Surt opstød

I aften kommer Simon hjem fra Danmark. Det glæder vi os alle tre til. Vi kører ud og henter ham i lufthavnen, når Oscar er færdig i preschool. Det har selvfølgelig været fem hårde dage, men der har også været gode stunder, og det var kun søndagen, der var helt forfærdelig (fordi Konrad stadig ikke var helt frisk, men frisk nok til at være sur).

Huset går det derimod ikke så godt med, og jeg er SÅ træt af det. På fredag har vi boet her på hotellet i tre uger, og der er bare intet sket siden de blev færdige med at tørre efter én uge. Jeg ved ikke, om det er vores udlejers, håndværkernes eller forsikringens "skyld", men jeg synes efterhånden, at det er helt urimeligt overfor os. Om et par uger får vi besøg fra Danmark. Det har vi glædet os til længe, men nu ved vi ikke engang, om vi kan være tilbage i huset til den tid. Derudover betaler vi jo husleje for et ubeboeligt hus, men det skal vi nok også lige have op og vende med vores udlejer, for det kan vel ikke være helt rimeligt (det er vores private forsikring, der dækker hotelopholdet, så det koster ikke ham noget)? Men det værste er sådan set, at vi ikke får nogen information om noget som helst. Nu er vi igen tæt på, at vores booking her på hotellet udløber, og endnu engang ved vi ikke, hvor vi skal bo om to dage.

Det hjælper selvfølgelig slet ikke på det hele, at jeg snart er 6 måneder henne i graviditeten. Der er meget (og endnu mere nu, hvor alt skal gøres om igen), som jeg gerne vil nå, inden babyen kommer, og det hele bliver bare ikke nemmere, jo større jeg bliver.

Så selvom der også er gode ting, så er humøret ret langt nede for tiden. Jeg savner min mand og min hund og mit hjem og min hverdag. Øv!

Og så lige nogle billeder fra de gode øjeblikke (man kan dog godt se på Konrad, der holder sin bamse, at han ikke er helt ovenpå).

Bamsebyggeri:

Tiny Treks:

En aften-gåtur i Redmond Town Center: