Alfreds fødsel og første døgn

I går kom Alfred endelig ud til os. I tirsdags var jeg som tidligere nævnt til scanning, hvor han blev vurderet til en vægt på næsten 4200 g. Torsdag var jeg til glucosebelastning for at få afklaret, om hans størrelse var fordi jeg havde graviditetsbetinget sukkersyge eller om han bare havde den størrelse, han nu skulle have. Jeg fejlede heldigvis ikke noget, og så var deres holdning at han ikke var større end hvad han bare skulle være, og at jeg godt ville kunne føde naturligt. Men fordi han var så stor, ville de gerne sætte fødslen i gang når jeg var 39 uger henne, så jeg fik en tid til igangsættelse lørdag morgen kl. 7.15.

Vi fik det hele arrangeret aftenen inden med babysitteren (vores nabo, Linda), fik sat børnene ind i det hele, og så gik vi ellers i seng i den tro, at vi skulle op og være forældre igen næste dag. Sådan gik det bare ikke. Jeg skulle ringe ind, når vi stod op, og sige, at vi kom, og da jeg gjorde det, fik jeg at vide, at de ikke havde tid alligevel (de havde alt for mange andre fødsler). De ville måske ringe ved 11-tiden, og måske ville de have tid til at tage mig ind om eftermiddagen, men de kunne jo ikke love noget. Det kunne jeg slet ikke have. Det var svært nok at sætte sig op til det hele fredag aften, men tanken om at skulle gå en hel dag og vente på at blive ringet op, for måske, måske ikke at få at vide, at nu skulle jeg føde, det var bare alt for meget. Så jeg endte med helt at aflyse igangsættelsen, og så i stedet aftale, at vi skulle lægge en ny plan ved mit næste jordemoderbesøg. Jeg var så utroligt skuffet, og virkelig træt af, at jeg ikke var blevet advaret om, at det kunne ske.

Mandag fik jeg flyttet min næste jordemodertid frem til samme eftermiddag kl. 14. Da jeg mødte op beklagede min jordemoder meget, hvad der var sket om lørdagen, og sagde: "I have a new plan! How do you feel about having a baby tonight?". Det ville jeg meget gerne, så jeg blev sendt over på fødegangen, hvor jeg fik en stue og de "kørte en strimmel" for at tjekke babys hjertelyd og min ve-aktivitet. Imens hentede Simon Oscar i preschool, og Linda, vores nabo, kom og tog sig af børnene. Heldigvis var hun helt klar trods den meget korte varsel.

Da Simon kom frem til hospitalet, tog de vandet (kl. 15.15), og så ventede vi ellers på veer. De startede langsomt efter 20-30 minutter, og så blev de ellers hurtigt stærkere og stærkere. Det gik fint langt henad vejen, og jeg fik ingen smertestillende, men hen mod slutningen blev det hårdt. Veerne begyndte at blande sig med presstrang, men det ville min jordemoder ikke rigtig høre på. Hun blev ved med at sige, at jeg bare skulle koncentrere mig om min vejrtrækning. Det var dog kun lige indtil jeg råbte, at nu kommer han. Så skal jeg ellers love for at de fik travlt. Det gik stærkt og var lidt kaotisk. Jeg var ikke i tvivl om, at han var større end de to andre, men han var nu alligevel ude på tre presseveer. Hans skuldre sad lige kortvarigt fast på vejen ud, men det klarede jordemoderen, så det blev ikke noget problem. Jeg fik ham ikke direkte op, fordi der gik nogle sekunder før han rigtigt skreg, og fordi han var ret blå pga. den hurtige fødsel. Men der gik højst et minut eller to, før jeg fik ham over, og der havde han det fint. Det var fantastisk! Han blev født kl. 18.59, så fra de tog vandet til han blev født, gik der kun 3 timer og 44 minutter. Og han var ganske rigtigt en meget stor baby: 4618 g. og 57 cm. I modsætning til mine fødsler i Danmark, så var der personale på stuen hele vejen igennem. En sygeplejerske og en jordemoderstuderende var der hele tiden, og min jordemoder var der også det meste af tiden.

Efter fødslen var jeg fortsat mandsopdækket i en time eller to, og da de igen og igen havde forsikret sig om, at både Alfred og jeg havde det godt (blodtryk, temperatur osv.), fik vi lov at være alene. Simon var sammen med os indtil engang efter 22, hvor han var nødt til at køre hjem, så Linda kunne få lov at komme hjem i seng. Det var gået godt med pasningen derhjemme, og hun har endda skrevet en rapport over hvad de lavede og spiste osv. samt tak for at hun måtte få lov at passe dem. Super dejligt.

I løbet af natten på hospitalet blev Alfred og jeg fortsat tjekket for alt mellem himmel og jord. Han skulle have målt blodsukker 4 gange pga. hans størrelse, og det skulle være inden amning og minimum 2 timer efter sidste amning. Det passede ret dårligt med hans ønsker om mad, så det blev en lidt hård nat. Vi faldt først i søvn begge to kl. 2.30, og så kom de selvfølgelig rendende med alle deres måleinstrumenter igen kl. 5. Efter min mening havde natsygeplejerskerne lige rigeligt med meninger om, hvordan tingene skulle gøres, men vi kom da igennem natten.

I morges kom Simon tilbage efter at have afleveret Oscar og Konrad i preschool. Så der fik jeg lige en chance for at hvile lidt. Kl. 12 hentede han storebrødrene i preschool og tog dem med op til os. Deres reaktion var fantastisk. Deres øjne strålede, og de var så glade og stolte, da de fik lov at sidde med Alfred. Han blev kysset og krammet på, og jeg tror egentlig bare, at han hyggede sig med det. I løbet af dagen skulle han igennem et væld af prøver og undersøgelser. Bl.a. hørescreening, hjertescreening og hælprøve. Og der kom også en spædbarnsfotograf og tog billeder, som vi så kan vælge at købe senere. Han bestod alle sine prøver uden problemer (inkl. blodsukkeret), og det gjorde jeg også, så vi fik lov at tage hjem her til aften. Og her er vi så nu. Det er skønt at være hjemme igen. Lige inden de kørte op for at hente os, kom en anden nabo forbi med aftensmad til os. Det er så rørende, at de hjælper os så meget. Jeg forstår mere og mere, hvorfor dem, der boede i vores hus før, sagde, at man ikke finder bedre naboer nogen steder. Men det er nu ikke kun naboerne. Den gruppe, jeg har været medlem af siden vi flyttede hertil, og hvor jeg har været til legeaftaler mm. med Konrad, gør også den slags. Så indtil videre er der 6 dage henover de næste to uger, hvor andre medlemmer af gruppen har meldt sig på at komme med aftensmad til os. Det er en kæmpe stor hjælp, og jeg er meget glad for, at de har lyst til at hjælpe.

Stadig ingen baby

Jeg har nu været gravid i længere tid end jeg tidligere har prøvet (38 uger og 4 dage), og jeg er ved at være temmelig utålmodig. Vi vil bare så gerne have ham ud. Og det hjælper heller ikke på det, at jeg i dag har været til scanning og at de skønner hans vægt til næsten 4200 g. Så nu skal jeg til test for graviditetsbetinget sukkersyge, og de taler om overvågning, medicin, igangsættelse, kejsersnit, skuldre der brækker, iltmangel, hjerneskade og det, der er værre. Nogle vil måske se det som betryggende, at de er så risikobevidste, men jeg synes det er hysterisk. 4200 g. er da stort, men jeg synes de hidser sig op på en måde, jeg ikke kan forestille mig, at de ville gøre i Danmark. Jeg har jo født uden problemer før, og der er da så mange kvinder før mig, der har født endnu større børn. Men samtidig er det svært ikke at blive bekymret, når de på den måde maler fanden på væggen. Der MÅ jo virkelig ikke ske ham noget. Så jeg gør pænt som de siger, imens jeg knurrer lidt for mig selv og bare håber på, at han snart dukker op så vi kan få det pjat overstået. Han må bare godt lige vente til jeg bliver færdig med at vaske næste størrelse tøj. Det virkede pludselig vigtigt.

Og så kan jeg ellers meddele, at vi absolut ingen sne har her. Så det I sikkert hører om snestorm osv., det foregår kun på den anden kyst. Vi har tværtimod rigtig lunt og forårsagtigt vejr. I weekenden var vi endda i haven. Altså ikke for at plante, for der kommer jo nok frost igen, men vi fik ryddet op, fejet, fjernet grene fra efterårsstormene osv. Det var skønt at få gjort, og det er en fornøjelse at se derud nu. Jeg håber sådan at Alfred bliver en nem baby, for så har jeg store planer om en krukke-køkkenhave her til sommer. Jeg har allerede købt et par krukker og nogle poser med frø. Så optimistisk er jeg nemlig. Og jeg ved også, hvor hængekøjen skal hænge, når Alfred og jeg skal sove synkronlur i haven - ham i sin slyngevugge og mig i min hængekøje. Så en hængekøje bliver det næste, jeg skal have skaffet.

Ellers er der ikke så meget at fortælle. Der sker intet spændende for tiden. Vi er mest bare herhjemme og venter. Resten af verden er ved at gå amok over, at Seattles Seahawks igen er kommet i Superbowl-finalen. De skal vist spille mod New England Patriots. Personlig er jeg ret ligeglad, bortset fra, at det betyder, at jeg helst ikke må føde på søndag, for der bliver det nok nærmest umuligt at finde børnepasning til de kommende storebrødre. Vi har jo en aftale med vores nabo om at de passer dem, men det vil jeg ikke engang overveje, hvis det falder sammen med kampen, for hvis nogen går op i sport, så er det dem.

Næsten klar til Alfreds ankomst

Jeg er i dag 36 uger og 2 dage henne i graviditeten, og vi har netop brugt endnu en weekend på at gøre klar til lillebrors ankomst. Så nu er den udvidede to do-liste snart klaret - i ved den med "gøre køleskabet rent", "rydde op i garagen" osv. Det er en skøn fornemmelse. Der er bare nogle småting tilbage på listen, og så er det ellers tid til den næste liste, som er den med alt det, jeg bare gerne vil nå, hvis der er tid - vaske de større størrelser af babytøjet på forhånd, lave mere mad til fryseren osv. Og ja, jeg er glad for lister. De gør, at jeg ikke behøver at have det hele inde i hovedet, og det gør altså det hele meget nemmere.

Nå, men jeg har jo også fået taget en masse billeder af det nye babyværelse. Som I kan se på døren, skal lillebror hedde Alfred. Det tog noget tid at komme frem til det, men nu føles det helt rigtigt. De fleste af tingene på værelset er enten fra Oscars eller Konrads babytid, og resten er stort set hjemmelavet. Jeg har selv været i gang med at lave uro til puslebordet, sætte papir i rammer, lave luftballoner, sy bolde, sy pude, strikke tæppe og sy sengetøj. Jeg gjorde noget lignende, da Oscar blev født, men fordi Oscar var så lille, da Konrad kom til verden, havde jeg desværre ikke ret meget tid til den slags, da jeg var gravid med Konrad. Så jeg er super glad for, at jeg har fået endnu en chance for at indrette et lille babyværelse med en masse hjemmelavede ting. Det har været så hyggeligt.

Derudover er der sat autostole i bilerne, og vuggen, kravlegården og barnevognen er samlet. Nu hvor det hele står klar til ham, glæder jeg mig endnu mere. Oscar og Konrad glæder sig også rigtig meget. I tirsdags var vi alle fire på rundvisning på fødegangen, og da vi skulle hjem, var Konrad helt ulykkelig, for vi skulle jo have babyen med hjem (vi har talt med ham om, at jeg skal hen på hospitalet og føde). Det hjalp dog lidt da vi fortalte, at han skam kom med hjem, bare stadig inde i maven. Jeg tror de to bliver verdens bedste storebrødre.

Desværre har vores plan A for pasning af drengene under fødslen (vores nabo) netop ringet og sagt, at hun er blevet syg med høj feber. Det kunne jeg da godt lige have undværet. Men heldigvis er der andre, der har tilbudt at hjælpe, hvis de er hjemme, når det sker, så vi finder nok ud af noget. Og hun kan jo også nå at blive rask inden. I værste fald har jordemoderen sagt, at vi bare kan tage dem med, og så finder vi ud af noget derfra, så det går jo nok. Det er alligevel en af de der ting, man bare ikke kan planlægge sig helt ud af (hvor meget det end irriterer mig).

Konrad 3 år

I fredags var det Konrads 3 års fødselsdag. Jeg tror egentlig ikke at det var en dag, han havde glædet sig til på forhånd, for det virkede ikke som om, han helt forstod, hvad det ville sige. Men da dagen først kom, var han vældigt begejstret. Vi startede med at vække ham med sang og flag (dejligt at han lige sov længe den dag), og så spiste vi morgenmad ved det fødselsdagspyntede bord, og han pakkede gaver op. Han blev glad for alle gaverne, men især et værktøjssæt fra os, var et stort hit.

Om formiddagen samlede vi Konrads nye "stor-drenge-seng", som han fik i gave af os. Ved middagstid var jeg til jordemoder. Imens byggede Simon med Lego sammen med drengene, og da jeg kom tilbage fik vi boller, varm kakao og chokoladekage, som Konrad selv havde pyntet. Så var det tid til en lille lur i den nye seng, og til sidst sluttede vi dagen af med at tage ud og spise. Desværre på en temmelig dårlig restaurant, viste det sig, men drengene fik da deres is til dessert, og det er jo det vigtigste på sådan en dag.

Så det blev faktisk alt i alt en rigtig vellykket fødselsdag. Jeg var ellers lidt bekymret i dagene op til, for især tirsdag og onsdag havde jeg det ret skidt. Det gjorde ondt i maven bare jeg lavede det mindste, så jeg tilbragte lige et par dage på ryggen imens Simon knoklede rundt herhjemme og tog sig af det hele. Og onsdag var som bekendt nytårsaften, så den sprang vi lige let og elegant henover. Drengene fik morgenmad til aftensmad og blev puttet til normal tid, og Simon og jeg spiste rugbrødsmadder i sengen imens vi så dronningens nytårstale. Ikke den festligste nytårsaften... Men det var alligevel også underligt at holde nytår herovre. Det var som om, at det RIGTIGE nytår lå lige omkring kl. 15 vores tid (passer sjovt nok med kl. 12 midnat dansk tid). Resten af dagen var sådan en pseudonytårsaften.

Men på Konrads fødselsdag var jeg som sagt til jordemoder. Der var smerterne ved at være væk, og konklusionen blev, at det måtte have været babyens position, der havde gjort det, for hun kunne i hvert fald ikke finde andre grunde. Alt var fint. Så det var lidt en lettelse. Det ligger jo i baghovedet, at hvis jeg føder lige så tidligt som med Konrad, så er det om en uge, og jeg vil bare helst vente lidt.

Ellers har de seneste dage været gode. Vi har knoklet rundt og ordnet hus, babyting og vasketøj, og så fik vi i weekenden lavet lasagner, tærter, pølsehorn, pizzaboller og grovboller. Alt sammen til vores nye kummefryser i garagen, så vi har et lager til efter fødslen. Vi har også været på kæmpeindkøb i Costco, så pantry'et (hedder det spisekammer? viktualierum?) er også blevet fyldt. I det hele taget føler jeg mig nu ret godt forberedt.

I mandags holdt vi fødselsdag for Konrad i preschoolen. Ikke den bedste dag til det, for det var første dag efter ferien og der er startet en masse nye børn i hans klasse. En del af dem var ikke så glade for at være der (for at sige det mildt). Så det var lidt kaotisk. Men lærerne gjorde, hvad de kunne, og Konrad fik sin fødselsdagssang og alle børnene fik frugt og cookies. Fordelen ved alle de nye børn er, at Konrad nu føler sig som en af dem, der er "god til" at gå i preschool, fordi han har gået der længere. Så på trods af de nye børns skrig og skrål, går det faktisk nemmere med at aflevere ham nu end før ferien.

 

Glædelig jul

Så blev det juleaften, og selvom vi er langt væk hjemmefra, har december måned indtil nu været fyldt med aktiviteter, så det har været en god, men også travl måned. Der var vores egen julehygge-eftermiddag med æbleskiver og æbleglögg i den første weekend. Ugen efter var jeg til Cookie Exchange med nogle fra den udvidede mødregruppe. Vi skulle alle bage en slags småkager, og så byttede vi, så vi alle sammen fik 6 forskellige med hjem. Det var en rigtig hyggelig aften, så på den måde var det værd at være med til, men der er altså ikke nogen tvivl om, at danske småkager er de bedste ;-)

Fredagen efter var vi til Microsofts julefest. Først var jeg lidt forskrækket over, at der stod en masse kvinder i lange gallakjoler med glimmer og det hele, men det var da heldigvis ikke alle, der havde forstået "whatever you feel comfortable in" på den måde. Der var mange med til festen, som vi kendte i forvejen, men det var også nemt at snakke med folk, vi aldrig før havde mødt (der er amerikanere altså bare gode), så det blev en rigtig god aften. Der var gjort vildt meget ud af oppyntningen, og der var en masse rum med barer med forskellige temaer. Vi hørte endda om et kaffe-og-chokolade-rum, men det fandt vi aldrig. Derudover var der kasinoborde, et rum med en fotograf osv. Meget fornemt. Men lidt sjovt at man ved ankomst fik drinks-tokens udleveret til alkoholiske drikke - 3 stk til hver! Vi hørte godt nok at man kunne bede om flere (hvis man ikke så for fuld ud), men det er alligevel en noget anden måde at holde julefrokost på end i Danmark :-)

I øvrigt snakkede vi med en af Simons øverste chefer til festen - ham, som gav Simon jobbet herovre - og der var bare ikke andet end ros til Simon, og snak om hans store karrieremuligheder. Og desuden også ros til mig for at støtte ham i det hele. Først troede jeg at han var fuld, men han var bare amerikansk :-) Og det var selvfølgelig rigtigt dejligt at høre.

Onsdag i sidste uge var vi til julehygge med dem fra Simons team på arbejdet. Vi hentede begge drengene kl. 12 og kørte af sted. Det blev også en rigtig hyggelig eftermiddag. Der var også andre børn med, så drengene var godt underholdt. Vi skulle hver have en "White Elephant"-gave med. Det svarer stort set til pakkelegs-gaver, de gør det bare på en lidt anden måde herovre. Vi skulle trække et nummer, og så måtte vi alle, én ad gangen, tage en pakke - enten fra bunken eller fra en af de andre. Hvis man fik stjålet en pakke, måtte man tage en ny. På den måde fik alle én med hjem. Jeg fik først 4 vinglas, men dem var der en der stjal fra mig med den undskyldning, at det var for at hjælpe den gravide. Den næste pakke, jeg pakkede ud (og som jeg fik med hjem) var en flaske tequila...

I fredags var der julefest i drengenes preschool (kun for børnene), og bagefter startede juleferien - helt indtil d. 5. januar. Lørdag kørte vi ud for at se på noget af det famøse amerikanske julebelysning (se billederne!), og søndag tog Simon drengene med i Zoo. Og nu er det så blevet jul. Vi har besluttet os for, at vi ikke gider at slide og slæbe i år (både fordi jeg er gravid og fordi det har været en travl måned), så vi har beholdt det lille juletræ, vi har haft stående hele december måned, og julemaden er bestilt udefra. Vi skal have kalkun, stuffing, kartoffelmos, grønne bønner, sovs og tranebær-et-eller-andet :-) And og flæskesteg må vente til næste år. Men vi laver nok en omgang risalamande. I det hele taget bliver vores jul sådan lidt en blanding af dansk og amerikansk. Vi spiser julemad, danser om juletræ osv. i dag, men børnene får først de fleste af deres gaver i morgen tidlig. Her til morgen, da de stod op, fik de dog en del af gaven fra os. Vi havde nemlig brugt det halve af natten på at udbygge deres legekøkken og lave en købmandsbutik til dem (se billedet - de to pakker på hylden er et kasseapparat og en indkøbskurv med varer og scanner).

Hav en rigtig dejlig jul alle sammen. Vi savner jer, men vi skal nok få en hyggelig jul herovre alligevel.

Mere jul og preschool

Vores julehygge-arrangement i weekenden gik rigtig godt. Der var meget arbejde op til, men det var heldigvis det hele værd. Og det var dejligt at have nogen at bage æbleskiver og småkager til. Oscar og Konrad havde også en fantastisk dag, det var helt tydeligt. Der var fire andre børn, så der var fuld gang i den hele eftermiddagen.

Og julehyggen fortsætter. I morgen skal Simon og jeg til Microsoft julefest på et hotel i Bellevue. Det er uden børn, men når det er et arbejdsarrangement betaler Microsoft for babysitting. Så vi havde først booket en babysitter gennem dem. Men med Konrads lidt hårde opstart i preschool ville jeg have aflyst og være blevet hjemme, frem for at have en fremmed til at komme og passe dem. Heldigvis var Simons kollega, Elona, så sød at tilbyde at passe dem i stedet, og det har jeg det meget bedre med. Så det er planen nu. Drengene skal nok klare det, for de kender hende godt, men jeg håber ikke at Elona får en alt for hård aften :-)

I næste uge skal vi allesammen til julehygge med Simons team fra arbejdet. Det er om eftermiddagen, så Oscar får en halv fridag. Det skal også nok blive hyggeligt. Og så er det jo juleferie fra på fredag i næste uge. Skolen starter først op igen d. 5. januar, så det er en god lang ferie. Heldigvis holder Simon nogle fridage henover julen, så jeg ikke er helt alene om det. Det er efterhånden blevet tungt at være mig med den mave, jeg slæber rundt på (men ellers går alt godt med graviditeten).

I dag har jeg været til den halvårlige forældresamtale med Oscars lærer. Det var udelukkende godt. Han er rigtig godt med (er ved at lære addition og substraktion og er begyndt at kunne læse nogle få 3-bogstavers ord). Han fungerer rigtig godt i klassen, er glad for at lære, har mange venner osv. Alt var bare perfekt. Hun sagde endda at det er elever som ham, der gør at hun føler tilfredsstillelse ved sit arbejde, fordi han giver så meget igen. Så bliver man da lidt glad og stolt som forælder :-)

Konrad er også ved at falde godt til. Hans lærere taler jeg med hver dag, når jeg henter, og der er også kun ros derfra. Afleveringerne er ikke så slemme mere, selvom han stadig hellere vil være hjemme hos mig.

Og så går vi ellers og venter på storm i dag. Det er vist ret slemt nogle steder her på vestkysten og der er meget snak om, hvor slemt det bliver i aften. Indtil videre er der dog ikke den mindste bevægelse i trætoppene. Problemet herovre er ikke så meget blæsevejret i sig selv, men mest at tusindvis af mennesker mister strømmen, fordi alle ledninger hænger i luften og derfor bliver revet ned, når træer vælter mm. Selv i går, hvor jeg ikke engang opdagede at det blæste, var der mange der mistede strømmen i en periode. Sidst det skete for nogle uger siden var folk uden strøm i dagevis. Ikke os dog, vi ligger åbenbart i en lille heldig lomme, der ikke rammes så ofte som andre steder. Men nu må vi se i aften. Jeg burde få fyldt benzin på bilen og få købt vand og lommelygter og alt muligt andet, men det er altså lidt svært at hidse sig op til. Jeg tror jeg vil få ryddet op i garagen i stedet, så den ene bil kan komme ind. Sidst lå der en to meter lang gren lige ved siden af bilen, da vi stod op om morgenen. Sikke en bule, den kunne have lavet, hvis den havde ramt...

PS. Beklager de manglende billeder. Vi er ikke så gode til at få brugt kameraet for tide. Måske fordi det hele efterhånden er blevet hverdag. Men mon ikke vi kommer stærkt igen engang inden længe, når vi får noget nyt at fotografere ;-)

Konrads første uge i preschool

Så er Konrads første uge i preschool forbi. Det er gået nogenlunde. Den første aflevering, og til dels den anden, gik uden problemer, men de seneste tre dage har det slet ikke været sjovt. Han har klamret sig til mig og grædt, og herhjemme har han snakket rigtig meget om, at han ikke ville af sted. Han siger, at de ikke har noget spændende legetøj derhenne :-) Men bortset fra de ikke så rare afleveringer, så går det fint nok. Han er glad, når han er derhenne, siger de, og altid i godt humør, når jeg henter ham. De andre børn omtaler ham allerede ved navn, også derhjemme (selvom han selv ikke aner, hvad de andre børn hedder), og lærerne siger, at han klarer det hele rigtig godt og fint forstår, hvad de siger til ham (selvom han jo stadig ikke taler engelsk). De to lærere virker søde, og det tror jeg egentlig også at Konrad synes, og eftersom gruppen lige er startet op for tre uger siden, så er der heller ikke ret mange børn endnu. Jeg tror kun de er seks børn indtil videre - temmelig god normering :-) Så jeg tror stadig på, at det hele nok skal blive godt. Det er vel heller ikke så underligt, at det er hårdt for ham, når han er vant til at være sammen med mig hele tiden.

Og så er det jo blevet julemåned. Vi julehygger alt hvad vi kan. Vi har pyntet op, bagt småkager, lavet juledekoration, pyntet et lille juletræ, læst julebøger i massevis, og så kommer julemanden endda med en gave i drengenes nye julesokker hver morgen (vi er jo i USA). Det er herligt, at de nu er blevet store nok til, at de rigtigt får noget ud af alt juleriet. Og for lige at gøre det hele endnu bedre, så startede vi det hele med sne d. 1. søndag i advent. Det er dog allerede væk.

I morgen skal vi holde julehygge med æbleskiver og æbleglögg. Der kommer et sted mellem 10 og 14 mennesker, som alle har boet i Danmark på et tidspunkt. Jeg har tænkt på at holde sådan noget, lige siden vi flyttede hertil, og jeg er rigtig glad for, at så mange gerne vil komme.