Dyr uge og ambitioner på børnehaveklasseniveau

Sikke en uge. Den har været både dyr og hård, og den er ikke engang slut endnu. I sidste uge var jeg til den aftale med en personlig træner, som jeg skrev om tidligere. Det gik fint, og jeg ved ikke helt hvordan, men pludselig havde jeg meldt mig til et forløb på 12 gange med personlig træner. Så det startede i mandags. Det er primært styrketræning, men uden vægte eller maskiner. Det er "bare" ned på gulvet og i gang. Det lyder jo ikke så slemt, men det er godt nok hårdt! Men også godt, så de næste 6 uger bliver jeg tæsket godt og grundigt igennem to gange om ugen kl. 6.30 om morgenen.

Lige efter træning i mandags var jeg helt smadret og åbenbart ikke så god til at holde fast på min telefon, så den tog sig en tur på asfalten. Det var den ikke så glad for, så oveni prisen for 12 gange med personlig træner, kan jeg nu lægge prisen på en ny mobiltelefon. Jeg fandt dog en ikke-alt-for-dyr, brugt version af den telefon, jeg havde i forvejen, på vores teleselskabs hjemmeside, som jeg bestilte. Jeg betalte også i dyre domme for at få den sendt i ekspresfart. To dage senere var den stadig ikke dukket op. Da jeg ringede for at høre, hvor den blev af, kunne de ikke rigtigt svare, men de mente måske, at det var fordi, de slet ikke havde den på lager. Det havde godt nok ikke stoppet dem fra at tage pengene, men altså de beklagede selvfølgelig. Ja ja. Så nu er jeg på vej ind i deres fysiske butik, hvor de sikkert ikke har nogen brugte, og hvor jeg derfor nok ender med at give en formue for en helt ny telefon, som jeg slet ikke havde brug for. Øv. Jeg er godt nok dyr i drift lige for tiden.

Og så er det ellers tid til det årlige forældremøde i preschoolen. I går var jeg til møde i Oscars klasse, og i aften er det i Konrads klasse. Jeg var lettere rystet, da jeg forlod mødet i går. Vi meldte Oscar ind i en Montessori-skole med fokus på elevernes lyst til at lære, forståelse af de grundlæggende metoder frem for udenadslære og i det hele taget ikke noget pres. Det har godt nok ændret sig nu, hvor han er fyldt 5 år og kommet i Kindergarten. De er superambitiøse på børnenes vegne. Nu er det med klasseundervisning, spelling test hver fredag, notering af fremmøde, 5 siders lektier HVER DAG (og hvis de ikke når at lave det herhjemme, så skal de lave det i deres i forvejen sparsomme pause-tid i skolen dagen efter), og så en stor test i slutningen af året som måler deres niveau, og som de allerede nu træner hen imod. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene om det. Oscar virker stadig virkelig glad for at gå der, og han siger mindst en gang om ugen, at jeg altså henter ham alt for tidligt, fordi han gerne vil blive der til after care. Der er heller ingen problemer med aflevering, og han taler i det hele taget kun positivt om at være der. Men jeg ved bare, at jeg ikke ville have valgt den skole nu, hvis de ikke allerede gik der.

Og som bonus så var der de andre forældres spørgsmål. Flere spurgte til testresultaterne, som de altså meget gerne ville have. Jeg ved ikke lige, hvorfor det er så vigtigt. ALLE børnene er allerede langt over Kindergarten-niveau, så der er i hvert fald ingen grund til bekymring på den front. Jeg spurgte, hvad der skete med Montessori-metode og elev-drevet læring. Hvis ikke jeg havde snakket med nogen af forældrene bagefter, ville jeg have troet, at jeg var den eneste, der er lidt skeptisk omkring presset på børnene. Og så var der selvfølgelig også lige faderen, der spurgte, om de nogensinde laver mad med børnene. Super spørgsmål, tænkte jeg. Indtil han forklarede, at han bare spurgte, fordi han var bange for, at de brugte en kogeplade, for hvad nu med sikkerheden? Svaret var, at de kun laver "no heat" cooking. Dvs. at de laver en æbletærte med børnene. Når den er klar til at komme i ovnen, tager læreren den med ud i "køkkenet" og vender tilbage med en købt tærte, som de så bilder børnene ind, at de har lavet... Der var jeg lige ved at græde.

Så hvad tænker I om home schooling? Det er lige før jeg overvejer det. Og nu er jeg temmelig spændt på mødet i Konrads klasse i aften.

EDIT: Nu med de manglende billeder. Flest fra en udflugt til Remlinger Farms, som er en bondegård/forlystelsespark. Og så et par billeder fra Konrads svømmetime, ét fra fodbold i tirsdags og ét af en seddel, Oscar fik med hjem fra skole.

Hvornår kommer I hjem?

Det spørgsmål får vi tit. Nogle gange også "Hvor længe skal I blive her?". Og det er svært. Mit svar afhænger helt af, hvornår du spørger. Jeg har dage, hvor jeg har mest lyst til at flytte hjem lige her og nu, og så har jeg dage, hvor jeg nærmest ikke kan forstille mig, at vi nogensinde skal flytte herfra. Men langt de fleste dage ligger jeg et sted midt imellem. Vi har det godt her, og har egentlig ikke travlt med at komme hjem. Samtidig forestiller jeg mig dog også at vores børn skal vokse op og vi skal blive gamle i Danmark, og jeg glæder mig også til at komme hjem og komme i gang med dét liv. Men et bestemt tidspunkt kan jeg ikke lige give. Ikke i dag.

Lige nu er det i høj grad økonomien, der bestemmer for os. Eftersom det var ret dyrt at flytte herover, og også bliver dyrt at flytte hjem, så ville vi ende i en et-værelses på Lolland, hvis vi flyttede nu. Næsten :-) Så i første omgang er svaret, at vi i hvert fald bliver så længe, at vi økonomisk set kan få en god start, når vi vender hjem. Og når det er på plads, skal vi også helst have fundet et par jobs.

Simon og jeg snakker nærmest hver eneste uge om, hvornår vi skal hjem. Det fylder rigtig meget. Heldigvis er vi enige om, at det er en svær beslutning at tage. Efter at vi tog herover har jeg læst meget om det med at være flyttet til et andet land, og den splittelse, der næsten uundgåeligt følger med. Det er svært at forklare, men det er jo nok fordi, USA også er blevet vores hjem. Selvom vi ikke på nogen måde er amerikanere, så er vi på en måde heller ikke længere "kun" danskere. Det handler jo ikke kun om at vende hjem, men også om at forlade vores liv her, og der er efterhånden ret meget her, som vi vil komme til at savne.

Men vi har dog besluttet, at vi vil prøve at komme hjem på ferie i 2016. Og gerne en lang en af slagsen. Vi skal bare have fundet nogle billige flybilletter. For selv om vi ikke har travlt med at flytte hjem lige nu, betyder det jo ikke, at vi ikke savner familie og venner derhjemme. Og Alfie, vores lille amerikaner, skal jo også hjem og sige hej til sit land.

Hverdagstravlhed

Så gik der to uger mere uden en lyd herfra. Det er ellers ikke fordi, der ikke sker noget, tværtimod så har vi temmelig travlt. Hverdagen er for alvor i gang. Den første uge med preschool var skøn. Jeg nåede så meget! Derefter havde vi en 3-dages weekend pga. Labour Day. Det blev til 2 gode dage, og så blev Konrad syg. Så han var hjemme de næste tre dage, og de var lidt hårde. Dels fordi jeg havde to børn hjemme, men mest fordi vi ikke kunne komme nogen steder. Så bliver dagene altså ret lange. Men fredag var han frisk igen og nu er vi klar til en ny uge i morgen.

I fredags startede Oscar til svømning. Det gik super godt. Nu har jeg i fem år uden held forsøgt at gøre ham tryg ved at få vand i øjnene, og første dag til svømning får træneren ham til at stikke hele ansigtet under vand i tre sekunder. Så det skal nok blive godt. De er kun 4 på holdet, og jeg skulle ikke med i vandet, så jeg kunne svømme baner inde ved siden af imens. I morgen starter Alfred til babysvømning samme sted, og indenfor de næste uger har Konrad og jeg desuden hver en ene-time. Det var alt sammen noget, der fulgte med i vores medlemsskab til fitnesscenteret. Jeg har også fået booket en time med en personlig træner, en ansigtsbehandling og en times squash-undervisning sammen med Simon. Vi fik en hel stak af gavekort med posten, da vi lige var meldt ind, og de udløber om 1½ måned, så det var med at få dem brugt. Faktisk har vi stadig en masse tilbage - gratis børnepasning, måltider i cafeen, pilates-enetime, blomsterdekoration og flere andre ting. Fik jeg sagt at jeg er vild med vores fitnesscenter?

Oscar og Konrad blev faktisk passet derhenne (i fitnesscenterets børnepasning) for første gang i dag (vi havde endnu et gavekort). Det gik helt vildt godt. De ville slet ikke med hjem, da de to timer var gået, for de var lige i gang med at sende biler ned af en racerbane, og det var de helt opslugt af. Det var lige det, vi håbede på. Så nu overvejer vi at begynde at gøre det engang om ugen. Vi har længe snakket om at finde en barnepige, så vi også engang imellem kan lave ting uden børn, men jeg orker ikke lige den der proces med at finde en, jeg kan føle mig tryg ved. Så det her er en god løsning i mellemtiden. Alfred måtte egentlig også godt blive passet derhenne, meeen nu ser vi lige, hvornår han (jeg?) er klar til det.

Nå, men bagefter var vi en kort tur i Seattle, for jeg var løbet tør for gær. Jeg køber et kilo ad gangen hos en dansk bager i Ballard. Da vi alligevel var derinde, gik vi også en tur på Nordic Heritage Museum, som ligger lige i nærheden. Egentlig et ret spændende sted med udstillinger om de mange immigranter fra de nordiske lande, der kom hertil for ca. 100 år siden, men ikke specielt sjovt for børn, så det blev et kort besøg.

I sidste uge var vi på et par ture i skoven. Først mig alene med børnene og så os alle sammen. Det var super hyggeligt. Det er det, de fleste af billederne er fra. Der er også et af Oscar inden første skoledag i Kindergarten og så et par stykker af Alfred. Han er blevet stor. Han kan selv spise en bolle nu, og kommer også ret meget rundt. Ikke helt kravle endnu, men han kommer i hvert fald frem, hvis han ser noget, han gerne vil pille ved, som fx bøgerne i bogreolen.