søndag den 28. september 2014

Rumskib i hus

Vi er nu de lykkelige stolte praktiske ejere af en minivan. En Toyota Sienna med ikke mindre end 8 (!) sæder. Så nu er der i hvert fald plads til alle nuværende og kommende børn + et par gæster eller tre. Det er ikke et køb, vi har glædet os til - mere noget der skulle overstås inden babyen kommer. Og lige i det øjeblik, da vi fik nøglerne udleveret, dér blev vi rigtigt voksne. Med en minivan i garagen er det simpelthen for sent at fise rundt og tro, at man stadig er ung. Desværre...

Jeg har heller ikke glædet mig til at køre sådan et skrummel - har altid foretrukket biler så små som muligt - men jeg må faktisk indrømme, at det ikke er så slemt igen. Og jeg tror i hvert fald nok, at vi skal blive glade for at have en bil, vi alle fem + hund, klapvogn og bagage kan være i. Og faktisk er den ikke engang så grim, som man skulle tro.

Selve købsoplevelsen var igen en noget langstrakt affære. Vi var hos forhandleren fra kl. 11.30 til kl. 17.30 (minus en halv time på Subway, da der var noget ventetid). Det eneste, vi skulle, var at prøvekøre tre forskellige biler (Simon gjorde det - jeg prøvede kun den, vi endte med at købe) og gennemføre købet. Det tager bare uhyrligt lang tid herovre! Heldigvis havde de et stort og fint legerum, hvor Oscar, Konrad og jeg tilbragte størstedelen af tiden, og da der skulle underskrives kunne vi sidde lige udenfor og se ind gennem glasvæggene til drengene, der fortsat legede. Midt på eftermiddagen dukkede en af Oscars gode venner fra preschoolen endda op, fordi hans forældre også venter et barn mere i det nye år, og de var også ude og kigge på en minivan. Lidt sjovt, og så fik jeg for første gang anledning til at tale med nogle af de andre forældre fra preschoolen.

Og nu er vi hjemme igen, og det er næsten sengetid for drengene. Oscar har lige lavet home work for første gang nogensinde, og om lidt skal vi have pandekager. Det ér jo søndag :-) Håber I alle sammen har haft en dejlig weekend.


2 kommentarer:

  1. nej hvor hyggeligt, vi har også investeret i en familie container, dog kun med 7 sæder :)
    Og ja den er praktisk men den giver ikke meget street credit

    _søren

    SvarSlet
  2. Ha ha, så er I også faldet i voksenfælden :-) Men ja, praktiske er de jo. Håber I har det godt alle sammen.

    SvarSlet