Oveni den normale hverdagstravlhed har februar måned (og denne måned med) været præget af tusindvis af
praktiske ting, der skulle ordnes. Det er tid til at indberette skat. Det er
første gang, vi selv skal gøre det, for sidste år var det med i vores
relocation package, at en revisor stod for det. Så vi har været ude og købe for 90 dollars software, der guider én igennem det - hvis man vel at mærke har alle de papirer, der skal bruges til at udfylde felterne. Vi er ikke nået helt igennem endnu, men vi er der snart, og det tyder heldigvis på, at vi ikke får et stort skattesmæk i år.
Derudover er vores Green Card
ansøgning nu så langt, at der er en masse, vi selv skal gøre for at komme videre (indtil nu
har Microsofts advokater taget sig af det hele). Så vi har fået taget billeder,
udfyldt formularer, været til lægen, blevet vaccineret, og nu mangler vi "kun" at
få oversat og uploadet en hel masse forskellige dokumenter. Når det er klaret
skal min arbejdstilladelse fornys, og så er der alt det løse, med biler på
værksted, pas til Alfred, booke rejse til Danmark til efteråret, alle mand til
tandlæge, børneundersøgelser hos lægen, forlænge lejekontrakt for huset, skrive
op til skole og summer camps osv.
Nogle dage føles det
som om to do-listen er uendelig, og selvom jeg helst ikke vil pive over vores
situation, så må jeg indrømme, at jeg har haft nogle virkelig hårde uger, og at
det ikke er hver dag, det har været lige sjovt. Men det er nok bare fordi det
hele lige kommer på én gang på den her tid af året. Og så ér det bare stadig
svært, fordi meget af det stadig er fremmed for os. Fx. missede vi igen en
deadline i forbindelse med Oscars skolestart, fordi vi bare ikke kender
systemet, og derfor ikke ved, at man altså planlægger næste skoleår i december
året før skolen starter i september. Heldigvis var det ikke kritisk, men det indsnævrede vores valgmuligheder. De har nemlig en række choise schools med forskellige profiler her i skoledistriktet. De fungerer som et alternativ til de traditionelle skoler, men de hører stadig ind under det almindelige skolesystem. Det hørte vi om for nyligt, og det lød meget spændende, men da vi ville ind og undersøge det nærmere, fandt vi ud af, at vi allerede var flere uger for sent på den. Så vi prøver at huske det inden jul i år, og så må vi se om vi kan få dem ind til næste år, hvis vi finder ud af, at vi gerne vil.
Vi var også
kortvarigt ved at overveje, om vi skulle købe et hus her. Alle snakker om, at
priserne bare stiger, og vi er trætte af, at vi hvert år skal gå og vente på at
få at vide, om vi kan blive boende et år mere her i huset (og hvad det vil koste). Desuden er det billigere
pr. måned at eje end at leje, fordi lejepriserne er så høje. Men den ide er
godt og grundigt lukket nu. Markedet er helt hysterisk. For det første skal man
helst kunne lægge det fulde beløb kontant (det gør alle de kinesiske
investorer, der "køber" sig til et Green Card ved at investere et
vist beløb i USA), og som minimum skal man have 20% kontant. For det andet skal
man være villig til at lukke en handel indenfor et par dage efter at huset er
kommet på markedet. Jeg snakkede med én, der lige har købt. Hun fortalte, at de
på få måneder havde budt på 20 huse, som de ikke havde fået, fordi de hver gang var blevet overbudt. Mange huse sælger nemlig til 10-20% over udbudsprisen. Og sidst men ikke
mindst, så skal man give op imod en million dollars for et hus, der i størrelse
og beliggenhed svarer til det, vi bor i. Og så var den beslutning ligesom taget
for os... Men det er nok også bedst at lade være, når vi ikke ved, hvor længe
vi skal blive. Det er bare ved at være træls, at alting er så midlertidigt. Jeg
trænger til at kunne slå mig rigtigt ned et sted, og lige nu er jeg nærmest
ligeglad med, om det er her eller i Danmark. Jeg savner at kunne sætte mit eget
præg på vores hus, og jeg ville virkelig gerne have en have, jeg kunne gå og
lave lidt om i.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar