fredag den 27. juni 2014

Første sommerferiedag

I går havde Oscar sidste skoledag inden ferien. Og så alligevel ikke helt, for han skal også i summer school. De har ferie fra nu af og indtil starten af september, og det syntes vi, var for lang tid, når nu han først lige er ved at falde til. Så fra på tirsdag og to uger frem er det summer school i 3 timer om dagen, og igen i 2 uger i slutningen af sommeren. Jeg har glædet mig til det, for det betyder at vi alle tre (Oscar, Konrad og mig) kan komme af sted på ture sammen om formiddagen, og så kan Oscar komme i preschool om eftermiddagen imens Konrad alligevel sover middagslur.

Og vi har i hvert fald udnyttet den første sommerferiedag til fulde. I morges var jeg til forældresamtale med Oscars lærer på skolen. Det gik rigtig godt. Hun havde kun positive ting at sige om vores lille, store dreng. Han er blevet god til engelsk og taler nu i hele sætninger, han er god til at koncentrere sig, når de skal sidde stille og arbejde, han er faldet godt til socialt, han elsker at lære nye ting, han hører efter, hvad lærerne siger, osv. Så vi er meget stolte af ham. Han har klaret alle de forandringer, vi har udsat ham for, helt utroligt flot, og han udvikler sig helt vildt midt i det hele. Han kan nu skrive bogstaver, tegne ting der ligner noget, farvelægge ting uden at tegne udenfor stregerne, forstå det meste, når vi læser for ham på engelsk osv.

Inden vi flyttede var jeg ret meget imod alt det "ævl" om læring i børnehavealderen. Jeg syntes det var synd for børnene, at de ikke fik lov at have deres barndom i fred. Men jeg må indrømme, at jeg er ved at ændre mening. Jeg kan stadig ikke udstå "læreplaner" og især ikke ideen om, at alle børn skal lære det samme og på samme tid, men hvis det gøres som her, hvor læringen er drevet af børnene selv, så synes jeg, det er fedt. I Oscars preschool har de "work time" på bestemte tidspunkter hver dag, hvor de skal sidde stille og arbejde, men de vælger selv med hvad, og der er kun eneundervisning (læreren og de to hjælpelærere går rundt imellem børnene og hjælper dem på skift og efter behov). Udover det, har de også samlinger, hvor de skal sidde stille og lytte til læreren - fx gennemgår de kalenderen, synger osv. hver morgen, og så har de selvfølgelig tid til leg. Men alt i alt, så ser jeg det ikke længere som et overgreb på Oscars barndom, men mere som en mulighed for ham.

Nå, der gik vist lidt politik i den... Men efter forældresamtalen kørte vi Simon på arbejde, og så tog Oscar, Konrad og jeg på stranden. I regntøj... Det meste af tiden var vi alene på stranden (fordelen ved at være der, når det regner, for ellers kan man næsten ikke kæmpe sig frem igennem menneskemængderne). Jeg hyggede mig på et tæppe, og Oscar og Konrad legede med sand, vand og mudder til den helt store guldmedalje. De blev temmelig våde trods regntøjet (ikke fra regnen, men fra det vand, de legede med), men de havde det sjovt. Undervejs holdt vi spisepause, hvor vi sad på et tæppe og spiste rugbrødsmadder. Jep, rugbrød. Simon bagte (Ikea-)rugbrød i forgårs, og det smager fantastisk.

Efter et par timer på stranden var det tid til at hente Simon igen. Der var nemlig Microsoft Family Luau her til eftermiddag. Det var en hel park fyldt med spiseboder og forlystelser. Vi fik pulled pork sandwiches og kage, og drengene hoppede i hoppeborge og spiste candy floss til de var blå i hovederne (bogstaveligt talt). Oscar kom også i nærkontakt med en sød lille alligator :-) Alt i alt et virkelig fint arrangement, de havde fået stablet på benene.







 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar