Besøg af Mormor

Det er allerede over en uge siden, min mor tog af sted, så det er vist på tide med et indlæg om hendes besøg. Og det var et rigtig dejligt besøg. Vi lavede en masse, men havde også en del tid til bare at slappe af herhjemme, bl.a. med utallige spil Yatsy om aftenen, når børnene var puttet. I løbet af de to uger, hun var her, blev det til en masse shopping, en dag i Seattle, hvor vi bl.a. så skibene blive hævet og sænket ved Ballard Locks (en sluse), en dag med hele familien på hiking på Mt. Rainier, en tur i et plantecenter (og efterfølgende havearbejde), en tur på Quilting Museum ved LaConner, og nogle andre småture hist og her. Dejlige dage, og endda med rigtig godt vejr meget af tiden.

Og så fik Mormor selvfølgelig en hel masse kvalitetstid med børnene, og jeg fik en masse fritid. Den blev bl.a. brugt på at være til Mother's Day party i Oscars klasse, at tage med Oscar og Konrad på field trip til en bondegård med preschoolen, at besøge et par nyfødte babyer i vennekredsen, og til en date night for Simon og mig. Det var så skønt, men også lidt trist nu, for efter de seneste par besøg er vi blevet endnu mere klar over, hvad vi går glip af ved at bo så langt væk. Det er både hjælpen og den frihed, det giver os, og så er det selvfølgelig børnenes (og vores) forhold til bedsteforældre og alle andre. Selvom vi er så heldige at få en masse besøg, er det jo ikke helt det samme som at ses regelmæssigt.

Og så ikke mere snak om følelser. Nu til billederne:

Besøg af Mormor-Mona og huskiggeri

Nu er det igen ved at være længe siden, jeg har skrevet her på bloggen. Først var det fordi, vi var helt opslugte af at kigge på hus, så havde vi besøg af Mormor Mona, og her den seneste uge har Alfred og jeg været lidt nede med forkølelse, samtidig med at vi har forsøgt at gøre klar til næste besøg (min mor), som starter i aften.

Vi havde 10 rigtig gode dage med Mona. Jeg havde "lovet" hende 25-30 grader, og det fik hun faktisk i den sidste halvdel af ferien, så vi var blandt andet en tur på stranden. Alfred var vild med vandet og kravlede frisk derudaf, indtil han fik vand i munden. Og selv efter det, ville han ikke med op igen. Det var ellers ikke fordi, det var særligt varmt endnu - vandet altså - så nu har jeg meldt ham til babysvømning igen, imens vi venter på, at vandet udenfor bliver varmt nok til, at jeg også har lyst til at bade.

Udover turen til stranden var vi oppe og se tulipanerne ved Mt. Vernon. Vi nåede det lige inden de høstede de sidste og lukkede tulipanhaverne for sæsonen, men det var virkelig flot. Vi var også en tur i zoo med Alfred, og fik selvfølgelig også shoppet lidt. Et par dage efter Monas ankomst var det hendes fødselsdag, så det fik vi også fejret lidt med flag og fødselsdagssang, boller til morgenmad, pedicure (bare Mona og mig), brunsviger til eftermiddag og en tur ud at spise om aftenen. Men ellers brugte vi bare rigtig meget tid på at være hjemme og hygge. Vi fik spillet en masse Ticket to Ride og gjort haven klar til sommer. Og så passede Mona Alfred nogle gange imens jeg var henne og træne. Den første gang var jeg af sted i halvanden time, og da jeg kom hjem, havde hun lært Alfred at gå! Så det kan han nu. Han vralter glad rundt over alt og trækker ting efter sig.

Og som sagt har vi også været i gang med at kigge på hus. Mona nåede endda med ud af se på et, inden vi ombestemte os. Vi havde egentlig først valgt, at vi ikke ville købe (har jeg vist også skrevet om før), men det nagede os alligevel lidt. Både fordi vi som lejere har usikkerheden med, hvor længe vi kan blive (og til hvilken pris), og fordi vi savner at kunne gøre, hvad vi har lyst til med hus og have uden at skulle tænke på, om det nu kan betale sig, fordi vi måske snart skal flytte ud.

Vi fik undersøgt, hvad vi kunne låne og lavet alt papirarbejdet omkring det, og så underskrev vi en aftale med en ejendomsmægler. Heldigvis betaler man først for det hele, hvis man køber. For vi kiggede i ca. 3 uger på alt, hvad der kom af huse indenfor vores budget, og det blev mere og mere klart for os, at vi simpelthen ikke kan få det, vi drømmer om, med det budget vi har til rådighed. Vi ville enten skulle flytte langt ud eller købe et hus, der mere eller mindre ville kræve en total ombygning for at passe til os.

Så vi droppede det hele igen og har i stedet aftalt med vores udlejer, at vi laver en to-årig forlængelse af vores lejekontrakt til juni, når den skal fornyes. Så må vi spare op de næste par år, og se hvor det bringer os hen. Og fordi vi nu ved, at vi skal blive her i to år, har vi besluttet at lave nogle af de ændringer ved huset, som vi før har tænkt ikke kunne betale sig, fx at male en meget mørkerød væg i en mere neutral farve, og måske endda plante et æbletræ eller en hindbærbusk, hvis vi kan finde et sted til det. Jeg har også været i gang med at fikse nogle småting, der har irriteret os, fx dryppende haner, knirkende døre osv. Når vi får gjort det hele, er jeg sikker på, at vi nok skal blive glade for at bo her i to år mere. Uanset hvor tillokkende det er at købe, så var det bare ikke rigtigt for os lige nu.

Simon 34 år

Med travlheden den seneste tid, er behovet for lidt hjælp i hverdagen også vokset. For nogle måneder siden, nævnte min personlige træner, at hun også passer børn. Det var jeg glad for at høre, men jeg var ikke helt klar til at overlade Alfred til andre endnu. Men for et par uger siden kom hun forbi en formiddag og legede med børnene, for at lære dem at kende, og i fredags, på Simons fødselsdag, passede hun dem for første gang. Vi har ikke haft en barnepige siden vi boede i Alsønderup, så det var virkelig stort. Og det gik rigtig godt - de sov alle tre hele aftenen, så hun havde det nemt. 

Simon og jeg startede med at tage ud og spise dessert (vi havde spist aftensmad med børnene inden). Så gik vi en tur, og til sidst havde vi booket noget, der hedder Conundroom Real Escape Room Quest. Det gik ud på, at vi blev lukket inde i et rum i 60 minutter, og så skulle vi løse en masse opgaver og finde nogle hemmelige ting, for at nå ud til tiden. Vi nåede det lige præcis ikke, men vi var også kun os to (man kan være op til 7 på et team). Men det var sjovt alligevel og meget anderledes end, hvad vi ellers har prøvet. Og med den succes, har jeg nu lavet en meget lang liste over ting, vi skal prøve på fremtidige date nights. Jeg glæder mig allerede. Vi skal blandt andet spise på en restaurant, hvor de kaster med knive og leger med ild, vi skal spille brætspil og spise snacks et sted i Bellevue, vi skal i biografen og have serveret mad i vores sæder imens vi ser film, og vi skal lære at male et maleri (og drikke vin imens). Og en hel masse mere med tiden. Åh, frihed.

Den uendelige to do-liste

Oveni den normale hverdagstravlhed har februar måned (og denne måned med) været præget af tusindvis af praktiske ting, der skulle ordnes. Det er tid til at indberette skat. Det er første gang, vi selv skal gøre det, for sidste år var det med i vores relocation package, at en revisor stod for det. Så vi har været ude og købe for 90 dollars software, der guider én igennem det - hvis man vel at mærke har alle de papirer, der skal bruges til at udfylde felterne. Vi er ikke nået helt igennem endnu, men vi er der snart, og det tyder heldigvis på, at vi ikke får et stort skattesmæk i år. 

Derudover er vores Green Card ansøgning nu så langt, at der er en masse, vi selv skal gøre for at komme videre (indtil nu har Microsofts advokater taget sig af det hele). Så vi har fået taget billeder, udfyldt formularer, været til lægen, blevet vaccineret, og nu mangler vi "kun" at få oversat og uploadet en hel masse forskellige dokumenter. Når det er klaret skal min arbejdstilladelse fornys, og så er der alt det løse, med biler på værksted, pas til Alfred, booke rejse til Danmark til efteråret, alle mand til tandlæge, børneundersøgelser hos lægen, forlænge lejekontrakt for huset, skrive op til skole og summer camps osv. 

Nogle dage føles det som om to do-listen er uendelig, og selvom jeg helst ikke vil pive over vores situation, så må jeg indrømme, at jeg har haft nogle virkelig hårde uger, og at det ikke er hver dag, det har været lige sjovt. Men det er nok bare fordi det hele lige kommer på én gang på den her tid af året. Og så ér det bare stadig svært, fordi meget af det stadig er fremmed for os. Fx. missede vi igen en deadline i forbindelse med Oscars skolestart, fordi vi bare ikke kender systemet, og derfor ikke ved, at man altså planlægger næste skoleår i december året før skolen starter i september. Heldigvis var det ikke kritisk, men det indsnævrede vores valgmuligheder. De har nemlig en række choise schools med forskellige profiler her i skoledistriktet. De fungerer som et alternativ til de traditionelle skoler, men de hører stadig ind under det almindelige skolesystem. Det hørte vi om for nyligt, og det lød meget spændende, men da vi ville ind og undersøge det nærmere, fandt vi ud af, at vi allerede var flere uger for sent på den. Så vi prøver at huske det inden jul i år, og så må vi se om vi kan få dem ind til næste år, hvis vi finder ud af, at vi gerne vil.

Vi var også kortvarigt ved at overveje, om vi skulle købe et hus her. Alle snakker om, at priserne bare stiger, og vi er trætte af, at vi hvert år skal gå og vente på at få at vide, om vi kan blive boende et år mere her i huset (og hvad det vil koste). Desuden er det billigere pr. måned at eje end at leje, fordi lejepriserne er så høje. Men den ide er godt og grundigt lukket nu. Markedet er helt hysterisk. For det første skal man helst kunne lægge det fulde beløb kontant (det gør alle de kinesiske investorer, der "køber" sig til et Green Card ved at investere et vist beløb i USA), og som minimum skal man have 20% kontant. For det andet skal man være villig til at lukke en handel indenfor et par dage efter at huset er kommet på markedet. Jeg snakkede med én, der lige har købt. Hun fortalte, at de på få måneder havde budt på 20 huse, som de ikke havde fået, fordi de hver gang var blevet overbudt. Mange huse sælger nemlig til 10-20% over udbudsprisen. Og sidst men ikke mindst, så skal man give op imod en million dollars for et hus, der i størrelse og beliggenhed svarer til det, vi bor i. Og så var den beslutning ligesom taget for os... Men det er nok også bedst at lade være, når vi ikke ved, hvor længe vi skal blive. Det er bare ved at være træls, at alting er så midlertidigt. Jeg trænger til at kunne slå mig rigtigt ned et sted, og lige nu er jeg nærmest ligeglad med, om det er her eller i Danmark. Jeg savner at kunne sætte mit eget præg på vores hus, og jeg ville virkelig gerne have en have, jeg kunne gå og lave lidt om i.

Hverdag og fritidsaktiviteter

Ugerne flyver af sted for tiden, med alle mulige aftaler og opgaver hele tiden. Noget af det er bare hårdt arbejde, men der er også masser af gode ting. Jeg har på det seneste mødtes med min mom's group hver torsdag aften til forskellige aktiviteter, fx bogklub, spilleaften og restaurant-besøg. Sidst var det malebogsaften og i morgen står den på manicure og pedicure. Jeg mødes også stadig med min islandske veninde et par gange om måneden. Hun har en babypige på Alfreds alder, som hun plejer at have med. Så ser han også en jævnaldrende engang imellem. Jeg er også begyndt at tage ham med til park playdates om onsdagen i min mom's group, ligesom jeg gjorde med Konrad, inden han startede i preschool. Han er vild med at gynge og kan efterhånden også lege i sandkassen, hvis der er sådan én. Og så har jeg stadig min træning 2-3 morgener om ugen (tirdag og torsdag med personlig træner). I sidste uge var Alfred og jeg også til fødselsdag hos et af de andre danske børn, der bor her i området. Vi mødes ikke så tit med den danske legegruppe, men når vi gør, er det altid hyggeligt. Så jeg synes, jeg har mange aftaler på en uge, men det er gode ting, som er med til at gøre det sjovt at være her.

Udover det er Oscar og Konrad begyndt at gå til svømning sammen om mandagen efter preschool. Det går godt, og imens de svømmer, har jeg Alfred med i vandet i en anden pool. Men der er lidt arbejde i at få alle tre unger klædt om og vasket før og efter undervisningen. Det er ikke ligefrem afslappende. I det mindste er svømning det eneste, de går til her i foråret. Jeg vil nemlig gerne, at der også er tid til legeaftaler, ture på legepladsen og hjemmedage. Oscar har jævnligt legeaftaler med sin bedste ven fra preschoolen, Nikhil. Konrad har endnu ikke legeaftaler, men han vil virkelig gerne, så når jeg skal med ham til børnefødselsdag på lørdag, må jeg se, om jeg kan få arrangeret noget.

Alfred 1 år

Jeg er langt bagud med mine skriverier her på bloggen. Vi har nemlig ret travlt for tiden, med alt muligt forskelligt. Det kommer der en række blogindlæg om meget snart. Men for lidt over en måned siden fyldte Alfred jo et år. Vi gjorde ikke så meget ud af dagen - fejrede det bare stille og roligt herhjemme med gaver til morgenmaden og saml-selv-minilagkager, da Oscar, Konrad og Simon kom hjem om eftermiddagen. 

