fredag den 16. maj 2014

Hus og sommervejr

Siden sidst er det igen blevet rigtigt sommervejr - sådan noget vejr, hvor man tilbringer hele dagen i shorts og t-shirts, og ikke engang behøver at tage en trøje med. Så vi har tilbragt en masse tid ude. Vi har været på stranden, på legepladser, på picnic i en park, og Konrad har soppet i et springvand i Redmond Town Center, hvor jeg havde slæbt ham med hen for at lede efter en picnictaske. Vi har også haft tid til en cooking class, som gik rigtig fint. Konrad lavede maden næsten helt selv, og han sørgede også for at spise det :-)

I går fik vi nøglerne til vores nye hus. Jeg ved jeg burde være super lykkelig nu, men hvis jeg skal være helt ærlig, så blev jeg faktisk lidt skuffet, da jeg så huset uden møbler for første gang. Det er virkelig slidt og nusset. Ejeren af huset er ikke helt færdig med at gøre det klar, så der kommer nogen og renser tag og tagrender og den slags, og der skulle også komme en og gøre rent. Men der er nu en hel del, der ikke vil kunne klares med rengøring. Tæpperne lugter af kattepis (den tidligere lejer havde katte), væggene trænger til maling, gulvtæppet i kælderen trænger til at blive skiftet, det ene WC virker ikke, komfuret er ved at falde fra hinanden, og det samme er nogen af køkkenlågerne.

Så nu skal vi have snakket med ejeren af huset, og så håber jeg, at han vil tage sig af det meste. Vi skal også have fat i en maler, så vi forhåbentlig kan nå at få malet i hvert fald nogle af rummene inden alle vores ting kommer. Derudover skal vi have gang i noget el, vand, gas, renovation og internet, og så skal vi igen have meldt adresseændring rundt omkring. Så lige pludselig blev sommerhygge skiftet ud med stress over alt det, vi skal nå inden for den næste uge eller to (eller mere - vi ved stadig ikke hvornår, vi får vores ting).

Derudover foregår der ting og sager med huset i Danmark, men det vender jeg lige tilbage til, når vi engang ved noget med sikkerhed. Men alt i alt, så har vi rigeligt at se til lige nu. I morgen regner vi med at tage ud og få købt nogle ting ind, så vi kan komme i gang med at gøre huset klar til indflytning. Vi har jo hverken en spand eller en kost lige nu. På søndag må vi så tage gummihandskerne på, og se hvad vi kan få ud af det slidte hus. Heldigvis er beliggenheden uden tvivl god, og jeg har stadig et godt indtryk af ejeren af huset, så mon ikke det hele nok skal ende godt.



 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar