fredag den 28. november 2014

Lettelse og Thanksgiving

Jeg troede det aldrig ville ske, men i fredags kl. 22 blev de sidste håndværkere færdige i vores hus. Så nu er gulvtæppet lagt på plads i soveværelset, og det klamme, gamle tæppe i kælderen er blevet skiftet. Det er så rart! Endelig har vi vores hus for os selv igen, og vi kan endda bruge det hele. Så snart de var gået i fredags, skyndte vi os ned og hentede vores møbler ind fra garagen, og så brugte vi ellers resten af aftenen på at flytte det hele fint på plads igen.

De næste dage brugte vi på at komme i bund med oprydning, rengøring og tøjvask, så nu sidder jeg her og kan slappe af. Huset er rent og ryddeligt, alt tøj er vasket, børnene er nyvaskede og har leget pænt sammen hele formiddagen, aftensmaden er allerede i gang ude i køkkenet, haven blev ordnet tidligere på ugen. Der er faktisk ikke rigtigt noget, jeg skal. Selv de 48 pakkekalendergaver og næsten alle julegaverne er købt og pakket ind. Jeg tror aldrig, det er sket før. Det er lige før jeg begynder at lede efter et projekt, jeg kan kaste mig over. Måske bliver det oprydning i garagen :-) Og ellers er det jo heldigvis snart tid til at pynte til jul.

I går var det Thanksgiving Day, og som I måske kan forstå, var det ikke spor svært at finde på noget at være taknemmelig over. Vi fejrede det herhjemme, bare os fire. Det var uden kalkun og hvad der nu ellers hører sig til, men vi havde alligevel en rigtig hyggelig dag og aften. Da vi snakkede om, hvad vi var taknemmelige for, sagde Oscar med det samme, at han var taknemmelig for os! Den søde, lille dreng altså.

I dag er det også fridag for både Simon og Oscar - og Black Friday, så de fleste er nok ude og shoppe amok. Den del springer vi over, men det er super rart at have 4 sammenhængende fridage, hvor vi slet ikke skal noget. Vi får lavet en masse mad og leget en hel masse med Lego.

På mandag starter Konrad i preschool samme sted som Oscar. Jeg er lidt spændt på, hvordan det kommer til at gå, men det er da heldigvis kun tre timer om dagen. Jeg snakkede med ham om det i onsdags, da vi afleverede Oscar og lige fik hilst på Konrads kommende lærer. På vejen hjem i bilen så han så tænksom og trist ud, at jeg fik helt ondt i maven, og så sagde han, at han nok ville komme til at græde, når "moderen" skulle gå. Årh... Det kommer "moderen" sikkert også til, men vi skal nok klare det alligevel! I tirsdags var vi på en slags afslutnings-udflugt. Jeg synes vi skulle slutte den her fase af vores liv af med en god oplevelse, så det ikke blev alt for trist. Så vi var i Woodland Park Zoo i Seattle, bare Konrad og mig. Det var en super hyggelig tur, og eftersom det regnede, havde vi næsten det hele for os selv, så vi fik set en masse dyr på ret tæt hold.








fredag den 14. november 2014

En uge med bedstefar og bedstemor

Jeg skrev sidst, at huset næsten var færdigt efter vandskaden, og at vi regnede med, at de ville være helt færdige indenfor nogle få dage. Det blev de så ikke, og de er stadig ikke færdige! Det er ikke fordi de arbejder hårdt og gør hvad de kan. Der er intet sket i over en uge nu. Vi mangler at få rettet nogle fejl, de lavede, da de var her sidst, og så mangler vi at få sat gulvtæppet fast i soveværelset og skiftet hele tæppet i kælderen. De kan ikke engang give os en dato for, hvornår det sker...

Nå, men vi fik jo besøg af Simons forældre i lørdags. De skulle have sovet i kælderen, men vi fik dem mast ind i det gamle gæsteværelse (nu babyværelse) i stedet. Det gik også fint, og det var en rigtig hyggelig uge sammen med dem. Om søndagen var vi en tur i Seattle, hvor vi først var forbi den danske bager og få en kage, og derefter på en rigtig turisttur rundt med Ride the Ducks. Det er amfibier bygget til 2. verdenskrig, så efter en køretur rundt i centrum af Seattle kørte vi i søen og sejlede derefter en tur rundt på Lake Union. Lidt en sjov fornemmelse af køre ned i vandet på den måde. Og guiden var virkelig festlig, så det blev i det hele taget en rigtig god tur. Selv børnene syntes vist, at det var meget sjovt. Der var i hvert fald ingen problemer med at have dem med rundt, selvom det tog 1½ time.

Bagefter spiste vi frokost, og så puttede vi Konrad i klapvognen og gik en tur på Chihuly Garden and Glass museum. Virkelig en flot oplevelse. Det er et museum kun med værker af en meget berømt glaskunstner, og det er virkelig nogle imponerende ting, han har lavet. Hvert stykke glas i sig selv var måske ikke så spændende, men måden det hele var sat sammen på, var ret storslået, og helt sikkert værd at se.

Mandag var Sten og Bente først på en tur til Seattle alene, imens Simon var på arbejde, Oscar var i preschool, og Konrad og mig var til Tiny Treks. Om eftermiddagen pakkede Simon og jeg taskerne, og så tog vi en tur til Seattle, imens Sten og Bente passede drengene natten over. Vi boede på et rigtig fint hotel, og efter først at have fået det forkerte værelse, endte vi til sidst på et værelse med den flotteste udsigt udover byen og vandet. Om aftenen var vi ude at spise på en supergod thairestaurant (Wild Ginger), hvor både mad og betjening var helt i top.

Tirsdag var det Veterans Day, så Oscar havde fri fra preschool. Simon havde ikke fri i anledning af Veterans Day, men han havde alligevel taget en fridag. Vi brugte formiddagen på at spise morgenmad på en lille restaurant, tulle rundt i Seattle og kigge lidt i butikker og så til sidst en tur på cafe. Det var så utroligt dejligt at have noget tid, hvor vi bare var os og kunne gøre præcis, hvad der passede os. Det blev ikke til det helt vilde, fordi det efterhånden er lidt tungt at slæbe rundt på maven, men det var alligevel helt perfekt. Vi tog hjem igen først på eftermiddagen, og om aftenen tog vi alle seks ud og spise på en thairestaurant i Redmond Town Center. Også en rigtig hyggelig aften med god mad.

Onsdag skulle Simon og Oscar igen af sted på arbejde og i preschool. Imens blev Konrad hjemme og legede med bedstefar, og Bente og mig tog på en hyggelig shoppetur til Seattle Premium Outlet. Og så var det blevet sidste aften, inden de skulle rejse igen næste formiddag. Torsdag blev en stille og rolig dag. Vi gav Oscar en fridag fra preschool, så han kunne nå at være sammen med bedstefar og bedstemor de sidste timer inden de skulle af sted, og så brugte Oscar, Konrad og jeg ellers resten af dagen på at slappe af, imens Simon var på arbejde.

Og nu er det så hverdag igen. Konrad og jeg er startet på en ny omgang cooking classes. Vi har været af sted i dag. Det er ingenting i forhold til de gange vi var af sted i foråret. Der var det i et af de dyrere supermarkeder, hvor både faciliteterne og madlavningen var helt i top. Denne gang er det noget kommunalt i nogle gamle, faldefærdige lokaler og med et helt og aldeles uinpsirerende indhold. Det varer en time og jeg vil tro at halvdelen af tiden går med håndvask, snak om hvordan man holder sig for munden, når man hoster, at man ikke må røre ved knive osv. (det samme hver gang) og evt. opvask efter "madlavningen". Selve madlavningsdelen er mest at skære ting ud med en plastikkniv på en paptallerken og blande det sammen. Måske til sidst få det varmet i mikroovnen, og så ud af døren uden tid til at spise det. Sidst syntes jeg at deres "pizza" (bunden var en kogt lasagneplade) var så ubehjælpelig, at Konrad og jeg kørte ud og købte ind på vejen hjem, og så lavede vi alle sammen rigtige pizzaer i en sky af mel ved spisebordet om aftenen. Meget mere lærerigt og superhyggelig familieaktivitet.