onsdag den 27. april 2016

Besøg af Mormor-Mona og huskiggeri

Nu er det igen ved at være længe siden, jeg har skrevet her på bloggen. Først var det fordi, vi var helt opslugte af at kigge på hus, så havde vi besøg af Mormor Mona, og her den seneste uge har Alfred og jeg været lidt nede med forkølelse, samtidig med at vi har forsøgt at gøre klar til næste besøg (min mor), som starter i aften.

Vi havde 10 rigtig gode dage med Mona. Jeg havde "lovet" hende 25-30 grader, og det fik hun faktisk i den sidste halvdel af ferien, så vi var blandt andet en tur på stranden. Alfred var vild med vandet og kravlede frisk derudaf, indtil han fik vand i munden. Og selv efter det, ville han ikke med op igen. Det var ellers ikke fordi, det var særligt varmt endnu - vandet altså - så nu har jeg meldt ham til babysvømning igen, imens vi venter på, at vandet udenfor bliver varmt nok til, at jeg også har lyst til at bade.

Udover turen til stranden var vi oppe og se tulipanerne ved Mt. Vernon. Vi nåede det lige inden de høstede de sidste og lukkede tulipanhaverne for sæsonen, men det var virkelig flot. Vi var også en tur i zoo med Alfred, og fik selvfølgelig også shoppet lidt. Et par dage efter Monas ankomst var det hendes fødselsdag, så det fik vi også fejret lidt med flag og fødselsdagssang, boller til morgenmad, pedicure (bare Mona og mig), brunsviger til eftermiddag og en tur ud at spise om aftenen. Men ellers brugte vi bare rigtig meget tid på at være hjemme og hygge. Vi fik spillet en masse Ticket to Ride og gjort haven klar til sommer. Og så passede Mona Alfred nogle gange imens jeg var henne og træne. Den første gang var jeg af sted i halvanden time, og da jeg kom hjem, havde hun lært Alfred at gå! Så det kan han nu. Han vralter glad rundt over alt og trækker ting efter sig.

Og som sagt har vi også været i gang med at kigge på hus. Mona nåede endda med ud af se på et, inden vi ombestemte os. Vi havde egentlig først valgt, at vi ikke ville købe (har jeg vist også skrevet om før), men det nagede os alligevel lidt. Både fordi vi som lejere har usikkerheden med, hvor længe vi kan blive (og til hvilken pris), og fordi vi savner at kunne gøre, hvad vi har lyst til med hus og have uden at skulle tænke på, om det nu kan betale sig, fordi vi måske snart skal flytte ud.

Vi fik undersøgt, hvad vi kunne låne og lavet alt papirarbejdet omkring det, og så underskrev vi en aftale med en ejendomsmægler. Heldigvis betaler man først for det hele, hvis man køber. For vi kiggede i ca. 3 uger på alt, hvad der kom af huse indenfor vores budget, og det blev mere og mere klart for os, at vi simpelthen ikke kan få det, vi drømmer om, med det budget vi har til rådighed. Vi ville enten skulle flytte langt ud eller købe et hus, der mere eller mindre ville kræve en total ombygning for at passe til os.

Så vi droppede det hele igen og har i stedet aftalt med vores udlejer, at vi laver en to-årig forlængelse af vores lejekontrakt til juni, når den skal fornyes. Så må vi spare op de næste par år, og se hvor det bringer os hen. Og fordi vi nu ved, at vi skal blive her i to år, har vi besluttet at lave nogle af de ændringer ved huset, som vi før har tænkt ikke kunne betale sig, fx at male en meget mørkerød væg i en mere neutral farve, og måske endda plante et æbletræ eller en hindbærbusk, hvis vi kan finde et sted til det. Jeg har også været i gang med at fikse nogle småting, der har irriteret os, fx dryppende haner, knirkende døre osv. Når vi får gjort det hele, er jeg sikker på, at vi nok skal blive glade for at bo her i to år mere. Uanset hvor tillokkende det er at købe, så var det bare ikke rigtigt for os lige nu.