Oscar 7 år

I mandags fyldte Oscar 7 år. Vi vækkede ham med fødselsdagssang, spiste morgenmad sammen, og så åbnede han gaver fra os og bedsteforældrene inden skoletid. Han blev vildt glad for dem alle sammen. Om eftermiddagen kom Simon tidligt hjem, så vi spiste kagemand sammen alle fem, da Oscar kom hjem fra skole. Og så legede Oscar og Konrad med gaverne hele eftermiddagen, og vi hentede pizza til aftensmad. Ikke nogen specielt ophidsende dag, men det er fordi vi har brugt al energien på at forberede hans fødselsdag for vennerne, som vi holdt her til eftermiddag.

Vi havde besluttet os for at holde det hjemme, og kun invitere hans nærmeste venner (uden forældre). Udover ham selv og Konrad blev det til en ven fra preschoolen, en fra klassen over ham og fire fra hans egen klasse. Temaet i år blev Science, så alle børnene fik en kittel med navneskilt og et par sikkerhedsbriller da de kom, og så havde vi planlagt en række eksperimenter og aktiviteter, som de selv skulle lave, plus et par eksperimenter, som vi demonstrerede for dem. Det var en kæmpe succes.

De startede med at lave molekyler ud af slik og tandstikkere, så skulle de puste balloner op ved at blande natron og eddike i en flaske, og bagefter skulle de blande vand og majsstivelse til en masse, som er fast når man tager den op, men flyder ud mellem fingrende, når man holder hånden stille. Efter det, gik vi udenfor og lavede de to demonstrationer. Den første var at blande hydrogenperoxid, frugtfarve, opvaskemiddel og gær opløst i vand, så det blev til "elefanttandpasta". Den anden var at hælde Mentos i cola så det stod i en stråle op af flasken. Det var så sjovt at se deres ansigter!

Til sidst skulle de skyde med skumfiduser. Vi havde lavet noget, der mindede om slangebøsser mellem stolebenene. Nogle af drengene var vildt gode til at sende dem af sted, men for de fleste lykkedes det ikke rigtigt, så det endte med skumfidus-versionen af en sneboldkamp i stedet. De grinede og grinede og grinede, så den lille ændring gjorde vist ikke så meget. Og så sluttede vi af med fødselsdagssang og kage, inden de blev hentet igen. Det var en rigtig god eftermiddag.

Vores første campingtur

Vi har her i weekenden været på vores første campingtur med drengene. Det var vores venner, Kerri og Doug, der havde booket en campingplads for weekenden og spurgte, om vi ville med. Det var meget anderledes, end hvad jeg har prøvet af camping i Danmark. Det var i Deception Pass State Park på Whidbey Island, nærmest midt i en skov, men også nær vandet. Hver plads var omringet af høje træer og buske, og på alle pladserne var der en bålplads og et picnic-bord, og så plads til at parkere en bil ud mod vejen. Meget hyggeligt, og meget privat. Der var nogle vandhaner med koldt vand ude ved vejen, en bygning med toiletter og brusebad, og så kunne man købe brænde ved indkørslen til parken, men ellers var der ikke noget. Så ikke noget med køkken, legeplads eller kiosk, bare naturen. Men det var godt, og drengene kunne rigtig godt lide det.

Det gik fint at være af sted med en anden familie. Jeg må indrømme, at jeg var lidt spændt inden, for man er jo meget tæt sammen på den måde. Men det var hyggeligt, og også dejligt for drengene at have nogen flere at lege med. På den anden side tror jeg nu, at vi fremover vil vælge at få vores egen plads, hvis vi skal af sted sammen med andre. Der var mange ting, vi ville have gjort anderledes, hvis det bare havde været os. For eksempel mængden af udstyr og hvor meget madlavning skal fylde. De havde to gasblus og en gasgrill med og stod og lavede æg, bacon, pølser og pandekager til morgenmad (ja, de er amerikanere). Det duftede helt sikkert bedre end vores havregryn med mælk, men vi ville nok hellere have brugt tiden på noget andet.

Den første dag (i fredags) hentede jeg Oscar og Konrad tidligt fra skole og kørte alene af sted med drengene ved middagstid. Vi var fremme ved 3-tiden, næsten samtidig med Kerri og Doug og deres to børn. Vi brugte eftermiddagen på at sætte telte op og gå en tur ned til stranden, og så lavede vi aftensmad og puttede børn. Simon skulle arbejde, så han var først fremme ved 19.30-tiden. Der burde børnene have sovet, men de havde rigtig svært ved at falde i søvn i det lyse telt, så det trak ud (vi taler timer). Og da de endelig var faldet i søvn, gik der ikke ret lang tid før Alfred var vågen igen og lå og tumlede på mig indtil engang efter midnat. Der var lige nogle timer der, hvor jeg muligvis udtalte, at jeg ALDIG skulle på camping igen. Nogensinde. Og det hjalp ikke rigtig på det, da de så alle tre vågnede ved 5-tiden. Men der stod Simon heldigvis op med dem.

Og så blev det heldigvis bare bedre og bedre derfra. Vi var alle sammen på en kort hike om morgenen; ved middagstid fik jeg mig en lur, og om eftermiddagen gik vi en tur med Alfred sovende i klapvognen - bare os fem. Da spisetid nærmede sig, tog Simon alle fem børn med hen på en græsplæne og spille fodbold imens Kerri, Doug og jeg lavede aftensmad, og efter maden sad vi alle sammen rundt om bålet og stegte marshmallows til s'mores. Ved puttetid var det kun Alfred, der ikke kunne falde til ro, så det var en klar forbedring. Og selv natten gik lidt bedre. Så i dag er jeg ret sikker på, at vi skal af sted igen henover sommeren.

Regn, regn, regn og besøg af mormor

Jeg ville ønske, jeg kunne fortælle, at foråret endelig er kommet. Men nej, her regner det stadig. Det har det nærmest gjort, siden sneen stoppede i starten af marts. Jeg kan ellers godt lide regnvejr, men selv jeg har fået nok nu. Det er jo trods alt maj måned, og det første år vi boede her svømmede jeg i den udendørs pool foran vores midlertidige lejlighed i maj måned.

Men nok om vejret. Her er sket en masse de seneste par måneder, siden I sidst har hørt fra mig. Blandt andet har vi haft besøg af min mor i lidt over 2 uger. Det var rigtig hyggeligt, og vi fik lavet en masse forskelligt (selvom det selvfølgelig regnede hele tiden). Hun havde fødselsdag imens hun var her, og den dag brugte hende og jeg inde i Seattle, hvor vi var på Food Tour i Pike Place Market (virkelig godt) og bagefter på Underground Tour (kun ok).

Vi havde også mormor med på mini-ferie til the Olympic Peninsula i drengenes spring break. Vi kørte op gennem Whidbey Island og tog færgen til Port Townsend, hvor vi overnattede den første dag i et kæmpestort, gammelt hus i en tidligere militærbase. Det var så fint! Vi brugte eftermiddagen på at flyve med drager på paradepladsen foran huset og på en gåtur ud til et fyrtårn i nærheden. Næste morgen kørte vi videre, først til Olympic Game Farm (game som i vildt), hvor vi kørte rundt imellem lamaer, yak-okser, rådyr og bisonokser og fodrede dem med toastbrød ud af vinduerne i bilen. Meget sjov oplevelse.

Bagefter kørte vi til Sol Duc Hot Springs, hvor vi skulle overnatte på dag 2. Lejligheden var ikke klar, da vi kom, så vi startede med en gåtur ud til et vandfald, og så tilbage og tjekke ind. Efter aftensmaden skulle vi over og bade i de varme kilder, som var grunden til at jeg havde booket netop det sted. Det var godt nok lidt af en skuffelse. Det var ikke andet end tre små runde pools, der lugtede af svovl. Hvis det ikke havde været for svovllugten, kunne det lige så godt have været tre helt almindelige opvarmede pools. Men vi havde nu alligevel en hyggelig aften.

Næste dag kørte vi hele vejen ud til Stillehavet, til Ruby Beach. Det var helt fantastisk. Det regnede selvfølgelig, så alt var gråt, men på en måde passede det bare rigtig godt til det rå landskab. Det var et af de bedste stop på turen. Bagefter ville vi gerne have været ude at gå i Hoh regnskoven, men det var for lang en omvej, så det blev til en mindre gåtur i en anden regnskov på tilbagevejen i stedet. Det var nu også en fin lille gåtur. Og derfra var det så bare fem timers kørsel hjem igennem regnen.

Jeg ville også gerne have haft min mor med op og se tulipanmarkerne, men blomstringen var forsinket på grund af regnen (er der et tema i det her indlæg?). Men så blev der bare lidt mere til tid hverdagsaktiviteter og shopping i stedet. Og et par dates til Simon og mig blev det også til. Så det var et rigtig dejligt besøg. Men så til gengæld også tilsvarende trist, da det var slut.

Imens hun var her, startede Simon i øvrigt på nyt job, så han nu er i Microsoft Research. Jeg ved ikke så meget om forskellen, men han var i hvert fald glad, da han fik det. Og jeg er glad for, at det stadig ligger lige så tæt på (10 minutter i bil).

Ellers har vi brugt en hel masse tid i haven. Næsten hver weekend sammen med Elona. Og den er bare blevet så fin. Vi mangler kun noget træflis på stierne og lidt flere planter, og så er vi færdige. Så færdige som man nu kan blive med den slags, for der bliver jo selvfølgelig ved med at være arbejde, der skal gøres. Vi har alt muligt derude: jordbær, hindbær, blåbær, tomater, peberfrugter, kartofler, salat, grønkål, broccoli, ærter, radiser, rødbeder, gulerødder og forskellige krydderurter og blomster. Jeg glæder mig så meget til at se, hvad det hele bliver til, og jeg nyder virkelig at være derude. Drengene kan vist også godt lide det, og de er gode til at hjælpe, selvom de af og til brokker sig over, at vi skal derud.

Og så lidt billeder fra de sidste par måneder:

Alfred 2 år

I torsdags fyldte Alfred to år. I modsætning til Konrad og mig havde han ikke fødselsdag på en fridag, så det blev ikke til så meget fødselsdagsfejring i år. Men han er så lille endnu, at det nok ikke gør så meget.

Vi vækkede ham med flag og fødselsdagssang, og han blev så glad. Så spiste vi morgenmad sammen alle fem, og han fik sine gaver. Der var ikke ret mange, for den dreng mangler virkelig ingenting. Han arver jo alt fra sine storebrødre. Men han var meget begejstret for de gaver, der var, og han pustede selv lysene i fødselsdagstoget ud.

Imens de andre var i skole og på arbejde tog Alfred og jeg på Children's Museum og bagefter på cafe, og om eftermiddagen bagte vi (verdens grimmeste) lagkage. Simon kom hjem fra arbejde lige da vi havde hentet Konrad, og så spiste vi kage sammen. Om aftenen skulle Simon og Oscar til et arrangement på skolen, hvor de fik pizza, så imens tog jeg Alfred og Konrad med på pizzeria, og så var den fødselsdag slut.

Snefri

Normalt får vi ikke ret meget sne her, og slet ikke noget, der bliver liggende natten over. Men de seneste dage har været en undtagelse. Der kom sne natten til mandag og det er først ved at forsvinde i dag. Så både Oscars og Konrads skole har været lukket mandag og tirsdag. Det virker underligt, at de lukker bare pga. lidt sne, men når man ser vejene, giver det mening. De har ikke noget stort snerydningsapparat som i Danmark, så de fleste veje er glatte som en skøjtebane. Og oveni det er det også langt mere bakket her end i Danmark, så jeg var glad for at de lukkede, så jeg ikke skulle ud at køre på de veje. I øvrigt mister de ikke noget undervisning ved det, for snedagene bliver langt til i slutningen af skoleåret, så de nu først får sommerferie den sidste uge i juni.

I lørdags var Oscar til test for sidste gang. Vi får besked om, hvordan han klarede det i midten af marts. Søndag havde Oscar, Konrad og jeg en virkelig travl, men dejlig, dag. Først var vi alle fem ude at gå en tur i en park. Så kørte vi hjem og spiste frokost, og bagefter tog jeg Oscar og Konrad med på Children's Museum. Det er mere et legested, hvor man også lærer noget, end et egentligt museum, og de var lige åbnet igen efter at være flyttet til en ny adresse, så der var tæt pakket med mennesker, men ellers var det rigtig godt. Da vi (jeg) ikke kunne holde menneskemængderne ud længere, gik vi en tur på biblioteket, og til sidst var vi i biografen med en kæmpe balje popcorn til aftensmad. Super hyggeligt, og filmen (Sing) var faktisk ret god.

Mandag lavede vi så lidt som muligt. Jeg tror faktisk, at det blev til en hel dag med Xbox-spil for Oscar og Konrad. Men det var nu ok, for i går gik det løs igen. Der var vi i parken og lege i sneen hele formiddagen. Vi havde sneboldkamp, kastede til måls med snebolde og var til sidst en tur på legepladsen. Efter frokost malede vi malerier med Valentinsdags-tema, og så lavede Oscar pizza til aftensmad. Det har virkelig været nogle hyggelige dage, men det gjorde mig så heller ikke noget, at de skulle i skole i dag :-)

Vi passer i øvrigt også hund for tiden, fordi Elona og Jim er på ferie. Muffin har været her i en uges tid og har et par dage endnu inden hun bliver hentet. Hun er så nem at passe, for hun er for gammel til at gå ture, og jeg kommer helt sikkert til at savne hende, når hun skal hjem. Hun er fantastisk sammen med børnene, og de er lige så fantastiske overfor hende. Og så er det bare så hyggeligt med en snorkende hund ved fødderne om aftenen.

Nå ja, og så har vi fået en have! Vi deler nu et stykke jord med Elona i en community garden i en park i nærheden. Vi kan ikke rigtig komme i gang endnu pga. vejret, men når vi kan, er jeg ret sikker på, at vi får rigeligt at se til. Vores lille plot bærer tydeligt præg af, at dem der havde det før ikke rigtig gad mere. Se evt. billederne. Men jeg glæder mig til vi er færdige med at rydde op og fjerne ukrudt, så vi kan komme i gang med at dyrke noget.

#notmypresident

Jeg har indtil videre forsøgt at undgå politik her på bloggen, men det er efterhånden ved at være lidt svært at være her i USA, med alt hvad der foregår politisk for tiden. Ikke at vi er personligt ramt (endnu), men det kommer for tæt på, og så er jeg helt ærligt bekymret for både USA's og hele verdens fremtid. Og når det fylder i mit hoved, så kommer det også ud på bloggen. Sådan er det bare.

Jeg græd, da det på valgdagen gik op for mig, at Trump havde vundet. Det kom helt bag på mig, at jeg reagerede sådan, men det var bare så uventet. Det var ikke fordi, jeg var kæmpe tilhænger af Hillary Clinton, men jeg har bare hele tiden syntes, at Trump er en farlig mand. Siden valgdagen har jeg dog forsøgt at glemme det hele lidt og tænke, at det nok ikke ville blive så slemt - han er jo trods alt ikke alene om at tage alle beslutningerne. Jeg har faktisk mange gange vrisset lidt af Simon, når han har bragt det op, for jeg gad bare ikke at høre mere om det.

Det var så indtil for en uge siden. Nu kan jeg ikke ignorere det længere, for nu ser jeg jo desværre dag efter dag hvilke sindssyge (bogstavelig talt) beslutninger, han tager. Og jeg er rystet! Og så er det utrygt at bo her, når andre familier med job og bolig og Greencard pludselig bliver tilbageholdt i lufthavnen på vej tilbage til deres hjem i USA, og måske, måske ikke bliver sendt ud af landet igen - bare fordi de kommer fra det forkerte land. Hvad så hvis han pludselig ser sig gal på Danmark...

Og så er der magtesløsheden. Jeg har hele tiden en følelse af at nogen, og jeg, må gøre noget, men jeg ved simpelthen ikke hvad. Vi har jo ikke stemmeret, så den vej kan vi ikke gå. Jeg ved heller ikke, hvor meget det hjælper, at deltage i en march eller at ringe til en politiker (som jeg alligevel ikke kan stemme på), og jeg er da helt sikker på, at jeg ikke får noget ud af at poste en masse på facebook. Jeg er vildt glad for at se så mange mennesker gøre alt det, men jeg har brug for at gøre noget andet. Og nu tror jeg, at jeg har fundet ud af, hvordan jeg kan føle, at jeg gør en lillebitte forskel - det må blive gennem donationer til de organisationer, jeg deler værdier med, og som er i risiko for at miste deres økonomiske støtte nu pga. Trump. Det gør nok heller ikke den store forskel, men så gør jeg da i det mindste noget, og det har jeg altså brug for.

Lidt af hvert

Jeg synes, det går ret godt for tiden. Der er ikke de store nyheder, men jeg synes bare, vi har det godt. Travlt som altid, men ikke kun på den dårlige måde - også med at se vores venner og opleve nye ting.

I starten af januar var jeg fx til Burlesque show på Capitol Hill i Seattle med en veninde og to af hendes andre veninder. Jeg ved ikke, om det er noget, jeg vil gøre igen lige foreløbig, men det var meget sjovt at prøve. Samme uge var jeg med en anden veninde på et sted, hvor man skal flyde rundt i meget koncentreret saltvand i et stort badekar med låg på. Det er jeg til gengæld meget afklaret med, at jeg ikke har brug for at gøre igen. Det var meningen, at det skulle være afslappende, men det var godt nok alt andet end afslapning for mig. Men alligevel sjovt at prøve og en hyggelig tur trods alt.

Engang inden jul blev alle 1. klasserne i skoledistriktet testet for, om de er egnet til skolernes "gifted program" (QUEST). Det foregik i skoletiden, og Oscar scorede højt (de gik til den i hans preschool), så i sidste weekend var han til test igen, og det skal han også igen om to uger. Hvis han klarer sig lige så godt til de to test, kan han komme ind i programmet. Det får vi svar på engang i marts. Efter første test-resultat skulle vi som forældre selv melde ham til de efterfølgende tests, og det har været lidt svært at vælge, hvad vi skulle gøre. Jeg synes egentlig det er for meget, at en 6-årig dreng skal bruge to lørdag formiddage på at gå til test, men på den anden side kom vi frem til, at vi heller ikke ville fratage ham muligheden for at komme ind i QUEST, hvis nu han har evnerne til det.

Og så er vi så småt ved at starte op på forskellige fritidsaktiviteter igen efter et dejligt roligt efterår uden ret meget af den slags. Oscar er begyndt at gå til tegning. Det er på skolen efter skoletid (faktisk i hans eget klasselokale), så det er meget nemt for mig, og der er et par af de andre børn fra hans klasse også. Konrad starter til gymnastik i morgen, imens Oscar er til tegning. Han glæder sig helt vildt, men ved vist ikke helt hvad det er, så vi må se, hvad han siger efter i morgen. Det er kun en prøvetime, så han kan nå at ombestemme sig. Og om en uges tid starter Alfred og mig til Tiny Treks. Det gik Konrad også til, da jeg gik hjemme med ham inden han startede i preschool, og det var bare så hyggeligt. Små korte naturvandringer, et lille kreativt projekt og circle time med højtlæsning, sange og snacks.

Og apropos Alfred, så er han bare blevet så stor på det seneste. Altså fysisk har han jo hele tiden været stor, men pludselig kan han også snakke i sætninger og vil gøre alting selv. Og når man spørger ham om noget, svarer han som regel med det klareste "Ja!" (eller "nej" eller "jo", hvis han mener nej). Han er også så småt begyndt at forstå, når andre taler engelsk til ham. Ikke alt, men hvis han fx bliver spurgt, om han vil have noget mad, så svarer han med sit meget tydelige ja.

Konrad 5 år

For lidt under to uger siden, var det Konrads tur til at fylde 5 år. Det var den sidste dag i juleferien, så vi havde alle fem fri. Vi startede med at vække ham med fødselsdagssang, og så var der nybagte boller og varm kakao og selvfølgelig en masse gode gaver. Han fik også snakket med nogle af bedsteforældrene på Skype, og så blev dagen ellers bare brugt på at lege med alle de nye ting.

To dage senere fejrede vi hans fødselsdag i preschoolen. Han gik rundt om solen 5 gange imens de sang Montessori-fødselsdagssangen, og for hvert år stillede klassekammeraterne et spørgsmål til ham (fx hvad er din yndlingsfarve, yndlingsfilm osv.). Bagefter sang de Happy Birthday for ham på fem forskellige sprog, og til sidst fik de de snacks, vi havde haft med.

Og i dag har vi så holdt hans fødselsdagsfest. Det gik rigtig godt. De var inviteret til kl. 13 til pizza, frugt og kage. Der kom 3 drenge fra hans klasse og 4 andre drenge, vi kender (+ nogle mindre søskende og en masse forældre) så alt i alt en temmelig stor flok. Men det så ud som om, de alle sammen hyggede sig. Konrad gjorde i hvert fald. Han løb rundt med sine venner og havde det SÅ sjovt.

Han havde ønsket sig en tog-fest, så det fik han. Vi havde togskinner af malertape på gulvet, bannere med tog på, kage med tog på og frugt i togvogne. Jeg har knoklet hele ugen for at nå at få det hele klar (Simon har arbejdet så meget, at vi næsten ikke har set hinanden hele ugen), men det var det hele værd bare for Konrads ansigtsudtryk, da jeg viste ham togkagen i går aftes. Jeg kan ikke huske hvornår han sidst har set så glad ud. Og da det hele var klar, var jeg faktisk også rigtig godt tilfreds med resultatet, især med kagen.