Han er virkelig ved at blive stor, den lille Alfie. Han går stadig ikke, i hvert fald ikke uden hjælp, men det betyder ikke, at han sidder stille. Han går langs ting, kravler på trapper og klatrer i alt hvad han kan komme til. Han er også begyndt at snakke mere. Han gentager mange ord efter os og er også begyndt at kunne udtrykke, hvad han gerne vil, når han fx gerne vil have mad eller vand. Han siger endda pænt tak, når vi giver ham det, han bad om. Og hvis vi misforstår ham, er vi heller ikke i tvivl...

Han sover rigtig godt om natten - bedre end  Oscar og Konrad gør. Til gengæld sover han som regel kun mellem 30 og 60 minutter om dagen. Det er ikke nok, hverken for ham eller mig, men problemet er, at han ofte er klar til en kort lur mere lige på det tidspunkt, hvor vi skal hente de to store, og det duer jo ikke rigtigt. Jeg håber at han snart begynder at tage sig en lidt længere lur midt på dagen i stedet.

Men søvn eller ej, så er han stadig det sødeste lille væsen.

Weekendtur til Whidbey Island

I fredags besluttede vi helt impulsivt at tage på weekend-tur til Whidbey Island. Vi har forlænget weekend, fordi i dag er Presidents Day, og vi havde lyst til at komme lidt ud af huset. Så vi bookede to overnatninger i en ferielejlighed i Oak Harbor på Whidbey Island. Det er en ø, der ligger ud for kysten nord for Seattle.

Så vi pakkede tøj og en masse babyudstyr ned (der er ikke noget der hedder pakke let for os længere), og så kørte vi hen og hentede drengene i preschool. Hele fredag eftermiddag og aften brugte vi på at køre derop. Det burde kun have taget et par timer, men der var ventetid ved færgen, så det blev en lang tur. Men børnene faldt i søvn i bilen på det sidste stykke, så det var bare at bære dem ind i seng, da vi kom frem.

Lørdag kørte vi nordpå på øen til Deception Pass State Park, der er kendt for Deception Pass Bridge, som er en kæmpe stålkonstruktion fra 1930'erne, der forbinder Whidbey Island med Fidalgo Island mod nord. State Parks er som regel skov, men denne lå ud til kysten, så der var også en masse strand. Der var helt vildt flot, og vi havde det næsten for os selv til at starte med. Vi parkerede i den ene ende, og så gik vi (med Alfred i rygsækken) ud til broen og tilbage igen. Det blev til omkring 6 kilometer. Jeg er ret imponeret over at Oscars og Konrads små ben kunne klare det, men de var så gode. Da vi var tilbage ved parkeringspladsen fik de lov at lege lidt i sandet, og så kørte vi videre til Anacortes på Fidalgo Island, hvor vi fandt et sted at spise frokost. Eftermiddagen brugte vi på at køre til den sydlige ende af Whidbey Island og se os omkring. Det var desværre helt gråt i vejret, så den udsigt, der skulle have været så flot, var ikke så imponerende. Vi burde nok tage tilbage til sommer.

Søndag morgen tog vi af sted fra lejligheden og kørte igen nordpå. Denne gang ad Chuckanut Drive til Bellingham. Chuckanut Drive er en rute langs kysten med fantastisk flot udsigt ud over vandet og de andre øer. Igen var vejret ikke helt med os, men man kunne godt fornemme det. På vejen op holdt vi ind i en anden State Park (Larrabee State Park), hvor vi tog på endnu en vandretur. Denne gang med regntøj og gummistøvler. Oscar og Konrad havde en fest med at hoppe i vandpytterne, og de havde mudder helt op i håret, da vi kom tilbage til bilen. Det blev igen til ca. 6 kilometer, men denne gang var en del af turen nærmest bjergbestigning. Vi ville være gået op til et udsigtspunkt på toppen, men der var så langt og stejlt, at vi besluttede os for at vende om på vejen inden vi nåede op. Men det var en virkelig god tur.

Efter frokost i bilen, kørte vi til centrum af Bellingham. Her var vi inde og spise is på en 50'er-inspireret isbar med de mærkeligste slags is. Vi ville også have været på et museum om elektricitet, men da vi kom for at købe billetter kunne vi godt se på manden ved skranken, at han ikke var vild med tanken om at drengene skulle med derind. Han gjorde meget ud af at fortælle (meeeeget langsomt) at man jo ikke måtte røre ved noget. Så vi fandt et andet museum, som havde en fantastisk børneafdeling, hvor de både kunne lege og "lave kunst". Og efter det gik turen hjemad igen.