Der er sket en del her i familien de seneste måneder. Seneste nyt er, at vi har købt et hus! Vi overtager om to dage og regner med at flytte ind om en måneds tid. Det har været en vild proces. Vi startede med at kigge på huse for et par måneder siden og har budt på i alt 7 huse, inkl. det, vi endte med at vinde. Husene kommer som regel på markedet om torsdagen. Derefter har man weekenden til at se dem, og så vælger de det bedste bud tirsdag eller onsdag. Ikke noget sjovt marked at købe i, og for at vinde skal man ofte både byde over prisen og fraskrive sig næsten alle sine rettigheder som køber. Men det lykkedes heldigvis til sidst, så nu er vi snart husejere igen.
Det nye hus ligger ca. 15 minutter nord for, hvor vi bor nu, så Simon får lidt længere på arbejde, og drengene skal skifte skole. Men det er ok, for vi havde frygtet, at vi skulle meget længere ud. Og så er det kæmpestort: 300 kvadratmeter fordelt på to etager, og på en ok grund. Til gengæld er der lidt at lave, mildest talt. Det er over 50 år gammelt, baghaven ligner en pløjemark, og indenfor er der alt fra lilla vægge over grønne gulvtæpper til masser af mørkebrunt træ på væggene. Køkkenet og badeværelserne kunne også godt trænge til en opdatering på et tidspunkt. Men efter 4 år i lejebolig glæder jeg mig bare til at komme i gang med den slags projekter igen. Vi starter med at få fjernet popcornslofter, som ofte er fyldt med asbest, og når det er gjort, går vi i gang med at male og gøre rent, og så tager vi resten hen ad vejen, når vi er flyttet ind.
En anden nyhed, som ikke er så ny længere, er, at Simon har fået nyt arbejde - udenfor Microsoft denne gang. Han er blevet "software architect", og indtil videre er han super glad for det. Jeg er glad for, at han er glad, men det har også været lidt hårdt, for han er meget mere væk, både på en almindelig arbejdsdag og fordi han rejser mere nu. Så jeg ser frem til at få et par timer om ugen for mig selv, når Alfred begynder i preschool efter sommerferien. Han er skrevet op til noget, der svarer til skovbørnehave, 3 formiddage om ugen. Det skal nok blive godt.
På fredag, når vi har underskrevet de sidste papirer i forbindelse med huskøbet, skal vi på forlænget weekendtur til Orcas Island nord for Seattle sammen med en anden familie. Tilsammen har vi 6 drenge mellem 3 og 7 år, så der bliver gang i den. Vi har lejet et stort hus tæt på vandet, og en af dagene skal vi på en 3 timers whale watching bådtur og forhåbentlig se spækhuggere (Orcas).
onsdag den 23. maj 2018
søndag den 25. februar 2018
Skæv start på det nye år
I starten af januar i år, lige inden min mor skulle komme på besøg, var jeg i Whole Foods for at købe ind. Da jeg kom til kassen og skulle betale for det hele, kunne jeg ikke finde min pung. Jeg ringede til Simon i håbet om at den lå derhjemme. Der var den ikke, og heller ikke i bilen, men til gengæld kunne han se på netbanken, at der var blevet brugt en masse penge på mine kort i nogle helt andre butikker, imens jeg gik rundt i Whole Foods. Så min pung var blevet stjålet ud af min taske imens jeg købte ind. Jeg havde ALT deri - kreditkort, penge, gavekort, kørekort, lånerkort, og værst af alt: mit eget og Oscars og Konrads green cards. Virkelig noget lort.
Jeg meldte det til politiet med det samme, og jeg ved at de har videoovervågning af parret i Target, hvor de købte en masse Apple-produkter, men ellers er de vist ikke kommet videre, og jeg har ikke fået min pung tilbage. Det har taget uger at få alle mine kort erstattet, og fordi de har alle mine oplysninger, har vi været nødt til at få forsikring imod identitetstyveri. Vi venter stadig på nye green cards. Jeg har været inde og få taget billede og fingeraftryk, og Oscar og Konrad skal i næste uge. Vi skulle have været til Canada til april, men det var vi nødt til at aflyse, fordi vi ikke ved, hvornår vores nye green cards kommer.
Så det har været en træls (og dyr) start på året. Sammen med sygdom på skift i samme periode, har der bare ikke været meget overskud til noget som helst. Men nu ser det ud til at det er ved at være slut med både det ene og det andet, og vi har besluttet os for at tage chancen og bestille flybilletter til Danmark til sommer, i forventning om at vores green cards når at komme. Det burde de.
Så vi kommer til Danmark i tre uger til sommer, og vi glæder os rigtig meget! Vi har kun været af sted alle 5 én gang før, og det var om efteråret, hvor det var vådt og gråt, og alting havde lukket. Denne gang glæder jeg mig til at vise drengene Danmark, når det er bedst. Så skal vi i Tivoli og Legoland og det hele. Og selvfølgelig glæder vi os mest af alt til at se familie og venner igen.
Billederne er fra min mors besøg, som i øvrigt var rigtig hyggeligt, trods stjålen pung og sygdom. Vi var ikke ude på så mange spændende ture, fordi der hele tiden var mindst en, der var syg, men til gengæld hyggede vi en masse derhjemme. Og så kom Simon og jeg ud på en date, imens min mor passede børn. Det sker ikke så tit, så det var dejligt.
Jeg meldte det til politiet med det samme, og jeg ved at de har videoovervågning af parret i Target, hvor de købte en masse Apple-produkter, men ellers er de vist ikke kommet videre, og jeg har ikke fået min pung tilbage. Det har taget uger at få alle mine kort erstattet, og fordi de har alle mine oplysninger, har vi været nødt til at få forsikring imod identitetstyveri. Vi venter stadig på nye green cards. Jeg har været inde og få taget billede og fingeraftryk, og Oscar og Konrad skal i næste uge. Vi skulle have været til Canada til april, men det var vi nødt til at aflyse, fordi vi ikke ved, hvornår vores nye green cards kommer.
Så det har været en træls (og dyr) start på året. Sammen med sygdom på skift i samme periode, har der bare ikke været meget overskud til noget som helst. Men nu ser det ud til at det er ved at være slut med både det ene og det andet, og vi har besluttet os for at tage chancen og bestille flybilletter til Danmark til sommer, i forventning om at vores green cards når at komme. Det burde de.
Så vi kommer til Danmark i tre uger til sommer, og vi glæder os rigtig meget! Vi har kun været af sted alle 5 én gang før, og det var om efteråret, hvor det var vådt og gråt, og alting havde lukket. Denne gang glæder jeg mig til at vise drengene Danmark, når det er bedst. Så skal vi i Tivoli og Legoland og det hele. Og selvfølgelig glæder vi os mest af alt til at se familie og venner igen.
Billederne er fra min mors besøg, som i øvrigt var rigtig hyggeligt, trods stjålen pung og sygdom. Vi var ikke ude på så mange spændende ture, fordi der hele tiden var mindst en, der var syg, men til gengæld hyggede vi en masse derhjemme. Og så kom Simon og jeg ud på en date, imens min mor passede børn. Det sker ikke så tit, så det var dejligt.
tirsdag den 20. februar 2018
Mid-winter break i Seaside
Jeg har besluttet mig for at prøve at genoplive bloggen. Det var aldrig min mening at stoppe med at blogge, det gled bare længere og længere ned af to do-listen indtil jeg glemte alt om det. Men nu prøver jeg igen. Vi har masser at fortælle.
Vi er lige kommet hjem fra en dejlig mid-winter break i Seaside, Oregon, hvor vi havde lånt Elona og Jim´s ferielejlighed med udsigt ud over Stillehavet. Vejret var ikke ideelt - vi fik alt fra vild blæst til hagl og slud - men det havde nu også sin charme. Vi må bare tilbage igen engang, når vejret er godt.
I Seaside var vi på det lokale akvarium, hvor vi bl.a. fodrede sæler. Det var virkelig sjovt. De klappede og plaskede vand ud over os for at få vores opmærksomhed. Vi var også på tur til en nationalpark (Lewis & Clark National Park), hvor der var et fint lille museum om nogle af de første opdagelsesrejsende til USA´s vestkyst, og hvor vi gik en lang tur. Drengene lavede også nogle opgaver, så de kunne blive "Junior Rangers". Og ellers brugte vi bare tiden på at gå rundt i byen og på stranden, eller på at hygge indendørs. Det var en rigtig god tur, og der var ingen af os, der have særligt meget lyst til at tage hjem i går. Det eneste gode ved at køre hjem var, da vi passerede "LEAVING TSUNAMI ZONE"-skiltet. Det var dejligt at sidde der i lejligheden og kigge direkte ud på Stillehavet, men jeg kunne altså ikke helt slippe tanken om den der kæmpe-bølge, der kan komme, hvis der er jordskælv.
Og nu er vi hjemme igen, hvor vi ikke på den måde er i risiko, hvis der skulle komme jordskælv. Vi er udenfor en evt. tsunamis rækkevidde, og jeg har været på "emergency preparedness"-kursus, så vi er kommet i gang med at samle vand og mad og den slags ind, så vi kan klare os, hvis The Big One skulle ramme, imens vi bor her. Men så er der jo lige det med skoleskyderier, som vi nu igen skal til at forholde os til. I har jo nok hørt om det, der skete i Florida i sidste uge, og ca. samtidig var der også en bedstemor, der afværgede sit barnebarns planer om noget tilsvarende i Everett nord for Seattle. Så vi har de seneste dage fået mails fra skolerne om, at de har fokus på sikkerheden. De laver også jævnligt øvelser med børnene, hvor de forbereder dem på, hvordan de skal reagere ved jordskælv og skoleskyderier og den slags. Det er jo alt sammen fint, men det ville nu være bedre, hvis det slet ikke var nødvendigt. Det er en af de ting, jeg savner ved Danmark: At det ikke er nødvendigt at forberede sig på det værste på den måde.
Men nok om det. Her er billeder fra vores tur:
Vi er lige kommet hjem fra en dejlig mid-winter break i Seaside, Oregon, hvor vi havde lånt Elona og Jim´s ferielejlighed med udsigt ud over Stillehavet. Vejret var ikke ideelt - vi fik alt fra vild blæst til hagl og slud - men det havde nu også sin charme. Vi må bare tilbage igen engang, når vejret er godt.
I Seaside var vi på det lokale akvarium, hvor vi bl.a. fodrede sæler. Det var virkelig sjovt. De klappede og plaskede vand ud over os for at få vores opmærksomhed. Vi var også på tur til en nationalpark (Lewis & Clark National Park), hvor der var et fint lille museum om nogle af de første opdagelsesrejsende til USA´s vestkyst, og hvor vi gik en lang tur. Drengene lavede også nogle opgaver, så de kunne blive "Junior Rangers". Og ellers brugte vi bare tiden på at gå rundt i byen og på stranden, eller på at hygge indendørs. Det var en rigtig god tur, og der var ingen af os, der have særligt meget lyst til at tage hjem i går. Det eneste gode ved at køre hjem var, da vi passerede "LEAVING TSUNAMI ZONE"-skiltet. Det var dejligt at sidde der i lejligheden og kigge direkte ud på Stillehavet, men jeg kunne altså ikke helt slippe tanken om den der kæmpe-bølge, der kan komme, hvis der er jordskælv.
Og nu er vi hjemme igen, hvor vi ikke på den måde er i risiko, hvis der skulle komme jordskælv. Vi er udenfor en evt. tsunamis rækkevidde, og jeg har været på "emergency preparedness"-kursus, så vi er kommet i gang med at samle vand og mad og den slags ind, så vi kan klare os, hvis The Big One skulle ramme, imens vi bor her. Men så er der jo lige det med skoleskyderier, som vi nu igen skal til at forholde os til. I har jo nok hørt om det, der skete i Florida i sidste uge, og ca. samtidig var der også en bedstemor, der afværgede sit barnebarns planer om noget tilsvarende i Everett nord for Seattle. Så vi har de seneste dage fået mails fra skolerne om, at de har fokus på sikkerheden. De laver også jævnligt øvelser med børnene, hvor de forbereder dem på, hvordan de skal reagere ved jordskælv og skoleskyderier og den slags. Det er jo alt sammen fint, men det ville nu være bedre, hvis det slet ikke var nødvendigt. Det er en af de ting, jeg savner ved Danmark: At det ikke er nødvendigt at forberede sig på det værste på den måde.
Men nok om det. Her er billeder fra vores tur:
Abonner på:
Opslag (Atom)