torsdag den 8. september 2016

Lidt mere skolestart

I tirsdags startede Oscar i 1. klasse på den nye skole. Det var egentlig meningen, at jeg bare skulle sætte ham på skolebussen om morgenen, og så håbe på, at det hele nok skulle gå. Men det kunne jeg altså ikke få mig selv til, så jeg kørte ham derhen og fulgte ham hen til klassen (og dagen efter sneg jeg mig efter skolebussen i bilen...).

Hver morgen skal de stå på række udenfor foran trappen til deres klasselokale, inden de alle sammen går ind på samme tid. Inde i klassen skal de ifølge Oscar lægge deres ting på plads og sætte sig og læse i en bog, indtil skoleinspektøren taler til dem over højtaleranlægget. Så er det nemlig tid til at stå op og "pledge allegiance to the flag".* Det er Oscar ikke helt tilfreds med, for det er noget med Gud og "det er ikke real". Og derefter starter dagen så.

Det er gået helt fint indtil videre. Han snakker dog om, at det er svært med de andre børn. De fleste har gået på skolen sidste år og kender hinanden i forvejen. Fx er det svært for ham i frikvarterne (recess), fordi de andre børn bare løber af sted, og pludselig er de blevet væk for ham. Men det bliver nok bedre, når han lærer dem at kende. Og han er glad for sin lærer og synes vist også at det, de laver, er helt ok. Udover læsning, skrivning og matematik, har de idræt, musik og biblioteksdag. De spiser frokost allesammen i en stor sal, og nogle af børnene køber maden i kantinen. Oscar har madpakke med, for jeg er ikke tilfreds med valgmulighederne (fast food og kakomælk + nogle sundere alternativer, som han ikke ville vælge).

Han tager stolt skolebussen om morgenen og eftermiddagen. I morges var Konrad for længe om at tage sko på, så der gik Oscar selv hen til stoppestedet, imens jeg stod på vejen foran vores hus og holdt øje med ham. Det er altså vildt, at han allerede er så stor! Men han klarer det så fint. Så knuden i maven over at sende ham ud i alt det nye er ved at blive mindre. Han skal nok klare det.

*Hvis nogen af jer ikke kender the Pledge of Allegiance, så kommer den lige her: “I pledge allegiance to the Flag of the United States of America, and to the Republic for which it stands, one Nation under God, indivisible, with liberty and justice for all.”




2 kommentarer:

  1. Sikket nogle dejlige og store drenge! Spændende indlæg om de amerikanske skoler. Jeg har ikke skrevet her før, men læser med da vi selv går med en drøm om at flytte til USA med vores to små drenge. Meget spændende at følge jer og jeres eventyr! Tak for en dejlig blog!

    SvarSlet
  2. Mange tak for din kommentar. Jeg er glad for at du kan lide at følge med her, og jeg håber at jeres drøm om at flytte til USA går i opfyldelse. Det kan godt anbefales :-)

    SvarSlet