget langsomt) at man jo ikke måtte røre ved noget. Så vi fandt et andet museum, som havde en fantastisk børneafdeling, hvor de både kunne lege og "lave kunst". Og efter det gik turen hjemad igen.
