onsdag den 7. januar 2015

Konrad 3 år

I fredags var det Konrads 3 års fødselsdag. Jeg tror egentlig ikke at det var en dag, han havde glædet sig til på forhånd, for det virkede ikke som om, han helt forstod, hvad det ville sige. Men da dagen først kom, var han vældigt begejstret. Vi startede med at vække ham med sang og flag (dejligt at han lige sov længe den dag), og så spiste vi morgenmad ved det fødselsdagspyntede bord, og han pakkede gaver op. Han blev glad for alle gaverne, men især et værktøjssæt fra os, var et stort hit.

Om formiddagen samlede vi Konrads nye "stor-drenge-seng", som han fik i gave af os. Ved middagstid var jeg til jordemoder. Imens byggede Simon med Lego sammen med drengene, og da jeg kom tilbage fik vi boller, varm kakao og chokoladekage, som Konrad selv havde pyntet. Så var det tid til en lille lur i den nye seng, og til sidst sluttede vi dagen af med at tage ud og spise. Desværre på en temmelig dårlig restaurant, viste det sig, men drengene fik da deres is til dessert, og det er jo det vigtigste på sådan en dag.

Så det blev faktisk alt i alt en rigtig vellykket fødselsdag. Jeg var ellers lidt bekymret i dagene op til, for især tirsdag og onsdag havde jeg det ret skidt. Det gjorde ondt i maven bare jeg lavede det mindste, så jeg tilbragte lige et par dage på ryggen imens Simon knoklede rundt herhjemme og tog sig af det hele. Og onsdag var som bekendt nytårsaften, så den sprang vi lige let og elegant henover. Drengene fik morgenmad til aftensmad og blev puttet til normal tid, og Simon og jeg spiste rugbrødsmadder i sengen imens vi så dronningens nytårstale. Ikke den festligste nytårsaften... Men det var alligevel også underligt at holde nytår herovre. Det var som om, at det RIGTIGE nytår lå lige omkring kl. 15 vores tid (passer sjovt nok med kl. 12 midnat dansk tid). Resten af dagen var sådan en pseudonytårsaften.

Men på Konrads fødselsdag var jeg som sagt til jordemoder. Der var smerterne ved at være væk, og konklusionen blev, at det måtte have været babyens position, der havde gjort det, for hun kunne i hvert fald ikke finde andre grunde. Alt var fint. Så det var lidt en lettelse. Det ligger jo i baghovedet, at hvis jeg føder lige så tidligt som med Konrad, så er det om en uge, og jeg vil bare helst vente lidt.

Ellers har de seneste dage været gode. Vi har knoklet rundt og ordnet hus, babyting og vasketøj, og så fik vi i weekenden lavet lasagner, tærter, pølsehorn, pizzaboller og grovboller. Alt sammen til vores nye kummefryser i garagen, så vi har et lager til efter fødslen. Vi har også været på kæmpeindkøb i Costco, så pantry'et (hedder det spisekammer? viktualierum?) er også blevet fyldt. I det hele taget føler jeg mig nu ret godt forberedt.

I mandags holdt vi fødselsdag for Konrad i preschoolen. Ikke den bedste dag til det, for det var første dag efter ferien og der er startet en masse nye børn i hans klasse. En del af dem var ikke så glade for at være der (for at sige det mildt). Så det var lidt kaotisk. Men lærerne gjorde, hvad de kunne, og Konrad fik sin fødselsdagssang og alle børnene fik frugt og cookies. Fordelen ved alle de nye børn er, at Konrad nu føler sig som en af dem, der er "god til" at gå i preschool, fordi han har gået der længere. Så på trods af de nye børns skrig og skrål, går det faktisk nemmere med at aflevere ham nu end før ferien.



 

2 kommentarer:

  1. Stort tillykke med Konrad!!😃 lyder som om I havde en rigtig hyggelig dag og godt dig og babyen har det godt!😊

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak Marianne. Det VAR en rigtig hyggelig dag :-) Håber I også har det godt allesammen.

      Slet