Flyrejsen, hvor alt gik galt

Vi er langt om længe tilbage fra vores ferie i Danmark. Det har været skønt at være der, men det gemmer jeg lige til næste indlæg. Først må I høre "lidt" om flyrejsen, hvor alt gik galt. Vi fløj af sted fra Seattle søndag kl. 13.23. Eller, faktisk ikke lige til tiden, for allerede der startede det. Vi blev forsinkede allerede inden vi lettede. De første 11 timers flyvning gik fint nok. Det er hårdt at rejse så længe alene med to børn, men jeg synes nu de klarede det hele rigtig fint. Jeg selv var ret udmattet, da vi nærmede os Amsterdam, hvor vi skulle mellemlande. Børnene ville ikke sove på flyet, og jeg opgav at forsøge at få dem til det, da jeg stadig husker tydeligt, hvordan det gik, da vi fløj til USA første gang. Men lige idet vi lander, falder de selvfølgelig begge i søvn, så jeg må slæbe to sovende børn + håndbagage ud af flyet. Heldigvis skulle vi have klapvognen udleveret ved gaten, så jeg i det mindste kunne lægge Konrad i den. Uheldigvis havde Delta mistet klapvognen siden vi tjekkede den ind ved gaten (!), så der røg den plan. Oveni det, var vi kommet så meget for sent, at vi ikke længere kunne nå flyet til Billund, hvilket betød 3 ekstra timer i lufthavnen - lige hvad vi havde brug for.
Der var absolut ingen hjælp at hente fra personalet i lufthavnen - ikke så meget som en bagagevogn med plads til et barn, kunne de fremskaffe. Så jeg endte med at slæbe to halvsovende og storskrigende børn + tung håndbagage igennem lufthavnen. Da jeg fik øje på et skilt, hvor der stod, at der var 24 minutters gang til gaten, tog vi os lige en fælles tudepause på det nærmeste gulv. Da vi endelig nåede gaten var det næsten tid til at boarde, men først var der lige en lang bustur ud til flyet. Endnu engang faldt børnene i søvn, så jeg måtte slæbe to sovende børn op ad den stejle trappe til flyet. Heldigvis var der nogle søde medpassagerer, der tilbød at tage mine tasker. Oscar vågnede først, da vi holdt i bilen hos Mormor og Morfar Claus. Konrad vågnede og skreg lidt mere i flyet på vej til Billund. Da vi skulle ud af flyet fik jeg igen hjælp af nogle søde passagerer, og den ene af dem hjalp mig faktisk hele vejen ud i ankomsthallen. Jeg ved ikke hvad jeg havde gjort uden hende. Hun tog mine kufferter af bagagebåndet og passede på Oscar, der sov på gulvet imens jeg var henne for at finde ud af, hvad der var sket med klapvognen (som vi i øvrigt først så igen om torsdagen efter en masse fnidder og endda mails på hollandsk!). Og hun hjalp med at stabilisere sovende Oscar ovenpå kufferterne på bagagevognen, så han ikke væltede af, imens jeg prøvede at køre den med Konrad på armen.
I ankomsthallen tog Mormor og Morfar Claus over, imens jeg forsøgte at få udleveret vores lejebil (hvilket igen tog en evighed fordi "systemerne drillede"). Ret forfærdelig tur, og jeg troede faktisk ikke det kunne have været ret meget værre.

11 dage senere: Hjem igen. Allerede inden vi tog af sted til lufthavnen begyndte det. Fik en mail om, at flyet fra Amsterdam var 50 minutter forsinket. I Billund kunne jeg ikke tjekke ind, og eftersom det det også tog ham, der skulle hjælpe mig 45 minutter, så gætter jeg på, at han heller ikke kunne få det til at virke. Heldigvis var Mormor og Morfar Claus igen med i lufthavnen, så de kunne tage sig af drengene imens. Da det lykkedes skulle vi igennem security, hvor min taske skulle gennemrodes inden vi kunne komme videre. Men vi nåede det, og flyet kom af sted til tiden. Vi fik endda klapvognen ved gaten i Amsterdam uden alt for meget ballade, så Konrad lige kunne nå en middagslur i lufthavnen inden vi skulle videre. Efter at de var gået i gang med at boarde blev afgangen dog pludselig udsat yderligere 2 timer til 18.30. Så alle ud igen og endnu mere ventetid. Vi var heldigvis ikke nået ind. Da 2. forsøg på boarding senere var i gang, blev flyet i stedet aflyst, så endnu engang skulle alle ud igen. Derefter blev vi sendt hen for at stå i kø til booking af hotel og transport. Bagefter stod vi i kø til busserne, der skulle hente os, og da vi endelig kom ud til bussen, viste det sig, at den første kun havde 6 ledige pladser, og den anden var blevet væk (!). Endelig kom den dog og efter 45 minutters kørsel var vi på hotellet. Kl. var næsten 20, da vi fik vores værelse (dog uden den børneseng, jeg havde bestilt). Aftensmaden var tydeligvis det billigste, de kunne finde i fryseren. Virkelig uappetitligt, men vi havde jo ikke andet valg. Hverken flyselskabet eller hotellet kunne/ville skaffe ekstra bleer, og jeg havde jo ikke jo ikke pakket til overnatning, så panikken lurede (kufferterne havde de beholdt i lufthavnen). Næste morgen (da jeg spurgte for 4. gang), kunne jeg dog pludselig godt få nogen. De havde dem i et skab i receptionen, så jeg ved ikke lige hvad problemet var.
Vi blev kørt med bus tilbage til lufthavnen, hvor vi skulle tjekke ind forfra. Det tog lige så lang tid som første gang (igen "drillede systemerne"), så vi nåede kun lige med nød og næppe hen til flyet inden boarding. Heldigvis lettede det da denne gang. Vi blev en time forsinkede, men i det mindste nåede vi hjem. Det var igen 11 meget lange timer. Vi klarede det ikke uden skrigeri denne gang, men jeg tror ikke, det gik så galt, at de andre passagerer følte sig synderligt generede af det. Vi fik endda vores klapvogn udleveret ved gaten. Prisen for det var godt nok at samtlige børnefamilier endte helt bagerst i den uendeligt lange kø ved immigration... Drengene var igen faldet i søvn idet vi skulle til at lande, så Konrad sov i klapvognen, og Oscar sov på gulvet/op ad stolper/hvor som helst, imens vi stod i kø. Den sidste rest af energi brugte han på at løbe sin far i møde i lufthavnen og give ham verdens største knus. Konrad fik først sagt hej, da han vågnede kl. 4 her til morgen, godt 14 timer efter at vi landede :-)

Alt i alt vil jeg sige at selve flyvningerne gik fint - drengene klarede det hele så flot, selvom det var urimeligt hårdt for dem. Men alt omkring - bestilling, check-in, lufthavnspersonale, information, de kilometerlange køer, bustransport, hotelophold, bagagehåndtering osv. har været en fuldstændig forfærdelig oplevelse, og det er helt sikkert at jeg aldrig frivilligt flyver med Delta eller KLM igen, og slet ikke med børn.