Poulsbo

I går havde Oscar og Konrad fri fra preschool i anledning af Presidents Day, og vi var på vores første udflugt som en familie på fem. Vi var lidt spændte på, hvordan det ville gå, men især jeg har været ved at blive vanvittig af bare at være hjemme hele tiden. Jeg trængte virkelig til at komme ud og blive luftet. Så vi kørte en tur til Poulsbo, som ligger på den anden side af Seattle. Simons kollega, Elona, har et hus i nærheden af byen og havde anbefalet os at tage dertil, bl.a. fordi de har en butik med et ret stort udvalg af lakrids!

På vejen derover tog vi færgen fra Edmonds til Kingston. Det er ca. 30 minutters sejltur, og på den måde blev køreturen ikke så lang, kun ca. 1 time. Det gik rigtig fint. Oscar og Konrad havde madpakke og tegneting med hjemmefra, så de var godt underholdt. Poulsbo er vist nok oprindeligt en norsk by, men den bar nu præg af stor indflydelse fra hele Skandinavien. Der var en del butikker mm. der flagede med alle de skandinaviske flag, en bager, der solgte noget der mindede om skandinavisk bagværk (dog i den meget amerikanske version) og nogle butikker med skandinaviske navne. Og så var der butikken Marina Market, som ganske rigtigt havde et ganske udmærket udvalg af lakrids. Simon var ved at gå i brædderne over at de ville have 7 dollars for en stor pose saltbomber, men jeg fik da "lov" at købe lidt alligevel. Drengene fik også en lille pose Haribo hver. Det nytter jo ikke noget, at de bliver alt for amerikanske :-)

Efter lakridsindkøbet, gik vi en tur i Hovedgaden og kiggede på det hele. Bagefter gik vi ned til vandet. Akvariet havde desværre lukket, for ellers ville vi have været derinde. Til sidst fandt vi en isbutik, hvor vi fik en is, og så kørte vi ellers hjem igen. Det var en rigtig hyggelig tur, og Alfred var en fornøjelse at have med. Han sov fra det meste i sin barnevogn. Måske er det for tidligt at sige, men han er vist en ret nem baby. Han er endda begyndt at sove om natten også.

Og ellers så er jeg bare ved at komme i forårsstemning. Vinteren er godt nok ikke forbi endnu, og der skulle kunne komme sne i et par måneder endnu, men det er bare så forårsagtigt lige nu. Solen skinner, himlen er blå, træer og buske springer ud. Det er stadig koldt om aftenen og natten, men vi har fundet sommerjakkerne frem til om dagen, hvor temperaturen kommer op på 12-15 grader, og selv solskærmen på barnevognen har været i brug. Det er lige til at blive i godt humør af. Så man kan vist roligt sige, at vi nyder vores barsel.

Alfreds første uge hjemme

I dag er det en uge siden, at Alfred og jeg kom hjem fra hospitalet, og det er bare gået så godt. Simon har 4 ugers barsel, som vi har valgt at lægge her i starten, og vi nyder det! Det hele har været så roligt og hyggeligt siden vi kom hjem. Vi laver ikke rigtig nogen planer, men ser hvad vi får lyst til i løbet af dagen. Simon tager sig af det meste med Oscar og Konrad lige nu, og har indtil videre også klaret næsten alt det huslige. Det har givet mig mulighed for at komme helt ovenpå efter fødslen, og nu synes jeg, at jeg er ved at være klar igen. Jeg har endda allerede tabt alle graviditetskiloene - og lidt til.

Jeg havde troet, at det hele bare ville være hektisk med tre børn. Det var faktisk noget, jeg var ret bekymret for, imens jeg var gravid. Det kan det selvfølgelig stadig nå at blive, men indtil videre er det ikke tilfældet. Tværtimod har vi haft mere ro og overskud, end vi havde da de to store var nyfødte (måske også fordi Simon blev syg første gang og vi lige var flyttet anden gang). Men dejligt er det i hvert fald.

Og så er der jo Alfred. Han er uden tvivl verdens dejligste baby. Han er indtil videre utroligt nem. Han skriger stort set aldrig, spiser fint, sover godt (dog mest om dagen) og virker i det hele taget bare glad og tilfreds. Han kan endda lide at køre i både bil og barnevogn (i modsætning til Konrad, da han var så lille). Vi har allerede god øjenkontakt med ham og han kigger og kigger rundt på sine omgivelser. Han kan også allerede løfte sit hoved selv, når han ligger på maven hos os. De sagde godt nok på hospitalet, at mange nyfødte kunne det helt i starten, men han bliver bare ved, og vi er selvfølgelig overbeviste om, at han er noget helt særligt ;-)

De allerførste dage herhjemme lavede vi absolut ingenting, udover at Simon jo stod for alt det praktiske. Torsdag havde jeg Alfred med til efterfødselstjek på hospitalet. Hun begyndte at fortælle mig lidt om amning osv., men da hun havde vejet ham før og efter en amning, og jeg ret præcist havde forudset en bøvs, havde hun ikke så meget mere at sige. Han havde ingen "feeding issues". Og så mente hun i øvrigt, at jeg kunne "teach the class". Så vi gør det vist godt. Jeg fik også et kort fra min jordemoder, hvor hun sagde tak for at hun måtte være med til fødslen, og at hun var imponeret over min ro under fødslen. Jeg ved ikke lige, hvad det er for nogle fødsler, hun normalt deltager i, men jeg labber selvfølgelig deres ros i mig alligevel.

Fredag havde vi besøg af vores nabo, som passede drengene, da jeg fødte, og søndag havde vi besøg af Elona og Jim. Begge dele rigtig hyggeligt. I går var vi på vores første rigtige tur ude af huset. Simon, Alfred og jeg fandt en restaurant i nærheden af preschoolen, hvor vi satte os ind, og da klokken blev 12, hentede Simon Konrad i preschool'en, så han også kunne være med til at spise frokost. Det var rigtig hyggeligt, og Alfred sov bare pænt i sin barnevogn ved siden af vores bord det meste af tiden. I dag var vi for første gang ude og gå en tur med barnevognen, for det var første dag uden massiv regn, siden jeg fødte. Jeg gik først lidt rundt alene med barnevognen, og da Simon kom hjem med drengene efter at have hentet Oscar i preschool, mødtes vi alle sammen og gik hen på legepladsen i Grass Lawn Park.

Oscar og Konrad er stadig de perfekte storebrødre. De er begge to interesserede i Alfred, og vil gerne ae og kysse ham, men det virker også som om, de synes det er ret naturligt, at han er her. Der har indtil nu ikke været antydningen af jalousi eller irritation over, at han tager vores tid. Så der er virkelig ikke meget negativt at sige om vores første uge hjemme.

Alfreds fødsel og første døgn

I går kom Alfred endelig ud til os. I tirsdags var jeg som tidligere nævnt til scanning, hvor han blev vurderet til en vægt på næsten 4200 g. Torsdag var jeg til glucosebelastning for at få afklaret, om hans størrelse var fordi jeg havde graviditetsbetinget sukkersyge eller om han bare havde den størrelse, han nu skulle have. Jeg fejlede heldigvis ikke noget, og så var deres holdning at han ikke var større end hvad han bare skulle være, og at jeg godt ville kunne føde naturligt. Men fordi han var så stor, ville de gerne sætte fødslen i gang når jeg var 39 uger henne, så jeg fik en tid til igangsættelse lørdag morgen kl. 7.15.

Vi fik det hele arrangeret aftenen inden med babysitteren (vores nabo, Linda), fik sat børnene ind i det hele, og så gik vi ellers i seng i den tro, at vi skulle op og være forældre igen næste dag. Sådan gik det bare ikke. Jeg skulle ringe ind, når vi stod op, og sige, at vi kom, og da jeg gjorde det, fik jeg at vide, at de ikke havde tid alligevel (de havde alt for mange andre fødsler). De ville måske ringe ved 11-tiden, og måske ville de have tid til at tage mig ind om eftermiddagen, men de kunne jo ikke love noget. Det kunne jeg slet ikke have. Det var svært nok at sætte sig op til det hele fredag aften, men tanken om at skulle gå en hel dag og vente på at blive ringet op, for måske, måske ikke at få at vide, at nu skulle jeg føde, det var bare alt for meget. Så jeg endte med helt at aflyse igangsættelsen, og så i stedet aftale, at vi skulle lægge en ny plan ved mit næste jordemoderbesøg. Jeg var så utroligt skuffet, og virkelig træt af, at jeg ikke var blevet advaret om, at det kunne ske.

Mandag fik jeg flyttet min næste jordemodertid frem til samme eftermiddag kl. 14. Da jeg mødte op beklagede min jordemoder meget, hvad der var sket om lørdagen, og sagde: "I have a new plan! How do you feel about having a baby tonight?". Det ville jeg meget gerne, så jeg blev sendt over på fødegangen, hvor jeg fik en stue og de "kørte en strimmel" for at tjekke babys hjertelyd og min ve-aktivitet. Imens hentede Simon Oscar i preschool, og Linda, vores nabo, kom og tog sig af børnene. Heldigvis var hun helt klar trods den meget korte varsel.

Da Simon kom frem til hospitalet, tog de vandet (kl. 15.15), og så ventede vi ellers på veer. De startede langsomt efter 20-30 minutter, og så blev de ellers hurtigt stærkere og stærkere. Det gik fint langt henad vejen, og jeg fik ingen smertestillende, men hen mod slutningen blev det hårdt. Veerne begyndte at blande sig med presstrang, men det ville min jordemoder ikke rigtig høre på. Hun blev ved med at sige, at jeg bare skulle koncentrere mig om min vejrtrækning. Det var dog kun lige indtil jeg råbte, at nu kommer han. Så skal jeg ellers love for at de fik travlt. Det gik stærkt og var lidt kaotisk. Jeg var ikke i tvivl om, at han var større end de to andre, men han var nu alligevel ude på tre presseveer. Hans skuldre sad lige kortvarigt fast på vejen ud, men det klarede jordemoderen, så det blev ikke noget problem. Jeg fik ham ikke direkte op, fordi der gik nogle sekunder før han rigtigt skreg, og fordi han var ret blå pga. den hurtige fødsel. Men der gik højst et minut eller to, før jeg fik ham over, og der havde han det fint. Det var fantastisk! Han blev født kl. 18.59, så fra de tog vandet til han blev født, gik der kun 3 timer og 44 minutter. Og han var ganske rigtigt en meget stor baby: 4618 g. og 57 cm. I modsætning til mine fødsler i Danmark, så var der personale på stuen hele vejen igennem. En sygeplejerske og en jordemoderstuderende var der hele tiden, og min jordemoder var der også det meste af tiden.

Efter fødslen var jeg fortsat mandsopdækket i en time eller to, og da de igen og igen havde forsikret sig om, at både Alfred og jeg havde det godt (blodtryk, temperatur osv.), fik vi lov at være alene. Simon var sammen med os indtil engang efter 22, hvor han var nødt til at køre hjem, så Linda kunne få lov at komme hjem i seng. Det var gået godt med pasningen derhjemme, og hun har endda skrevet en rapport over hvad de lavede og spiste osv. samt tak for at hun måtte få lov at passe dem. Super dejligt.

I løbet af natten på hospitalet blev Alfred og jeg fortsat tjekket for alt mellem himmel og jord. Han skulle have målt blodsukker 4 gange pga. hans størrelse, og det skulle være inden amning og minimum 2 timer efter sidste amning. Det passede ret dårligt med hans ønsker om mad, så det blev en lidt hård nat. Vi faldt først i søvn begge to kl. 2.30, og så kom de selvfølgelig rendende med alle deres måleinstrumenter igen kl. 5. Efter min mening havde natsygeplejerskerne lige rigeligt med meninger om, hvordan tingene skulle gøres, men vi kom da igennem natten.

I morges kom Simon tilbage efter at have afleveret Oscar og Konrad i preschool. Så der fik jeg lige en chance for at hvile lidt. Kl. 12 hentede han storebrødrene i preschool og tog dem med op til os. Deres reaktion var fantastisk. Deres øjne strålede, og de var så glade og stolte, da de fik lov at sidde med Alfred. Han blev kysset og krammet på, og jeg tror egentlig bare, at han hyggede sig med det. I løbet af dagen skulle han igennem et væld af prøver og undersøgelser. Bl.a. hørescreening, hjertescreening og hælprøve. Og der kom også en spædbarnsfotograf og tog billeder, som vi så kan vælge at købe senere. Han bestod alle sine prøver uden problemer (inkl. blodsukkeret), og det gjorde jeg også, så vi fik lov at tage hjem her til aften. Og her er vi så nu. Det er skønt at være hjemme igen. Lige inden de kørte op for at hente os, kom en anden nabo forbi med aftensmad til os. Det er så rørende, at de hjælper os så meget. Jeg forstår mere og mere, hvorfor dem, der boede i vores hus før, sagde, at man ikke finder bedre naboer nogen steder. Men det er nu ikke kun naboerne. Den gruppe, jeg har været medlem af siden vi flyttede hertil, og hvor jeg har været til legeaftaler mm. med Konrad, gør også den slags. Så indtil videre er der 6 dage henover de næste to uger, hvor andre medlemmer af gruppen har meldt sig på at komme med aftensmad til os. Det er en kæmpe stor hjælp, og jeg er meget glad for, at de har lyst til at hjælpe.

Stadig ingen baby

Jeg har nu været gravid i længere tid end jeg tidligere har prøvet (38 uger og 4 dage), og jeg er ved at være temmelig utålmodig. Vi vil bare så gerne have ham ud. Og det hjælper heller ikke på det, at jeg i dag har været til scanning og at de skønner hans vægt til næsten 4200 g. Så nu skal jeg til test for graviditetsbetinget sukkersyge, og de taler om overvågning, medicin, igangsættelse, kejsersnit, skuldre der brækker, iltmangel, hjerneskade og det, der er værre. Nogle vil måske se det som betryggende, at de er så risikobevidste, men jeg synes det er hysterisk. 4200 g. er da stort, men jeg synes de hidser sig op på en måde, jeg ikke kan forestille mig, at de ville gøre i Danmark. Jeg har jo født uden problemer før, og der er da så mange kvinder før mig, der har født endnu større børn. Men samtidig er det svært ikke at blive bekymret, når de på den måde maler fanden på væggen. Der MÅ jo virkelig ikke ske ham noget. Så jeg gør pænt som de siger, imens jeg knurrer lidt for mig selv og bare håber på, at han snart dukker op så vi kan få det pjat overstået. Han må bare godt lige vente til jeg bliver færdig med at vaske næste størrelse tøj. Det virkede pludselig vigtigt.

Og så kan jeg ellers meddele, at vi absolut ingen sne har her. Så det I sikkert hører om snestorm osv., det foregår kun på den anden kyst. Vi har tværtimod rigtig lunt og forårsagtigt vejr. I weekenden var vi endda i haven. Altså ikke for at plante, for der kommer jo nok frost igen, men vi fik ryddet op, fejet, fjernet grene fra efterårsstormene osv. Det var skønt at få gjort, og det er en fornøjelse at se derud nu. Jeg håber sådan at Alfred bliver en nem baby, for så har jeg store planer om en krukke-køkkenhave her til sommer. Jeg har allerede købt et par krukker og nogle poser med frø. Så optimistisk er jeg nemlig. Og jeg ved også, hvor hængekøjen skal hænge, når Alfred og jeg skal sove synkronlur i haven - ham i sin slyngevugge og mig i min hængekøje. Så en hængekøje bliver det næste, jeg skal have skaffet.

Ellers er der ikke så meget at fortælle. Der sker intet spændende for tiden. Vi er mest bare herhjemme og venter. Resten af verden er ved at gå amok over, at Seattles Seahawks igen er kommet i Superbowl-finalen. De skal vist spille mod New England Patriots. Personlig er jeg ret ligeglad, bortset fra, at det betyder, at jeg helst ikke må føde på søndag, for der bliver det nok nærmest umuligt at finde børnepasning til de kommende storebrødre. Vi har jo en aftale med vores nabo om at de passer dem, men det vil jeg ikke engang overveje, hvis det falder sammen med kampen, for hvis nogen går op i sport, så er det dem.

Næsten klar til Alfreds ankomst

Jeg er i dag 36 uger og 2 dage henne i graviditeten, og vi har netop brugt endnu en weekend på at gøre klar til lillebrors ankomst. Så nu er den udvidede to do-liste snart klaret - i ved den med "gøre køleskabet rent", "rydde op i garagen" osv. Det er en skøn fornemmelse. Der er bare nogle småting tilbage på listen, og så er det ellers tid til den næste liste, som er den med alt det, jeg bare gerne vil nå, hvis der er tid - vaske de større størrelser af babytøjet på forhånd, lave mere mad til fryseren osv. Og ja, jeg er glad for lister. De gør, at jeg ikke behøver at have det hele inde i hovedet, og det gør altså det hele meget nemmere.

Nå, men jeg har jo også fået taget en masse billeder af det nye babyværelse. Som I kan se på døren, skal lillebror hedde Alfred. Det tog noget tid at komme frem til det, men nu føles det helt rigtigt. De fleste af tingene på værelset er enten fra Oscars eller Konrads babytid, og resten er stort set hjemmelavet. Jeg har selv været i gang med at lave uro til puslebordet, sætte papir i rammer, lave luftballoner, sy bolde, sy pude, strikke tæppe og sy sengetøj. Jeg gjorde noget lignende, da Oscar blev født, men fordi Oscar var så lille, da Konrad kom til verden, havde jeg desværre ikke ret meget tid til den slags, da jeg var gravid med Konrad. Så jeg er super glad for, at jeg har fået endnu en chance for at indrette et lille babyværelse med en masse hjemmelavede ting. Det har været så hyggeligt.

Derudover er der sat autostole i bilerne, og vuggen, kravlegården og barnevognen er samlet. Nu hvor det hele står klar til ham, glæder jeg mig endnu mere. Oscar og Konrad glæder sig også rigtig meget. I tirsdags var vi alle fire på rundvisning på fødegangen, og da vi skulle hjem, var Konrad helt ulykkelig, for vi skulle jo have babyen med hjem (vi har talt med ham om, at jeg skal hen på hospitalet og føde). Det hjalp dog lidt da vi fortalte, at han skam kom med hjem, bare stadig inde i maven. Jeg tror de to bliver verdens bedste storebrødre.

Desværre har vores plan A for pasning af drengene under fødslen (vores nabo) netop ringet og sagt, at hun er blevet syg med høj feber. Det kunne jeg da godt lige have undværet. Men heldigvis er der andre, der har tilbudt at hjælpe, hvis de er hjemme, når det sker, så vi finder nok ud af noget. Og hun kan jo også nå at blive rask inden. I værste fald har jordemoderen sagt, at vi bare kan tage dem med, og så finder vi ud af noget derfra, så det går jo nok. Det er alligevel en af de der ting, man bare ikke kan planlægge sig helt ud af (hvor meget det end irriterer mig).

Konrad 3 år

I fredags var det Konrads 3 års fødselsdag. Jeg tror egentlig ikke at det var en dag, han havde glædet sig til på forhånd, for det virkede ikke som om, han helt forstod, hvad det ville sige. Men da dagen først kom, var han vældigt begejstret. Vi startede med at vække ham med sang og flag (dejligt at han lige sov længe den dag), og så spiste vi morgenmad ved det fødselsdagspyntede bord, og han pakkede gaver op. Han blev glad for alle gaverne, men især et værktøjssæt fra os, var et stort hit.

Om formiddagen samlede vi Konrads nye "stor-drenge-seng", som han fik i gave af os. Ved middagstid var jeg til jordemoder. Imens byggede Simon med Lego sammen med drengene, og da jeg kom tilbage fik vi boller, varm kakao og chokoladekage, som Konrad selv havde pyntet. Så var det tid til en lille lur i den nye seng, og til sidst sluttede vi dagen af med at tage ud og spise. Desværre på en temmelig dårlig restaurant, viste det sig, men drengene fik da deres is til dessert, og det er jo det vigtigste på sådan en dag.

Så det blev faktisk alt i alt en rigtig vellykket fødselsdag. Jeg var ellers lidt bekymret i dagene op til, for især tirsdag og onsdag havde jeg det ret skidt. Det gjorde ondt i maven bare jeg lavede det mindste, så jeg tilbragte lige et par dage på ryggen imens Simon knoklede rundt herhjemme og tog sig af det hele. Og onsdag var som bekendt nytårsaften, så den sprang vi lige let og elegant henover. Drengene fik morgenmad til aftensmad og blev puttet til normal tid, og Simon og jeg spiste rugbrødsmadder i sengen imens vi så dronningens nytårstale. Ikke den festligste nytårsaften... Men det var alligevel også underligt at holde nytår herovre. Det var som om, at det RIGTIGE nytår lå lige omkring kl. 15 vores tid (passer sjovt nok med kl. 12 midnat dansk tid). Resten af dagen var sådan en pseudonytårsaften.

Men på Konrads fødselsdag var jeg som sagt til jordemoder. Der var smerterne ved at være væk, og konklusionen blev, at det måtte have været babyens position, der havde gjort det, for hun kunne i hvert fald ikke finde andre grunde. Alt var fint. Så det var lidt en lettelse. Det ligger jo i baghovedet, at hvis jeg føder lige så tidligt som med Konrad, så er det om en uge, og jeg vil bare helst vente lidt.

Ellers har de seneste dage været gode. Vi har knoklet rundt og ordnet hus, babyting og vasketøj, og så fik vi i weekenden lavet lasagner, tærter, pølsehorn, pizzaboller og grovboller. Alt sammen til vores nye kummefryser i garagen, så vi har et lager til efter fødslen. Vi har også været på kæmpeindkøb i Costco, så pantry'et (hedder det spisekammer? viktualierum?) er også blevet fyldt. I det hele taget føler jeg mig nu ret godt forberedt.

I mandags holdt vi fødselsdag for Konrad i preschoolen. Ikke den bedste dag til det, for det var første dag efter ferien og der er startet en masse nye børn i hans klasse. En del af dem var ikke så glade for at være der (for at sige det mildt). Så det var lidt kaotisk. Men lærerne gjorde, hvad de kunne, og Konrad fik sin fødselsdagssang og alle børnene fik frugt og cookies. Fordelen ved alle de nye børn er, at Konrad nu føler sig som en af dem, der er "god til" at gå i preschool, fordi han har gået der længere. Så på trods af de nye børns skrig og skrål, går det faktisk nemmere med at aflevere ham nu end før ferien.

 

Glædelig jul

Så blev det juleaften, og selvom vi er langt væk hjemmefra, har december måned indtil nu været fyldt med aktiviteter, så det har været en god, men også travl måned. Der var vores egen julehygge-eftermiddag med æbleskiver og æbleglögg i den første weekend. Ugen efter var jeg til Cookie Exchange med nogle fra den udvidede mødregruppe. Vi skulle alle bage en slags småkager, og så byttede vi, så vi alle sammen fik 6 forskellige med hjem. Det var en rigtig hyggelig aften, så på den måde var det værd at være med til, men der er altså ikke nogen tvivl om, at danske småkager er de bedste ;-)

Fredagen efter var vi til Microsofts julefest. Først var jeg lidt forskrækket over, at der stod en masse kvinder i lange gallakjoler med glimmer og det hele, men det var da heldigvis ikke alle, der havde forstået "whatever you feel comfortable in" på den måde. Der var mange med til festen, som vi kendte i forvejen, men det var også nemt at snakke med folk, vi aldrig før havde mødt (der er amerikanere altså bare gode), så det blev en rigtig god aften. Der var gjort vildt meget ud af oppyntningen, og der var en masse rum med barer med forskellige temaer. Vi hørte endda om et kaffe-og-chokolade-rum, men det fandt vi aldrig. Derudover var der kasinoborde, et rum med en fotograf osv. Meget fornemt. Men lidt sjovt at man ved ankomst fik drinks-tokens udleveret til alkoholiske drikke - 3 stk til hver! Vi hørte godt nok at man kunne bede om flere (hvis man ikke så for fuld ud), men det er alligevel en noget anden måde at holde julefrokost på end i Danmark :-)

I øvrigt snakkede vi med en af Simons øverste chefer til festen - ham, som gav Simon jobbet herovre - og der var bare ikke andet end ros til Simon, og snak om hans store karrieremuligheder. Og desuden også ros til mig for at støtte ham i det hele. Først troede jeg at han var fuld, men han var bare amerikansk :-) Og det var selvfølgelig rigtigt dejligt at høre.

Onsdag i sidste uge var vi til julehygge med dem fra Simons team på arbejdet. Vi hentede begge drengene kl. 12 og kørte af sted. Det blev også en rigtig hyggelig eftermiddag. Der var også andre børn med, så drengene var godt underholdt. Vi skulle hver have en "White Elephant"-gave med. Det svarer stort set til pakkelegs-gaver, de gør det bare på en lidt anden måde herovre. Vi skulle trække et nummer, og så måtte vi alle, én ad gangen, tage en pakke - enten fra bunken eller fra en af de andre. Hvis man fik stjålet en pakke, måtte man tage en ny. På den måde fik alle én med hjem. Jeg fik først 4 vinglas, men dem var der en der stjal fra mig med den undskyldning, at det var for at hjælpe den gravide. Den næste pakke, jeg pakkede ud (og som jeg fik med hjem) var en flaske tequila...

I fredags var der julefest i drengenes preschool (kun for børnene), og bagefter startede juleferien - helt indtil d. 5. januar. Lørdag kørte vi ud for at se på noget af det famøse amerikanske julebelysning (se billederne!), og søndag tog Simon drengene med i Zoo. Og nu er det så blevet jul. Vi har besluttet os for, at vi ikke gider at slide og slæbe i år (både fordi jeg er gravid og fordi det har været en travl måned), så vi har beholdt det lille juletræ, vi har haft stående hele december måned, og julemaden er bestilt udefra. Vi skal have kalkun, stuffing, kartoffelmos, grønne bønner, sovs og tranebær-et-eller-andet :-) And og flæskesteg må vente til næste år. Men vi laver nok en omgang risalamande. I det hele taget bliver vores jul sådan lidt en blanding af dansk og amerikansk. Vi spiser julemad, danser om juletræ osv. i dag, men børnene får først de fleste af deres gaver i morgen tidlig. Her til morgen, da de stod op, fik de dog en del af gaven fra os. Vi havde nemlig brugt det halve af natten på at udbygge deres legekøkken og lave en købmandsbutik til dem (se billedet - de to pakker på hylden er et kasseapparat og en indkøbskurv med varer og scanner).

Hav en rigtig dejlig jul alle sammen. Vi savner jer, men vi skal nok få en hyggelig jul herovre alligevel.