I gang med hverdagen

I dag er det Simons første arbejdsdag. Selvom arbejde vist nok er så meget sagt. Det er mere forberedelse til at komme i gang med at arbejde - adgangskort og den slags. Men det betyder i hvert fald at hverdagen så småt er kommet i gang.

I går fik vi købt nye telefoner og lavet amerikanske numre. Jeg blev lidt chokeret over, hvor dyrt det er at have telefon herovre i forhold til i Danmark. Vi skal betale over 600 kr. om måneden for telefoni og data - og så kommer selve telefonerne oveni. Men det føles godt at have fået et amerikansk telefonnummer. Så hører vi lige lidt mere til end når man bare er her som turist.

I dag får vi skiftet det store skrummel af en bil ud med en mindre. Vi havde kun den helt store bil de her første dage, fordi vi skulle have så meget med fra lufthavnen. Jeg glæder mig meget til vi får en lidt mindre bil, for jeg har ikke lige kunnet overskue at køre nogen steder i kæmpebilen. Og så får vi GPS i den næste bil. Det har vi opdaget er lidt en nødvendighed her. Vi kan simpelthen overhovedet ikke finde rundt uden, og det giver jo ikke lige lyst til at køre nogen steder, hvis man hverken kan finde ud eller hjem igen.

I dag er også første dag, hvor jeg er alene med drengene imens Simon er på arbejde. Vi kan ikke begynde at lede efter preschool, før vi ved, hvor vi skal bo, så indtil videre er Oscar hjemme sammen med Konrad og mig. Men det er hårdt. Lejligheden er fin, men den er ikke specielt børnevenlig. Mange trapper op, lyse gulvtæpper, kun to høje dobbeltsenge og et spisebord, der er så højt, at Konrad næsten ikke kan få næsen over bordkanten, når vi skal spise. Og så næsten ingenting at lege med. Men i morgen skulle de komme med et par højstole, en puslepude og den slags, og om et par uger kommer den første container, som primært indeholder børneting (vores egne autostole, legesager, dyner osv). Det bliver dejligt.

Nå ja, og så er der jo jetlagget. Simon ser ud til at klare det fint, børnene også nogenlunde, men jeg er til gengæld hårdt ramt denne gang. I nat vågnede jeg klokken 2 og kunne ikke sove mere, selvom jeg først var gået i seng kl. 22. Men det er nok ikke kun jetlaggets skyld. Det er også fordi tankerne flyver rundt i hovedet. Vi skal jo have fundet ud af, hvor vi skal bo, og skal i den forbindelse have taget stilling til, om vi skal prioritere afstand til Simons arbejde, økonomien, natur i nærheden, lejlighedens/husets størrelse og stand eller at der er noget for mig og børnene at lave i området. Det er efterhånden tydeligt, at vi ikke kan få det hele. Og så skal vi snart have købt bil/biler og have taget kørekort.

Og så har vi i øvrigt haft vores første fremvisning af huset i Danmark, og de ville vist gerne komme igen og se det en gang mere sammen med en håndværker, så det giver jo et lille håb om at det nok skal lykkes.

Og så til sidst et par billeder af O og K, der leger på den lille legeplads, der er lige her, hvor vi bor.

 

Ankommet til Redmond

Efter at have mødtes med Simons far og Bente til morgenmad i går morges, tog vi i lufthavnen i går formiddags. Vi fandt et rigtig fint legeområde i lufthavnen, så tiden fløj af sted. 13.20 fløj vi mod Island. Den tur gik helt uden problemer. Vi havde masser af legetøj og slik med til børnene, og de hyggede sig bare. I lufthavnen i Island gik det til gengæld knap så godt. Begge drengene var trætte, der var ingen steder at lege, og der var fyldt med mennesker overalt. Og så var stemningen ligesom lagt for resten af rejsen. De første par timer af den lange flyvning fra Island til Seattle gik fint, men derefter gik det helt galt (passer fint med at det var netop da vi passerede kl. 19, som er deres normale sengetid). I ved, så galt at stewardesserne kommer ned med et anstrengt udtryk i ansigtet og spørger om de kan hjælpe... Det var ulideligt. Og nok ikke kun for os...

Men tiden går jo heldigvis alligevel, og efter at de havde skreget på skift i et par timer eller mere, havde vi da endelig to sovende børn. Derefter gik det fint igen indtil vi var fremme. Men så stod vi pludselig der med to trætte drenge (den ene i klapvogn), en hund i transportkasse (uden hjul eller håndtag (why?)), 5 kufferter og 5 tasker som vi skulle have transporteret med bus hen og hente en lejebil lidt udenfor lufthavnen - og vores visakort virkede ikke i den automat, hvor man kunne "trække" en bagagevogn. Hvis ikke det havde været for hjælpsomt personale i lufthavnen og på bussen, var det aldrig lykkedes. Men vi kom da til sidst derud. Og nu har vi så en lejebil, der utroligt nok er endnu større end den, vi havde i Danmark lige inden afrejsen.

Vi var fremme i vores midlertidige lejlighed engang efter 21 (hvilket så må svare til engang efter 5 dansk tid) - meget trætte! Børnene faldt i søvn i bilen på vej herhen og sov uden problemer videre, da vi lagde dem i seng. Lejligheden er rigtig fin. Den ligger i et community med en masse andre lejligheder. Der er låst gate, parkeringspladser, og et fællesområde med pool, legetårn og fitness i midten (vi ser lige ned på det fra stuen). I selve lejligheden er der et køkkenalrum/stue, 2 soveværelser, 2 badeværelser og et vaskerum, og det hele er lyst og pænt. Vi har endda cleaning service hver tirsdag.

Nå, men efter ca. 4 timers søvn til Simon og mig fandt børnene så ud af, at de altså ikke ville sove mere. Seriøst, det var "morgen" klokken 2 om natten. Og vi havde ikke noget mad i huset, så vi var nødt til at holde dem hen med resterne af slikket fra turen, indtil noget åbnede og vi kunne købe noget. Det gik nu fint. Vi plaskede i karbad og pakkede alle vores ting ud. Kl. 6 syntes Oscar så, at det var på tide at resten af området også skulle op. Han fik i hvert fald trykket på panik-knappen på bilens nøgle, og så satte den ellers i gang med det helt store dytteshow. Og det var ikke sådan lige til at stoppe igen. Sådan hilser vi åbenbart på vores nye naboer...

10 minutter senere stod jeg klar med en kurv i det nærmeste supermarked. Og så var det jeg pludselig kunne huske, hvorfor vi ville helt herover. Hold nu op, hvor var det lækkert! Desværre vidste jeg, at jeg skulle bære det hjem og op til 3. etage, så jeg var nødt til at holde igen. Men jeg glæder mig allerede til næste gang.

Da jeg kom tilbage sov Konrad igen. Nu sover Simon også. Oscar ser Rosa fra Rouladegade på computeren. Og om en time kommer vores relocation agent, og så starter dagens program - 7 timer efter at vi stod op...

Så sidder vi på hotellet

Så blev det tid til at flytte ud af huset og ind på hotel i København. Der er stadig en del løse ender, men vi er ved at være nået dertil hvor det ikke er bidende nødvendigt at får det overstået før vi flyver på fredag. Det er en mærkelig fornemmelse ikke at have noget hjem i Danmark, og jeg glæder mig faktisk meget til at vi skal flyve, så vi kan komme over og begynde på det nye liv i USA.

Hotellet vi er blevet indlogeret på er SAS Radisson på Falkoner Allé, og vi bor helt i toppen på 16. etage med udsigt ud over hele København. Det er vildt flot, men også lidt overdrevet til vores behov. Vi ville i hvert fald gerne have byttet til et lidt mindre hotel, og så nogle bedre flybilletter.

Lejebilen vi har i Danmark er en moderne mini-bus, så det føles lidt som at køre rundt i et rumskib... og ind i mellem alt det her mærkelige rod så går Oscar i børnehave som om intet var hændt, hvilket egentlig også er lidt mærkeligt, men vi vil gerne give ham mest mulig tryghed så længe som muligt.

Sidste aften i huset

Så sidder vi her i mørke på den måske sidste aften nogensinde her i huset. Min far og Mona har været her hele dagen i dag. De har hjulpet med at køre ting til genbrug og tage ting ned fra lofter og vægge. Lamper og alt andet elektrisk (undtagen computere og telefoner) har de fået med i bilen, så de kan opbevare det for os imens vi er væk, for det kan ikke bruges på det amerikanske el-net.

I morgen skal det allersidste gøres, så vi er klar til at flyttefolkene kan komme på mandag og tirsdag, og så skal vi have pakket kufferterne. Oscar skal på et sidste besøg hos sin bedste ven, Ask - og King tager med, for han skal på et par dages ferie hos sin bedste ven Bobo (Asks hund), så han slipper for det værste postyr. Og så flytter vi jo på hotel i morgen eftermiddag.

På torsdag skal vi holde afslutning for Oscar i børnehaven, og bagefter skal vi forbi et hold venner i Alsønderup. Og så er det ved at være tid til at sige farvel til Alsønderup og Danmark. Vi flyver kl. 13.20 på fredag. Det er stadig svært at forstå.

Hus til salg

Som nævnt tidligere er det ikke gået så hurtigt med at få lejet huset ud, som vi havde håbet. Vi har nu haft et udlejningsbureau til at forsøge i mere end 3 måneder, og der har stort set ingen interesse været. Så nu sadler vi om. I morges underskrev vi en aftale med en ejendomsmægler i stedet. Skiltet er allerede kommet op ude ved vejen, og i morgen formiddag kommer fotografen. Det var ikke det, vi oprindeligt ønskede, men nu hvor beslutningen er taget, giver det faktisk lidt ro i maven. Nu har vi i hvert fald en plan for huset når vi flyver af sted i næste uge. Og selvom vi har været glade for at bo her, så ved vi jo alligevel ikke, hvad situationen er, når vi kommer hjem igen, og om vi stadig har lyst til at bo her til den tid.

Fuld gang i forberedelserne

Nu nærmer tiden til vores afrejse sig hastigt. Om 1 uge og 5 dage flytter vi ud af huset og ind på SAS Radisson på Frederiksberg, og om 2 uger og 3 dage flyver vi af sted. Der er stadig en masse løse ender - fx er huset endnu ikke lejet ud - men der er også en masse, der begynder at falde på plads. Flybilletterne er bestilt. Den ene bil er solgt, og den anden har vi en aftale med forhandleren om, at de køber tilbage. Oscar er meldt ud af børnehaven. Vi er meldt ud af a-kassen og en hel masse andet. Vi har fået solgt en masse ting, vi ikke skal have med. Og så har vi fået ryddet godt og grundigt op i alle vores ting og smidt en masse væk. I de kommende to weekender får vi hjælp af mine to sæt forældre til at få klaret de sidste praktiske ting.

Vi har besluttet, at vi fortsat vil forsøge at leje huset ud efter at vi er flyttet, hvis det ikke er klaret inden (fremfor at sætte det til salg). Udlejningsfirmaet mener, at det nok skal lykkes, men vi stresser lidt over det, for det er dyrt at have det til at stå tomt. På den anden side er det endnu dyrere at sælge det.

Det er stadig meget uvirkeligt at vi om 3 uger bor i et fremmed land. Vi snakker selvfølgelig meget om det og bruger en masse tid på forberedelserne. Men samtidig er det som om det ikke rigtig er gået op for os. De få gange, hvor jeg tillader mig selv at tænke sådan rigtigt over det, bliver jeg fuldstændig overvældet af følelser - nervøs, trist, spændt, stresset. Så det gør jeg ikke så tit...