Vores første campingtur

Vi har her i weekenden været på vores første campingtur med drengene. Det var vores venner, Kerri og Doug, der havde booket en campingplads for weekenden og spurgte, om vi ville med. Det var meget anderledes, end hvad jeg har prøvet af camping i Danmark. Det var i Deception Pass State Park på Whidbey Island, nærmest midt i en skov, men også nær vandet. Hver plads var omringet af høje træer og buske, og på alle pladserne var der en bålplads og et picnic-bord, og så plads til at parkere en bil ud mod vejen. Meget hyggeligt, og meget privat. Der var nogle vandhaner med koldt vand ude ved vejen, en bygning med toiletter og brusebad, og så kunne man købe brænde ved indkørslen til parken, men ellers var der ikke noget. Så ikke noget med køkken, legeplads eller kiosk, bare naturen. Men det var godt, og drengene kunne rigtig godt lide det.

Det gik fint at være af sted med en anden familie. Jeg må indrømme, at jeg var lidt spændt inden, for man er jo meget tæt sammen på den måde. Men det var hyggeligt, og også dejligt for drengene at have nogen flere at lege med. På den anden side tror jeg nu, at vi fremover vil vælge at få vores egen plads, hvis vi skal af sted sammen med andre. Der var mange ting, vi ville have gjort anderledes, hvis det bare havde været os. For eksempel mængden af udstyr og hvor meget madlavning skal fylde. De havde to gasblus og en gasgrill med og stod og lavede æg, bacon, pølser og pandekager til morgenmad (ja, de er amerikanere). Det duftede helt sikkert bedre end vores havregryn med mælk, men vi ville nok hellere have brugt tiden på noget andet.

Den første dag (i fredags) hentede jeg Oscar og Konrad tidligt fra skole og kørte alene af sted med drengene ved middagstid. Vi var fremme ved 3-tiden, næsten samtidig med Kerri og Doug og deres to børn. Vi brugte eftermiddagen på at sætte telte op og gå en tur ned til stranden, og så lavede vi aftensmad og puttede børn. Simon skulle arbejde, så han var først fremme ved 19.30-tiden. Der burde børnene have sovet, men de havde rigtig svært ved at falde i søvn i det lyse telt, så det trak ud (vi taler timer). Og da de endelig var faldet i søvn, gik der ikke ret lang tid før Alfred var vågen igen og lå og tumlede på mig indtil engang efter midnat. Der var lige nogle timer der, hvor jeg muligvis udtalte, at jeg ALDIG skulle på camping igen. Nogensinde. Og det hjalp ikke rigtig på det, da de så alle tre vågnede ved 5-tiden. Men der stod Simon heldigvis op med dem.

Og så blev det heldigvis bare bedre og bedre derfra. Vi var alle sammen på en kort hike om morgenen; ved middagstid fik jeg mig en lur, og om eftermiddagen gik vi en tur med Alfred sovende i klapvognen - bare os fem. Da spisetid nærmede sig, tog Simon alle fem børn med hen på en græsplæne og spille fodbold imens Kerri, Doug og jeg lavede aftensmad, og efter maden sad vi alle sammen rundt om bålet og stegte marshmallows til s'mores. Ved puttetid var det kun Alfred, der ikke kunne falde til ro, så det var en klar forbedring. Og selv natten gik lidt bedre. Så i dag er jeg ret sikker på, at vi skal af sted igen henover sommeren.