fredag den 29. august 2014

Ferien i Danmark

Vi havde den dejligste tid i Danmark. Inden vi tog af sted, havde jeg kun lavet tre aftaler, men på en eller anden måde endte vi alligevel med et helt vildt program, hvor alle dagene blev fyldt ud med herlige mennesker og sjove oplevelser. De første 6 dage boede vi hos Mormor og Morfar-Claus i Holstebro og de sidste 6 dage i Århus hos Bedstefar og Bedstemor.

Den første dag var vi på besøg hos Ingrid, Søren og Helena. Det var super hyggeligt som altid, og de havde sørget for rigtig dansk frokost med rugbrød og leverpostej og det hele. Oscar, Konrad og Helena kastede sig ud i leg, som om de aldrig havde lavet andet. Det var skønt at se. Om eftermiddagen skulle Søren og Helena af sted til hver deres, så Ingrid, drengene og mig tog en tur ned i gågaden, hvor jeg fik gjort de første danske indkøb. Om aftenen var vi med Mormor og Morfar-Claus en tur forbi Morfar-Claus' ældste søn for at se deres nye dværgkanin, som i øvrigt var helt utroligt sød. Oscar gik direkte ind og legede med deres 7-årige dreng, og værdigede knap kaninen en blik. Konrad hyggede sig med at fodre den.


Om onsdagen havde jeg Konrad med en tur i Kvickly efter flere danske sager, imens Oscar hjalp Morfar-Claus med at finde og levere nogle orme til en-eller-andens kompostbunke. Om aftenen var vi på besøg hos Mormor-Mona. Morfar kunne desværre ikke være hjemme, men til gengæld var Onkel Thomas der. Også en rigtig hyggelig aften, hvor drengene og Onkel Thomas byggede med Lego, imens damerne snakkede.

Torsdag passede Morfar-Claus Konrad imens jeg tog Oscar med i badeland. Først var han ikke helt sikker på, at han havde lyst, men da vi først kom af sted var det et kæmpe hit. Han fik lov til at plaske rundt i en flydeting med hul i midten, selvom jeg normalt mener, at det er bedst uden alle de flydeting. Men han var så stolt over at han kunne selv. Til sidst tog han endda en svømmetur kun med svømmevinger på. Det var helt fantastisk, når man tænker på, at han i starten af sommeren knap nok turde få våde tæer i det ellers ganske lune vand på stranden.

Om aftenen kom et par af Mormor og Morfar-Claus' venner på besøg. Det er planen, at de skal med herover, når Mormor og Morfar-Claus kommer engang til næste år, så det gav mening lige at hilse på dem.

Fredag havde Mormor fri fra arbejde, så der kørte vi ned og besøgte Oldefar og Oldemor på plejehjemmet. Det var en rigtig hyggelig tur, og Oldefar blev SÅ glad for at se sine oldebørn. Drengene hyggede sig så meget, at de ikke ville med hjem. Men det er også et godt sted at komme med børn, for de har både legehjørne indenfor og geder udenfor, så der er masser at lave for dem.

Om aftenen kom Morfar-Claus' yngste søn forbi med familien, så der var endnu engang legekammerater til rådighed til drengene. Og de kom endda igen til morgenmad dagen efter, inden vi skulle køre mod Århus.

Den første aften i Århus skulle Bedstefar og Bedstemor til fest, så for at jeg ikke skulle sidde alene i deres store hus efter at drengene var puttet, kom Moster Lena og Onkel Nils forbi og underholdt mig. Søndagen blev brugt sammen med Bedstefar og Bedstemor, og jeg fik god tid til at slappe af for mig selv imens de legede med drengene.

Mandag var Bedstemor så sød at tage sig af drengene, imens jeg tog på shoppetur med Moster Lena. Jeg fik købt stort set alt, hvad jeg havde på listen, og der blev endda tid til smørrebrød på en hyggelig lille restaurant og en kop varm kakao på Baresso. Og jeg må indrømme, at det var herligt med sådan en hel dag af sted uden børn.

Tirsdag var det Bedstemors fødselsdag. Om dagen skulle hun forberede en masse til aftenens gæster, så der tog jeg drengene med på Hovedbiblioteket og Aros sammen med Moster Lena og Onkel Nils. Om aftenen kom Onkel Mads, Cecilie og noget mere familie til fødselsdag. Det blev en rigtig god og festlig aften, og det var især dejligt at se Onkel Mads og Cecilie igen.


Onsdag tog drengene, Moster Lena og jeg en tur i Legoland. Vejret var ikke det allerbedste til det, men heldigvis fandt vi på at tørre Konrads gennemblødte bukser under en håndtørrer, og så gik det jo alt sammen alligevel. Vi fik prøvet en masse, og vi havde det vist alle sammen ret sjovt. Oscar blev stukket af en hveps for første gang, men Falck kunne heldigvis hjælpe med noget, han kunne få på øret, hvor han var blevet stukket, og han tog det rigtig pænt.



Den sidste dag i Danmark, torsdag, var vi forbi Cecilie om formiddagen. Hun pakkede tæppe og madkurv, og så drog vi af sted mod en legeplads. Da vi var 10 meter derfra åbnede himlen sig pludselig, og så blev vi ellers alle 4 plaskvåde inden vi nåede i ly under et halvtag. Ikke den bedste start på en picnic, men heldigvis klarede det op, så drengene trods alt kunne lege på legepladsen. Bagefter gik turen tilbage igen, hvor vi mødtes med Bedstemor, og sammen med hende kørte direkte videre til Randers Regnskov. Endnu en god tur, hvor vi fik set en masse spændende dyr, man ellers ikke ser.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar