Simon 34 år

Med travlheden den seneste tid, er behovet for lidt hjælp i hverdagen også vokset. For nogle måneder siden, nævnte min personlige træner, at hun også passer børn. Det var jeg glad for at høre, men jeg var ikke helt klar til at overlade Alfred til andre endnu. Men for et par uger siden kom hun forbi en formiddag og legede med børnene, for at lære dem at kende, og i fredags, på Simons fødselsdag, passede hun dem for første gang. Vi har ikke haft en barnepige siden vi boede i Alsønderup, så det var virkelig stort. Og det gik rigtig godt - de sov alle tre hele aftenen, så hun havde det nemt. 

Simon og jeg startede med at tage ud og spise dessert (vi havde spist aftensmad med børnene inden). Så gik vi en tur, og til sidst havde vi booket noget, der hedder Conundroom Real Escape Room Quest. Det gik ud på, at vi blev lukket inde i et rum i 60 minutter, og så skulle vi løse en masse opgaver og finde nogle hemmelige ting, for at nå ud til tiden. Vi nåede det lige præcis ikke, men vi var også kun os to (man kan være op til 7 på et team). Men det var sjovt alligevel og meget anderledes end, hvad vi ellers har prøvet. Og med den succes, har jeg nu lavet en meget lang liste over ting, vi skal prøve på fremtidige date nights. Jeg glæder mig allerede. Vi skal blandt andet spise på en restaurant, hvor de kaster med knive og leger med ild, vi skal spille brætspil og spise snacks et sted i Bellevue, vi skal i biografen og have serveret mad i vores sæder imens vi ser film, og vi skal lære at male et maleri (og drikke vin imens). Og en hel masse mere med tiden. Åh, frihed.

Den uendelige to do-liste

Oveni den normale hverdagstravlhed har februar måned (og denne måned med) været præget af tusindvis af praktiske ting, der skulle ordnes. Det er tid til at indberette skat. Det er første gang, vi selv skal gøre det, for sidste år var det med i vores relocation package, at en revisor stod for det. Så vi har været ude og købe for 90 dollars software, der guider én igennem det - hvis man vel at mærke har alle de papirer, der skal bruges til at udfylde felterne. Vi er ikke nået helt igennem endnu, men vi er der snart, og det tyder heldigvis på, at vi ikke får et stort skattesmæk i år. 

Derudover er vores Green Card ansøgning nu så langt, at der er en masse, vi selv skal gøre for at komme videre (indtil nu har Microsofts advokater taget sig af det hele). Så vi har fået taget billeder, udfyldt formularer, været til lægen, blevet vaccineret, og nu mangler vi "kun" at få oversat og uploadet en hel masse forskellige dokumenter. Når det er klaret skal min arbejdstilladelse fornys, og så er der alt det løse, med biler på værksted, pas til Alfred, booke rejse til Danmark til efteråret, alle mand til tandlæge, børneundersøgelser hos lægen, forlænge lejekontrakt for huset, skrive op til skole og summer camps osv. 

Nogle dage føles det som om to do-listen er uendelig, og selvom jeg helst ikke vil pive over vores situation, så må jeg indrømme, at jeg har haft nogle virkelig hårde uger, og at det ikke er hver dag, det har været lige sjovt. Men det er nok bare fordi det hele lige kommer på én gang på den her tid af året. Og så ér det bare stadig svært, fordi meget af det stadig er fremmed for os. Fx. missede vi igen en deadline i forbindelse med Oscars skolestart, fordi vi bare ikke kender systemet, og derfor ikke ved, at man altså planlægger næste skoleår i december året før skolen starter i september. Heldigvis var det ikke kritisk, men det indsnævrede vores valgmuligheder. De har nemlig en række choise schools med forskellige profiler her i skoledistriktet. De fungerer som et alternativ til de traditionelle skoler, men de hører stadig ind under det almindelige skolesystem. Det hørte vi om for nyligt, og det lød meget spændende, men da vi ville ind og undersøge det nærmere, fandt vi ud af, at vi allerede var flere uger for sent på den. Så vi prøver at huske det inden jul i år, og så må vi se om vi kan få dem ind til næste år, hvis vi finder ud af, at vi gerne vil.

Vi var også kortvarigt ved at overveje, om vi skulle købe et hus her. Alle snakker om, at priserne bare stiger, og vi er trætte af, at vi hvert år skal gå og vente på at få at vide, om vi kan blive boende et år mere her i huset (og hvad det vil koste). Desuden er det billigere pr. måned at eje end at leje, fordi lejepriserne er så høje. Men den ide er godt og grundigt lukket nu. Markedet er helt hysterisk. For det første skal man helst kunne lægge det fulde beløb kontant (det gør alle de kinesiske investorer, der "køber" sig til et Green Card ved at investere et vist beløb i USA), og som minimum skal man have 20% kontant. For det andet skal man være villig til at lukke en handel indenfor et par dage efter at huset er kommet på markedet. Jeg snakkede med én, der lige har købt. Hun fortalte, at de på få måneder havde budt på 20 huse, som de ikke havde fået, fordi de hver gang var blevet overbudt. Mange huse sælger nemlig til 10-20% over udbudsprisen. Og sidst men ikke mindst, så skal man give op imod en million dollars for et hus, der i størrelse og beliggenhed svarer til det, vi bor i. Og så var den beslutning ligesom taget for os... Men det er nok også bedst at lade være, når vi ikke ved, hvor længe vi skal blive. Det er bare ved at være træls, at alting er så midlertidigt. Jeg trænger til at kunne slå mig rigtigt ned et sted, og lige nu er jeg nærmest ligeglad med, om det er her eller i Danmark. Jeg savner at kunne sætte mit eget præg på vores hus, og jeg ville virkelig gerne have en have, jeg kunne gå og lave lidt om i.

Hverdag og fritidsaktiviteter

Ugerne flyver af sted for tiden, med alle mulige aftaler og opgaver hele tiden. Noget af det er bare hårdt arbejde, men der er også masser af gode ting. Jeg har på det seneste mødtes med min mom's group hver torsdag aften til forskellige aktiviteter, fx bogklub, spilleaften og restaurant-besøg. Sidst var det malebogsaften og i morgen står den på manicure og pedicure. Jeg mødes også stadig med min islandske veninde et par gange om måneden. Hun har en babypige på Alfreds alder, som hun plejer at have med. Så ser han også en jævnaldrende engang imellem. Jeg er også begyndt at tage ham med til park playdates om onsdagen i min mom's group, ligesom jeg gjorde med Konrad, inden han startede i preschool. Han er vild med at gynge og kan efterhånden også lege i sandkassen, hvis der er sådan én. Og så har jeg stadig min træning 2-3 morgener om ugen (tirdag og torsdag med personlig træner). I sidste uge var Alfred og jeg også til fødselsdag hos et af de andre danske børn, der bor her i området. Vi mødes ikke så tit med den danske legegruppe, men når vi gør, er det altid hyggeligt. Så jeg synes, jeg har mange aftaler på en uge, men det er gode ting, som er med til at gøre det sjovt at være her.

Udover det er Oscar og Konrad begyndt at gå til svømning sammen om mandagen efter preschool. Det går godt, og imens de svømmer, har jeg Alfred med i vandet i en anden pool. Men der er lidt arbejde i at få alle tre unger klædt om og vasket før og efter undervisningen. Det er ikke ligefrem afslappende. I det mindste er svømning det eneste, de går til her i foråret. Jeg vil nemlig gerne, at der også er tid til legeaftaler, ture på legepladsen og hjemmedage. Oscar har jævnligt legeaftaler med sin bedste ven fra preschoolen, Nikhil. Konrad har endnu ikke legeaftaler, men han vil virkelig gerne, så når jeg skal med ham til børnefødselsdag på lørdag, må jeg se, om jeg kan få arrangeret noget.

Alfred 1 år

Jeg er langt bagud med mine skriverier her på bloggen. Vi har nemlig ret travlt for tiden, med alt muligt forskelligt. Det kommer der en række blogindlæg om meget snart. Men for lidt over en måned siden fyldte Alfred jo et år. Vi gjorde ikke så meget ud af dagen - fejrede det bare stille og roligt herhjemme med gaver til morgenmaden og saml-selv-minilagkager, da Oscar, Konrad og Simon kom hjem om eftermiddagen. 

Han er virkelig ved at blive stor, den lille Alfie. Han går stadig ikke, i hvert fald ikke uden hjælp, men det betyder ikke, at han sidder stille. Han går langs ting, kravler på trapper og klatrer i alt hvad han kan komme til. Han er også begyndt at snakke mere. Han gentager mange ord efter os og er også begyndt at kunne udtrykke, hvad han gerne vil, når han fx gerne vil have mad eller vand. Han siger endda pænt tak, når vi giver ham det, han bad om. Og hvis vi misforstår ham, er vi heller ikke i tvivl...

Han sover rigtig godt om natten - bedre end  Oscar og Konrad gør. Til gengæld sover han som regel kun mellem 30 og 60 minutter om dagen. Det er ikke nok, hverken for ham eller mig, men problemet er, at han ofte er klar til en kort lur mere lige på det tidspunkt, hvor vi skal hente de to store, og det duer jo ikke rigtigt. Jeg håber at han snart begynder at tage sig en lidt længere lur midt på dagen i stedet.

Men søvn eller ej, så er han stadig det sødeste lille væsen.