Redebyggeri

Nu hvor der snart kommer endnu en beboer her i huset, har vi været i fuld gang med at flytte rundt, så vi alle 5 kan være her. Tidligere havde vi soveværelse, gæsteværelse, legeværelse og fælles soveværelse til drengene på øverste etage. Nu har vi flyttet gæsteværelset til kælderen, som i øvrigt er blevet rigtig hyggelig. Det tidligere gæsteværelse bliver babyens værelse. Selvom han hverken får brug for at sove eller lege der til at starte med, så er det nu rart med et rum til alle babytingene, og et sted, hvor vi kan skifte ble uden at forstyrre Oscar eller Konrad (badeværelserne er ikke så store). I samme omgang har Oscar og Konrad også fået hvert deres store-drenge-værelse, og alle legesager er fjernet fra stuen og fordelt på værelserne. De er rigtig glade for deres nye værelser, og de bruger faktisk mere tid deroppe nu, end de gjorde før. Konrad skal stadig lige vænne sig til at sove alene, men ellers går det fint. Babyværelset er jeg ikke begyndt på endnu.

Jeg har også været i gang med at kigge på udstyr til babyen. Vi har jo det meste fra de andre to, men der var nogle få ting, vi ikke tog med, da vi flyttede. Efter at have set på udvalget herovre, er jeg godt nok glad for, at vi tog det meste med. De har tydeligvis en helt anden holdning til, hvad der er nødvendigt (og godt) for en baby. Fx har det ikke været muligt at finde hverken lift eller kombivogn i fysiske butikker herovre. De har kun klapvogne, som man evt. kan sætte autostole på, når de er helt små. Så kombivogn må bestilles på nettet (barnevogn findes slet ikke, med mindre man er heldig at finde en dansk mor, der ikke længere skal bruge sin medbragte barnevogn). Puslepuder har seler på, puslebordene vender "forkert" (dvs. babyen ligger med siden til én), babybadekar har indbygget badestol til små babyer, så de ikke kan bruges, når de kan sidde selv. Og så er der et kæmpe udvalg af gåstole, hoppegynger, sammenfoldelige kravlegårde, musikuroer og skråstole med lyd og lys og bevægelse - i det hele taget alt, hvad der kan underholde baby, uden at man selv skal gøre noget.

Og så lige lidt billeder af Oscars og Konrads nye værelser (inkl. rod, for der er altså ikke meget mere end sekunder at gøre med efter at man har ryddet op, inden det igen ser sådan ud).

Oscars værelse:

Konrads værelse:

Rumskib i hus

Vi er nu de lykkelige stolte praktiske ejere af en minivan. En Toyota Sienna med ikke mindre end 8 (!) sæder. Så nu er der i hvert fald plads til alle nuværende og kommende børn + et par gæster eller tre. Det er ikke et køb, vi har glædet os til - mere noget der skulle overstås inden babyen kommer. Og lige i det øjeblik, da vi fik nøglerne udleveret, dér blev vi rigtigt voksne. Med en minivan i garagen er det simpelthen for sent at fise rundt og tro, at man stadig er ung. Desværre...

Jeg har heller ikke glædet mig til at køre sådan et skrummel - har altid foretrukket biler så små som muligt - men jeg må faktisk indrømme, at det ikke er så slemt igen. Og jeg tror i hvert fald nok, at vi skal blive glade for at have en bil, vi alle fem + hund, klapvogn og bagage kan være i. Og faktisk er den ikke engang så grim, som man skulle tro.

Selve købsoplevelsen var igen en noget langstrakt affære. Vi var hos forhandleren fra kl. 11.30 til kl. 17.30 (minus en halv time på Subway, da der var noget ventetid). Det eneste, vi skulle, var at prøvekøre tre forskellige biler (Simon gjorde det - jeg prøvede kun den, vi endte med at købe) og gennemføre købet. Det tager bare uhyrligt lang tid herovre! Heldigvis havde de et stort og fint legerum, hvor Oscar, Konrad og jeg tilbragte størstedelen af tiden, og da der skulle underskrives kunne vi sidde lige udenfor og se ind gennem glasvæggene til drengene, der fortsat legede. Midt på eftermiddagen dukkede en af Oscars gode venner fra preschoolen endda op, fordi hans forældre også venter et barn mere i det nye år, og de var også ude og kigge på en minivan. Lidt sjovt, og så fik jeg for første gang anledning til at tale med nogle af de andre forældre fra preschoolen.

Og nu er vi hjemme igen, og det er næsten sengetid for drengene. Oscar har lige lavet home work for første gang nogensinde, og om lidt skal vi have pandekager. Det ér jo søndag :-) Håber I alle sammen har haft en dejlig weekend.

20 ugers scanning

Så kom dagen endelig, hvor jeg skulle scannes igen. Simon er tilbage fra Fargo, og det var endda muligt for ham (og Konrad) at tage med til scanningen. Og det gik rigtig godt. Hun fik tjekket alt det, hun skulle, og alt var bare helt perfekt. Og så er det en dreng mere - det var der slet ikke nogen tvivl om :-)

Jeg er helt vildt glad for at være kommet forbi den her scanning, og at alt var godt. Nu tror jeg lidt mere på, at alt nok skal gå, og jeg føler, at jeg kan tillade mig at begynde på alle babyforberedelserne. Det er for mig noget af det bedste ved at være gravid, og jeg er super glad for, at jeg får lov at prøve det igen - selvom jeg også nogen gange er skræmt ad h..... til over, at vi lige om lidt har tre børn. Jeg synes jo knap nok vi kan styre de to vildbasser, vi har i forvejen. Men vi finder vel ud af det hen ad vejen...

Og selvom det bliver endnu en dreng, og vi dermed har det meste i forvejen, så kan man jo godt liiige bruge lidt mere babytøj. Så da jeg havde hentet Oscar i preschoolen daffede vi af sted på shopping. Han havde fået lov til selv at vælge noget til babyen (Batman-strømper og et kønsneutralt sæt, blev det til). Og så ville han gerne selv bede om en lyserød glimmer-krone, så han kan lege, at han er en prinsesse (en ond prinsesse, blev det senere til). Samme søns største ønske til jul er i øvrigt en dukke-klapvogn og en dukke, han kan køre rundt i den. En drengedukke, vel at mærke. Det næststørste ønske er en monstertruck med lyn på. Han er altså bare herlig. (Han er i øvrigt overbevist om, at der til jul "drysser legetøj ned fra himlen", fordi "Santa" jo flyver deroppe...)

Preschool, fodbold og pludselig alene hjemme

Jeg skrev for nyligt lidt om, hvor træt jeg var af Oscars preschool. I mellemtiden har jeg været til forældremøde derhenne. Hans lærer er virkelig sød, og det gav et noget bedre indtryk af det hele. Jeg synes stadig, de er lige rigeligt ambitiøse på de smås vegne. Fx sagde hun til mødet, at de fleste af børnene kan læse ord på 3-4 bogstaver og at mange af dem kan regne med plus og minus (de er 4 år!). Men det er nu ikke kun skolen, der er ambitiøs på børnenes vegne, det er forældrene også. Der blev bl.a. spurgt til, om de ikke snart fik lektier for (jo, til november) og hvorfor de ikke længere havde spansk (det får de så nu - eller måske kinesisk eller fransk, afhængig af forældreafstemningens resultat)...

Et par dage efter forældremødet havde jeg et møde med Oscars lærer. Jeg fandt ud af på forældremødet, at man kan booke et kvarters møde engang imellem, når man har behov for det. Og det var vist meget godt, jeg gjorde det, for hun var ikke klar over, at vi ikke taler engelsk herhjemme. Hun havde lagt mærke til, at han var meget stille i timerne og meget vild på legepladsen, men hun havde ikke forbundet det med, at det er fordi, han endnu ikke er hjemme i sproget. Men det ved hun så nu. Jeg fortalte hende også lidt om, hvad han kommer fra (dansk børnehave), og hvor anderledes det er, og det var hun meget overrasket over. Men jeg tror, det kan hjælpe Oscar, at de har en bedre forståelse for hans sprog og baggrund. Hun sagde, at han er langt bagud i forhold til de andre børn, når det kommer til at læse (ikke overraskende), men at han er kommet hurtigt efter matematikken. Og i øvrigt sagde hun, at han allerede kan langt mere, end de fleste børn kan, når de til næste år starter i Kindergarden (altså hvis vi taler public school), så det hele skal nu nok gå. Under alle omstændigheder, så er jeg nu lidt mindre irriteret på skolen - selvom jeg stadig godt kan ryste lidt på hovedet, når jeg ser, at dagens tema er Fibonacci numbers in nature... (fik jeg sagt, at de er 4 år?).

Og så er Oscar jo startet til fodbold, og det lever fuldt ud op til forventningerne. Efter første gang udtalte han, at nu behøvede han ikke gå i preschool længere, for nu gik han til fodbold. De to unge trænere er rigtig søde og gode til de små børn. Oscar stråler som en lille sol, når han spæner rundt derude på banen. Første gang var han så ivrig, at han bare spurtede rundt med bolden uden at høre, hvad de skulle, men anden gang gik det rigtig fint, og han har ret godt styr på bolden. Forældrene bliver åbenbart derhenne, så ikke noget med at gå en tur med King imens de spiller. Men det gør nu ikke noget, for vores nabo har fundet på, at hun gerne vil med. Hun har en søn på vores alder, der bor i Japan, og jeg tror hun savner at have barnebarnet i nærheden. De er en rigtig sportsfamilie, hvor manden og sønnen har været semi-professionelle fodboldspillere, og hun har selv trænet baseball-hold i mange år. Og nu ser hun vist Oscar som sin lille protege. Meget sødt, og det er hyggeligt, at hun tager med.

Og så er vi i øvrigt alene hjemme i denne uge. Mandag morgen ved 9-tiden fik Simon en mail om, at han skulle til Fargo igen. Kl. 11 bestilte han billetterne, og kl. 13 sad han på flyet. Sådan. Vi vidste dog "allerede" fredag, at han måske skulle af sted. Det er heldigvis gået fint herhjemme, og Simon har vist fået en masse ud af at være der, rent arbejdsmæssigt. Jeg selv har ikke rigtig sovet siden mandag morgen, men til gengæld fik jeg lavet hel kylling, citronkartofler i ovn og agurkesalat sammen med drengene i tirsdags. Lidt af en bedrift, hvis jeg selv skal sige det, men det var også hyggeligt. Jeg elsker, at de to gerne vil hjælpe til i køkkenet.

Udover at vi selvfølgelig savner Simon, så er det mest negative ved, at han skulle af sted, at jeg ikke kunne komme til 20-ugers scanning i går som planlagt. Heldigvis har jeg fået en tid i morgen (han kommer hjem i dag). Men 50 timers ekstra ventetid er altså længe! Det kribler i fingrene for at komme ud og købe babyting. Men jeg VIL ikke, før vi kender kønnet og ved, at alt er godt. Og nej, vi håber ikke på en pige. Vi håber på et sundt og raskt barn, og vi er spændte på, OM det er en pige eller en dreng, men begge dele er lige velkomne. Så er det på plads. I kan måske gætte, at jeg ofte får det spørgsmål :-)

Jeg er ikke så god til at få taget billeder for tiden, så det eneste billede, jeg har denne gang, er af mine to små køkkenhjælpere:

Og så kunne det hele pludselig have været slut...

I torsdags stod vi op til beskeden om, at de i løbet af dagen ville foretage endnu en omgang fyringer på Microsoft. I juli fyrede de ca. 13.000, men ingen i Simons del af organisationen. Så denne gang var det deres tur. Jeg tror egentlig ikke, det ville være spor svært for Simon at finde et nyt job herovre, hvis det skulle blive nødvendigt, for han får jævnligt henvendelser fra bl.a. de andre store it-virksomheder i området. Problemet er bare, at vores visa er knyttet til hans job, og indtil vi evt. får green card (det kan tage år), har han ikke bare lov til at finde et andet job herovre. Så en fyring ville betyde, at vi skulle rejse hjem til Danmark. Uden jobs eller bolig at vende hjem til, men stadig med gæld fra huset, som vi solgte for at komme herover, og med barn nr. 3 i maven.

Så det var ikke nogen sjov dag, hverken for Simon på kontoret eller for mig, der ventede på besked derhjemme. Selvom Simon måske ikke var blandt de mest udsatte for at blive fyret, så ved man jo aldrig helt. Der skulle trods alt fyres 750 mennesker bare her i området, og i sådan en situation tager de formentlig ikke særlige hensyn til de enkelte medarbejderes private forhold. Som I nok kan gætte, blev han heldigvis ikke fyret, og jeg tror heller ikke, det var tæt på. Men vi blev i hvert fald pludselig meget opmærksomme på, hvor sårbar en situation vi egentlig står i. Og dermed også meget, meget glade, da vi kl. 13.30 torsdag eftermiddag fandt ud af, at der ikke skete noget - denne gang.

Oveni alt det med hjemrejse, jobs, økonomi osv. i tilfælde af en fyring, så ville det også bare have været ekstra ærgerligt, hvis det var sket, fordi vi faktisk er blevet rigtig glade for at være her. Simon er glad for jobbet, det går fint med Oscar i preschoolen, Konrad har det godt herhjemme og med diverse udflugter og aktiviteter, vi er glade for at bo i huset, vi glæder os til familieforøgelsen, og det går ret fint med at få skabt en omgangskreds. Alt er selvfølgelig ikke perfekt, men det er helt sikkert godt lige nu. Og hvor er jeg taknemmelig over, at det ikke allerede er slut.

Hverdag igen

Skoleåret har nu været i gang i to uger, så her er det blevet rigtig hverdag igen. Og det er skønt! Det var dejligt at have Oscar hjemme i løbet af sommeren, og vi lavede en masse sjove ting sammen, men det er også lidt hårdt, når alle rutiner ryger sig en tur. Nu er vi tilbage i den vante hverdag, hvor vi alle sammen ved, hvad der skal ske hvornår, og det er altså bare nemmere.

Oscar er startet i næste klasse i preschoolen, så nu er han i Ms. Shobhas class. Det går vist meget godt. Han er i hvert fald i godt humør, når jeg får ham udleveret, og han snakker om, at han har venner, der gerne vil lege med ham hele tiden. Jeg er selv ved at være ret træt af skolens attitude overfor os forældre. De behandler os som om vi er i vejen, i stedet for at se os som værdifulde samarbejdspartnere. Jeg når som regel ikke engang at sige farvel til Oscar, inden de har flået ham af sted hen til klassen. Og det er vel at mærke ligegyldigt, om vi kommer lige til tiden eller et kvarter før. Og så er der bare generelt ingen information, og da slet ingen adgang til at tale med de voksne, der bruger dagen sammen med ham. Man når aldrig længere end til receptionisten, og da jeg på dag 2 insisterede på at se, hvem der var hans nye lærer, blev der rullet lidt med øjnene, og så fik jeg allernådigst lov at gå ind og se om hun var i klassen. Det er godt nok lidt af en omvæltning fra en dansk børnehave!

Til gengæld lærer han virkelig meget, og det virker som om det passer ham godt. Han skriver bogstaver og tal på livet løs og kan nu føre en simpel samtale på engelsk (yes, no, I don't know, my little brother, new shoes osv. som svar på diverse spørgsmål). Konrad kan endnu ikke rigtig sige noget på engelsk, og når folk snakker engelsk til ham, gemmer han sig eller kigger væk.  Men det kommer jo nok på et tidspunkt. Jeg taler stadig dansk til dem, for alle siger, at det er vigtigere at vi passer på deres danske sprog, end at vi lærer dem engelsk. Holdningen er, at det skal de nok få lært, men det danske kan nemt forsvinde.

Udover at preschoolen er startet igen, er diverse fritidsaktiviteter også startet op igen. Konrad er begyndt at gå til Tiny Treks hver mandag, og han er så stolt. Det er en form for naturvandringer for helt små børn, hvor hver gang har forskelligt tema, fx bondegårdsdyr, mariehøns, snegle osv. Der er også noget kreativt i starten (fx klippe/klistre en mariehøne) og snacks/historielæsning i slutningen. Virkelig godt koncept, og endda hyggeligt for moderen. Senere på efteråret er vi også meldt til nogle flere cooking classes.

Oscar begynder til fodbold i eftermiddag. Han har glædet sig siden vi meldte ham til for 3 uger siden, så jeg håber det lever op til hans forventninger. I går fik vi købt nye løbe-hurtigt-sko som han kan have på, og så har han fået træningsbukser med striber på siderne, for han insisterede på, at man ikke kunne spille fodbold uden :-) Jeg håber bare ikke det er for varmt i eftermiddag, for jeg får ham aldrig i et par shorts i stedet.

A pro pos varme, så troede jeg nok lidt, at det ville være ovre nu, hvor kalenderen siger efterår, men det bliver bare ved. Der har været flere dage med ca. 30 grader den seneste uge. Jeg gider virkelig ikke mere, og tænker bare på, hvor alt det regn, vi blev lovet, mon bliver af?

Konrad (i gul) til Tiny Treks.
Der bliver delt mariehøner ud, så de kan kigge på dem i deres net og lade dem kravle på deres hænder.

Råd til børn?

Jeg så for et par dage siden nogle artikler på dr.dk, om hvor dyrt det er at få barn i Danmark. Barnets første år skulle ifølge den ene artikel koste 45.000 kr. efter udbetaling af børnepenge. Men det er så inkl. 16.000 til at shoppe udstyr for og 10.000 til at holde dåbsfest for. Så jeg tænkte, at jeg lige ville skrive lidt om, hvordan det er herovre. Bare for at sætte det lidt i perspektiv...

Vi har - får vi at vide fra alle sider - en rigtig god sundhedsforsikring herovre. Indtil for nylig troede vi sådan set også, at vi var godt dækket ind. Men efter at regningerne for graviditetsundersøgelser mm. pludselig begyndte at vælte ind, så fandt vi ud af, at graviditet af vores forsikringsselskab bliver betragtet som en preexisting condition, og derfor er der brugerbetaling på alle undersøgelser, scanninger, laboratorieprøver osv, samt ikke mindst alt, hvad der vedrører fødslen. Vi betaler godt nok kun op til vores selvrisiko, men det ender alligevel på ca. 40.000 kr., fordi det meste af min graviditet ligger før nytår, og fødslen ligger efter, så vi skal betale to års selvrisiko (dårlig planlægning!). Og hvis jeg på et tidspunkt skulle blive behandlet af en person (fx anæstesilæge e.l.), som ikke er tilknyttet vores forsikringsnetværk, ja så bliver det endnu dyrere. Det er selvfølgelig vores ansvar at undersøge, men nu har jeg jo prøvet at føde før, og jeg ved godt, hvor fokus ikke er i den situation. Og man kan i øvrigt ikke bare regne med, at de er med i netværket, selvom de arbejder på et hospital, som er med.

Og det er jo rigtig træls at opdage, at det bliver så dyrt for os. Men det er stadig ingenting i forhold til alle dem, der har en dårligere (eller slet ingen) forsikring, for de kan ende med at betale helt uhyrlige summer for sådan en omgang. Bare indlæggelsen efter fødslen skulle efter sigende koste op mod 1000 dollars pr. døgn - hvis der vel at mærke ingen komplikationer er. Og et par måneders indlæggelse på neonatal kommer man vist aldrig til at kunne betale sig ud af, hvis ikke forsikringen dækker. Meget betryggende, ikke?

For den normale amerikaner stopper det dog slet ikke der. Hvis man efter sin barsel (som mange selv betaler for, og de fleste derfor kun har nogle uger af), gerne vil have barnet passet, skulle det også være en del dyrere end i DK (der er ikke offentligt tilskud). Og så er der jo også opsparingen til college, hvor regningen kan løbe op i nogle hundrede tusinder, hvis nu børnene skulle blive dygtige og få lyst til at gå på et af eliteuniversiteterne. De her sidste ting, bliver vi heldigvis ikke ramt af, for jeg går jo alligevel hjemme, og vi regner med at vende hjem i god tid inden det bliver aktuelt med college :-)

Jeg synes, det er tankevækkende, at det er så dyrt at få børn. Mon de får de børn, de gerne vil have herovre? Måske er klapvogne og andet udstyr billigere, men det er jo dråber i havet. Og så ved jeg jo godt, at vi betaler mindre i skat end i Danmark, og det er sikkert dejligt for dem, der har fået uddannelsen betalt af forældrene, har et godt arbejde, ikke har børn og som ikke er ramt af alvorlig sygdom. De tjener jo kassen og kan bare bruge alle pengene på billige biler og den slags. For alle andre (unge uden collegefund, børnefamilier, syge, arbejdsløse, lavtlønnede, gamle osv.), så er jeg ikke sikker på, at det er så fedt. Man må i hvert fald give Danmark, at det er langt nemmere at bryde den sociale arv, i og med at alle har fri og lige adgang til sundhed, uddannelse osv.

Og så gik der politik i den igen :-)