mandag den 14. juli 2014

Så blev det sommer

Det er gået op for mig, at vi er ved at være ovre alt opstarts-besværet. Selvfølgelig er der stadig ting, der skal gøres, men det fylder efterhånden ikke ret meget i hverdagen. Og det er altså stort. Nu bruger vi i stedet dagene på hyggelige hverdagsting. Den seneste uges tid har vi bl.a. malet og klippe-klistret, bagt en masse brød, været i parken, leget i vand i haven, haft besøg af en af Simons kolleger med familie, og en masse andre hyggelige ting.

I dag er Oscars første rigtige sommerferiedag, hvor han heller ikke skal i summer school, så nu har vi en måned foran os, hvor vi bare skal være hjemme og hygge i varmen. Og varmt, det er det. Den seneste uge har det været 30+ grader hver dag. Vores air condition anlæg kan slet ikke følge med, så huset føles som en bageovn både dag og nat. Så lige nu er vi ekstra glade for, at det hus vi endte i, har en lille have, og at der er skygge det meste af dagen (vi troede jo som danskere, at det var ærgerligt, at der ikke kom så meget sol i haven...). Ifølge de lokale er det normalt varmt og uden regn hele sommeren fra starten af juli og indtil september, selvom det lige nu er varmere end det plejer at være på dette tidspunkt.

Herovre har Simon kun 3 ugers ferie om året (føler I jer heldige derhjemme?), og fordi han er startet midt i ferieåret, har han endnu mindre i år. Så planen er, at han tager en uges ferie i starten af august. Vi har endnu ikke planlagt, hvad vi skal. Enten bliver det nogle dage til Canada, eller også nøjes vi med endagsture her i området. Ugen efter hans ferie skal han en uge til Fargo, North Dakota og præsentere et eller andet. Det er Microsoft, der også har kontorer i Fargo. Vi har talt om at tage med alle sammen, men jeg ved ikke helt. Det skulle være et temmelig kedeligt sted, og flybilletter til 3 personer koster jo alligevel en del. Så måske bliver vi bare her.

Og nu vil jeg prøve at få drengene i (bade-)tøjet, så vi kan komme hen og lege med vand i parken.

Men først lige et enkelt billede af vores male/klippe-klistre-projekt :-)


Ingen kommentarer:

Send en kommentar