søndag den 27. april 2014

Huslejere

I sidste uge lykkedes det os lige at presse en punktering ind i vores ellers rimeligt travle liv herovre. Vi var på vej ned for at hente Simon på arbejde, da en lampe pludselig begyndte at lyse på instrumentbrættet. Jeg sad og undrede mig over hvad i alverden det dog betød, imens jeg godt nok syntes at bilen blev sværere og sværere at holde på vejen. Da det endelig gik op for mig, at dækket nok var fladt (vi taler lugten af brændt gummi - næsten), var jeg heldigvis lige ved en busholdeplads, hvor jeg kunne trække ind. Så der tilbragte vi lige den næste times tid (henover børnenes puttetid) indtil Simon dukkede op i en taxa, som vi kunne overtage, imens Simon blev og ventede på autohjælp. Pyh, en aften! Og så kunne vi jo heller ikke fortsætte med at køre på reservehjulet bagefter. Heldigvis kunne vi bare køre ind til den nærmeste Avis dagen efter og få en ny bil. Så nu kører vi rundt i en helt og aldeles upraktisk, knaldrød, benzinslugende Dodge.

Punktering:

Simons arbejde:

Benzinsluger:


I fredags havde Simon fri (noget med at de lige har releaset noget), så Simon, Konrad og mig drog på shopping i Bellevue imens Oscar var i preschool. Oscar er stadig glad for at være der, selvom han lige havde en enkelt dag, hvor han ikke var så glad for at jeg skulle gå (læs: klamrede sig skrigende til mig). De siger han klarer det godt derhenne, og han forstår helt sikkert mere af det engelske, end man lige skulle tro.

Pause på shoppingturen

Fredag aften brugte Simon og jeg på at læse om de amerikanske trafikregler, for i morgen formiddag skal vi til teoriprøve. Den er jeg ikke så nervøs for, for man skal bare have 20 ud af 25 rigtige, og de fleste spørgsmål er ret lige til (i stil med: jeg smadrer ind i den forankørende vs. jeg holder passende afstand). Der er dog også nogle ret trælse spørgsmål om fx hvor længe man får frakendt sit kørekort, hvor stor bøden er osv. ved forskellige forseelser. Og så er der de ting, der bare er helt anderledes end vi er vant til. Altså, her må man selvfølgelig heller ikke snakke i telefon eller sms'e imens man kører bil. Det giver vel sig selv. Eller det må man så gerne, hvis man anmelder andre for at gøre noget ulovligt, tilkalder hjælp, indberetter en ulykke, prøver at forhindre at nogen kommer til skade osv. Tjaa...

Og lørdag middag mødtes vi (endelig) med vores kommende udlejer og vores relocation agent på Starbucks for at underskrive lejekontrakten. Vores udlejer var rigtig flink, og der er bare overhovedet intet bekymrende i vores kontrakt. Jeg tror vores relocation agent undrer sig over, hvor vi har skudt den guldfugl henne :-) Jeg glæder mig helt ubeskriveligt meget til at flytte ind, og ikke mindst til at bo med alle vores egne ting igen. Vi overtager huset d. 15. maj, så vi er klar til at flytte, så snart vores ting ankommer.





2 kommentarer: