onsdag den 11. februar 2015

Alfreds første uge hjemme

I dag er det en uge siden, at Alfred og jeg kom hjem fra hospitalet, og det er bare gået så godt. Simon har 4 ugers barsel, som vi har valgt at lægge her i starten, og vi nyder det! Det hele har været så roligt og hyggeligt siden vi kom hjem. Vi laver ikke rigtig nogen planer, men ser hvad vi får lyst til i løbet af dagen. Simon tager sig af det meste med Oscar og Konrad lige nu, og har indtil videre også klaret næsten alt det huslige. Det har givet mig mulighed for at komme helt ovenpå efter fødslen, og nu synes jeg, at jeg er ved at være klar igen. Jeg har endda allerede tabt alle graviditetskiloene - og lidt til.

Jeg havde troet, at det hele bare ville være hektisk med tre børn. Det var faktisk noget, jeg var ret bekymret for, imens jeg var gravid. Det kan det selvfølgelig stadig nå at blive, men indtil videre er det ikke tilfældet. Tværtimod har vi haft mere ro og overskud, end vi havde da de to store var nyfødte (måske også fordi Simon blev syg første gang og vi lige var flyttet anden gang). Men dejligt er det i hvert fald.

Og så er der jo Alfred. Han er uden tvivl verdens dejligste baby. Han er indtil videre utroligt nem. Han skriger stort set aldrig, spiser fint, sover godt (dog mest om dagen) og virker i det hele taget bare glad og tilfreds. Han kan endda lide at køre i både bil og barnevogn (i modsætning til Konrad, da han var så lille). Vi har allerede god øjenkontakt med ham og han kigger og kigger rundt på sine omgivelser. Han kan også allerede løfte sit hoved selv, når han ligger på maven hos os. De sagde godt nok på hospitalet, at mange nyfødte kunne det helt i starten, men han bliver bare ved, og vi er selvfølgelig overbeviste om, at han er noget helt særligt ;-)

De allerførste dage herhjemme lavede vi absolut ingenting, udover at Simon jo stod for alt det praktiske. Torsdag havde jeg Alfred med til efterfødselstjek på hospitalet. Hun begyndte at fortælle mig lidt om amning osv., men da hun havde vejet ham før og efter en amning, og jeg ret præcist havde forudset en bøvs, havde hun ikke så meget mere at sige. Han havde ingen "feeding issues". Og så mente hun i øvrigt, at jeg kunne "teach the class". Så vi gør det vist godt. Jeg fik også et kort fra min jordemoder, hvor hun sagde tak for at hun måtte være med til fødslen, og at hun var imponeret over min ro under fødslen. Jeg ved ikke lige, hvad det er for nogle fødsler, hun normalt deltager i, men jeg labber selvfølgelig deres ros i mig alligevel.

Fredag havde vi besøg af vores nabo, som passede drengene, da jeg fødte, og søndag havde vi besøg af Elona og Jim. Begge dele rigtig hyggeligt. I går var vi på vores første rigtige tur ude af huset. Simon, Alfred og jeg fandt en restaurant i nærheden af preschoolen, hvor vi satte os ind, og da klokken blev 12, hentede Simon Konrad i preschool'en, så han også kunne være med til at spise frokost. Det var rigtig hyggeligt, og Alfred sov bare pænt i sin barnevogn ved siden af vores bord det meste af tiden. I dag var vi for første gang ude og gå en tur med barnevognen, for det var første dag uden massiv regn, siden jeg fødte. Jeg gik først lidt rundt alene med barnevognen, og da Simon kom hjem med drengene efter at have hentet Oscar i preschool, mødtes vi alle sammen og gik hen på legepladsen i Grass Lawn Park.

Oscar og Konrad er stadig de perfekte storebrødre. De er begge to interesserede i Alfred, og vil gerne ae og kysse ham, men det virker også som om, de synes det er ret naturligt, at han er her. Der har indtil nu ikke været antydningen af jalousi eller irritation over, at han tager vores tid. Så der er virkelig ikke meget negativt at sige om vores første uge hjemme.






1 kommentar:

  1. Hvor er det bare dejligt at læse, at det går godt. Og sikke dejlige billeder ❤️

    SvarSlet