Et par dage efter forældremødet havde jeg et møde med Oscars lærer. Jeg fandt ud af på forældremødet, at man kan booke et kvarters møde engang imellem, når man har behov for det. Og det var vist meget godt, jeg gjorde det, for hun var ikke klar over, at vi ikke taler engelsk herhjemme. Hun havde lagt mærke til, at han var meget stille i timerne og meget vild på legepladsen, men hun havde ikke forbundet det med, at det er fordi, han endnu ikke er hjemme i sproget. Men det ved hun så nu. Jeg fortalte hende også lidt om, hvad han kommer fra (dansk børnehave), og hvor anderledes det er, og det var hun meget overrasket over. Men jeg tror, det kan hjælpe Oscar, at de har en bedre forståelse for hans sprog og baggrund. Hun sagde, at han er langt bagud i forhold til de andre børn, når det kommer til at læse (ikke overraskende), men at han er kommet hurtigt efter matematikken. Og i øvrigt sagde hun, at han allerede kan langt mere, end de fleste børn kan, når de til næste år starter i Kindergarden (altså hvis vi taler public school), så det hele skal nu nok gå. Under alle omstændigheder, så er jeg nu lidt mindre irriteret på skolen - selvom jeg stadig godt kan ryste lidt på hovedet, når jeg ser, at dagens tema er Fibonacci numbers in nature... (fik jeg sagt, at de er 4 år?).
Og så er Oscar jo startet til fodbold, og det lever fuldt ud op til forventningerne. Efter første gang udtalte han, at nu behøvede han ikke gå i preschool længere, for nu gik han til fodbold. De to unge trænere er rigtig søde og gode til de små børn. Oscar stråler som en lille sol, når han spæner rundt derude på banen. Første gang var han så ivrig, at han bare spurtede rundt med bolden uden at høre, hvad de skulle, men anden gang gik det rigtig fint, og han har ret godt styr på bolden. Forældrene bliver åbenbart derhenne, så ikke noget med at gå en tur med King imens de spiller. Men det gør nu ikke noget, for vores nabo har fundet på, at hun gerne vil med. Hun har en søn på vores alder, der bor i Japan, og jeg tror hun savner at have barnebarnet i nærheden. De er en rigtig sportsfamilie, hvor manden og sønnen har været semi-professionelle fodboldspillere, og hun har selv trænet baseball-hold i mange år. Og nu ser hun vist Oscar som sin lille protege. Meget sødt, og det er hyggeligt, at hun tager med.
Og så er vi i øvrigt alene hjemme i denne uge. Mandag morgen ved 9-tiden fik Simon en mail om, at han skulle til Fargo igen. Kl. 11 bestilte han billetterne, og kl. 13 sad han på flyet. Sådan. Vi vidste dog "allerede" fredag, at han måske skulle af sted. Det er heldigvis gået fint herhjemme, og Simon har vist fået en masse ud af at være der, rent arbejdsmæssigt. Jeg selv har ikke rigtig sovet siden mandag morgen, men til gengæld fik jeg lavet hel kylling, citronkartofler i ovn og agurkesalat sammen med drengene i tirsdags. Lidt af en bedrift, hvis jeg selv skal sige det, men det var også hyggeligt. Jeg elsker, at de to gerne vil hjælpe til i køkkenet.
Udover at vi selvfølgelig savner Simon, så er det mest negative ved, at han skulle af sted, at jeg ikke kunne komme til 20-ugers scanning i går som planlagt. Heldigvis har jeg fået en tid i morgen (han kommer hjem i dag). Men 50 timers ekstra ventetid er altså længe! Det kribler i fingrene for at komme ud og købe babyting. Men jeg VIL ikke, før vi kender kønnet og ved, at alt er godt. Og nej, vi håber ikke på en pige. Vi håber på et sundt og raskt barn, og vi er spændte på, OM det er en pige eller en dreng, men begge dele er lige velkomne. Så er det på plads. I kan måske gætte, at jeg ofte får det spørgsmål :-)
Jeg er ikke så god til at få taget billeder for tiden, så det eneste billede, jeg har denne gang, er af mine to små køkkenhjælpere:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar