torsdag den 10. marts 2016

Den uendelige to do-liste


Oveni den normale hverdagstravlhed har februar måned (og denne måned med) været præget af tusindvis af praktiske ting, der skulle ordnes. Det er tid til at indberette skat. Det er første gang, vi selv skal gøre det, for sidste år var det med i vores relocation package, at en revisor stod for det. Så vi har været ude og købe for 90 dollars software, der guider én igennem det - hvis man vel at mærke har alle de papirer, der skal bruges til at udfylde felterne. Vi er ikke nået helt igennem endnu, men vi er der snart, og det tyder heldigvis på, at vi ikke får et stort skattesmæk i år. 

Derudover er vores Green Card ansøgning nu så langt, at der er en masse, vi selv skal gøre for at komme videre (indtil nu har Microsofts advokater taget sig af det hele). Så vi har fået taget billeder, udfyldt formularer, været til lægen, blevet vaccineret, og nu mangler vi "kun" at få oversat og uploadet en hel masse forskellige dokumenter. Når det er klaret skal min arbejdstilladelse fornys, og så er der alt det løse, med biler på værksted, pas til Alfred, booke rejse til Danmark til efteråret, alle mand til tandlæge, børneundersøgelser hos lægen, forlænge lejekontrakt for huset, skrive op til skole og summer camps osv. 

Nogle dage føles det som om to do-listen er uendelig, og selvom jeg helst ikke vil pive over vores situation, så må jeg indrømme, at jeg har haft nogle virkelig hårde uger, og at det ikke er hver dag, det har været lige sjovt. Men det er nok bare fordi det hele lige kommer på én gang på den her tid af året. Og så ér det bare stadig svært, fordi meget af det stadig er fremmed for os. Fx. missede vi igen en deadline i forbindelse med Oscars skolestart, fordi vi bare ikke kender systemet, og derfor ikke ved, at man altså planlægger næste skoleår i december året før skolen starter i september. Heldigvis var det ikke kritisk, men det indsnævrede vores valgmuligheder. De har nemlig en række choise schools med forskellige profiler her i skoledistriktet. De fungerer som et alternativ til de traditionelle skoler, men de hører stadig ind under det almindelige skolesystem. Det hørte vi om for nyligt, og det lød meget spændende, men da vi ville ind og undersøge det nærmere, fandt vi ud af, at vi allerede var flere uger for sent på den. Så vi prøver at huske det inden jul i år, og så må vi se om vi kan få dem ind til næste år, hvis vi finder ud af, at vi gerne vil.

Vi var også kortvarigt ved at overveje, om vi skulle købe et hus her. Alle snakker om, at priserne bare stiger, og vi er trætte af, at vi hvert år skal gå og vente på at få at vide, om vi kan blive boende et år mere her i huset (og hvad det vil koste). Desuden er det billigere pr. måned at eje end at leje, fordi lejepriserne er så høje. Men den ide er godt og grundigt lukket nu. Markedet er helt hysterisk. For det første skal man helst kunne lægge det fulde beløb kontant (det gør alle de kinesiske investorer, der "køber" sig til et Green Card ved at investere et vist beløb i USA), og som minimum skal man have 20% kontant. For det andet skal man være villig til at lukke en handel indenfor et par dage efter at huset er kommet på markedet. Jeg snakkede med én, der lige har købt. Hun fortalte, at de på få måneder havde budt på 20 huse, som de ikke havde fået, fordi de hver gang var blevet overbudt. Mange huse sælger nemlig til 10-20% over udbudsprisen. Og sidst men ikke mindst, så skal man give op imod en million dollars for et hus, der i størrelse og beliggenhed svarer til det, vi bor i. Og så var den beslutning ligesom taget for os... Men det er nok også bedst at lade være, når vi ikke ved, hvor længe vi skal blive. Det er bare ved at være træls, at alting er så midlertidigt. Jeg trænger til at kunne slå mig rigtigt ned et sted, og lige nu er jeg nærmest ligeglad med, om det er her eller i Danmark. Jeg savner at kunne sætte mit eget præg på vores hus, og jeg ville virkelig gerne have en have, jeg kunne gå og lave lidt om i.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar