torsdag den 8. september 2016

Lidt mere skolestart

I tirsdags startede Oscar i 1. klasse på den nye skole. Det var egentlig meningen, at jeg bare skulle sætte ham på skolebussen om morgenen, og så håbe på, at det hele nok skulle gå. Men det kunne jeg altså ikke få mig selv til, så jeg kørte ham derhen og fulgte ham hen til klassen (og dagen efter sneg jeg mig efter skolebussen i bilen...).

Hver morgen skal de stå på række udenfor foran trappen til deres klasselokale, inden de alle sammen går ind på samme tid. Inde i klassen skal de ifølge Oscar lægge deres ting på plads og sætte sig og læse i en bog, indtil skoleinspektøren taler til dem over højtaleranlægget. Så er det nemlig tid til at stå op og "pledge allegiance to the flag".* Det er Oscar ikke helt tilfreds med, for det er noget med Gud og "det er ikke real". Og derefter starter dagen så.

Det er gået helt fint indtil videre. Han snakker dog om, at det er svært med de andre børn. De fleste har gået på skolen sidste år og kender hinanden i forvejen. Fx er det svært for ham i frikvarterne (recess), fordi de andre børn bare løber af sted, og pludselig er de blevet væk for ham. Men det bliver nok bedre, når han lærer dem at kende. Og han er glad for sin lærer og synes vist også at det, de laver, er helt ok. Udover læsning, skrivning og matematik, har de idræt, musik og biblioteksdag. De spiser frokost allesammen i en stor sal, og nogle af børnene køber maden i kantinen. Oscar har madpakke med, for jeg er ikke tilfreds med valgmulighederne (fast food og kakomælk + nogle sundere alternativer, som han ikke ville vælge).

Han tager stolt skolebussen om morgenen og eftermiddagen. I morges var Konrad for længe om at tage sko på, så der gik Oscar selv hen til stoppestedet, imens jeg stod på vejen foran vores hus og holdt øje med ham. Det er altså vildt, at han allerede er så stor! Men han klarer det så fint. Så knuden i maven over at sende ham ud i alt det nye er ved at blive mindre. Han skal nok klare det.

*Hvis nogen af jer ikke kender the Pledge of Allegiance, så kommer den lige her: “I pledge allegiance to the Flag of the United States of America, and to the Republic for which it stands, one Nation under God, indivisible, with liberty and justice for all.”




torsdag den 1. september 2016

Skolestart (og det amerikanske skolesystem)

I dag var der skolestart for Konrad. Han er nu i Ms. Shobha's klasse. Det er stadig på samme skole og med de samme børn, det er bare læreren og klasselokalet, der er nye. Oscar havde også Ms. Shobha som lærer for to år siden, og hun er bare SÅ sød, så jeg har været helt rolig ved tanken om at sende ham af sted igen. Konrad har ikke selv været så begejstret, men det tager jeg nu bare som et udtryk for, at han har haft en god sommer herhjemme sammen med mig. I morges, da han skulle af sted, var der heldigvis heller ikke noget, og da jeg hentede ham igen sagde han, at han var glad for at være tilbage.

Oscar starter først på tirsdag, men i dag var vi til Meet & Greet på hans nye skole. Normalt har forældrene ikke bare uden videre adgang til skolen, så det var vores chance for at se os omkring og mødes med hans lærer. Hun hedder Mrs. Jones og virker rigtig sød. De andre børn og forældre var der også, men der var ikke rigtig nogen af hverken børnene eller forældrene, der snakkede sammen (der så i øvrigt ud til at være ca. samme etniske fordeling som i preschoolen, bortset fra, at der også var nogle få amerikanere). Jeg har hørt noget om, at de laver nye klasser hvert år (der er 4 spor), så måske var der ikke ret mange af dem, der kendte hinanden i forvejen, selvom de fleste må have gået der sidste år også.

Nå, men Meet & Greet gik bare ud på, at vi kunne se klasseværelset, hilse på læreren, aflevere school supplies og give besked om, hvordan han kommer hjem fra skole (skolebus 4 dage, hentes i bil om onsdagen, hvor de har tidligt fri). Og så lå der en stak papirer på hvert bord, som vi skal have læst og udfyldt og sendt med tilbage på tirsdag. Der var ikke noget fælles information eller rundvisning eller lignende, så det var en lidt underlig oplevelse. På vejen ud var vi inde og se musiklokalet, hallen og skolebiblioteket. Det hele ser meget fint ud, men der er alligevel et eller andet, der gør, at jeg lige nu virkelig savner det danske skolesystem.

Hvor skolen i Danmark mere er én enhed, så er det her delt op. I princippet er det betalt over skatten, men det er virkelig kun det allermest basale, der er dækket (lokaler, lærernes løn, skolebusser osv). Alt hvad der kommer udover - materialer til undervisning, arrangementer, biblioteksbøger, musikinstrumenter, gymnastikredskaber og alt muligt andet - kommer fra skolens PTA (parent teacher association), som skaffer pengene gennem fundraising, primært fra forældrene. Vi har allerede fået informationer med hjem om, hvordan man donerer penge. Der er også en liste så lang over områder, hvor skolens PTA har brug for, at man som forælder bidrager med frivilligt arbejde - assistere lærerne med undervisningen, lave fundraising, hjælpe børn der kommer til skade i frikvartererne, hjælpe med at organisere emergency preparedness, havearbejde omkring skolen, organisere after-school enrichment classes, holde styr på PTA-budgetter, planlægge arrangementer og alle mulige kommunikationsopgaver. Derudover har hver klasselærer også en liste over ting, hun har brug for frivillige til, fx at læse eller øve stavning med eleverne, stå for billedkunst-undervisningen mm.

Udover det økonomiske aspekt, synes jeg, at den opdeling mellem skole og PTA gør det hele lidt usammenhængende. I hvert fald indtil videre. Det er som om kommunikationen imellem dem og især fra skole og PTA til forældrene ikke rigtig fungerer. Jeg er allerede træt, og vi er ikke engang startet endnu. Men jeg tror, at jeg den første tid vil holde mig til at lære det hele at kende og støtte Oscar, så godt jeg kan, og så må jeg se, hvad jeg kan deltage i, når Alfred er blevet lidt større, og det hele ikke længere er så nyt.

Og som sædvanlig glemte jeg at få taget et billede af Konrad på første skoledag. Så mit nye mål er at vi husker at tage 1. skoledagsbilleder fra 1. klasse og op...