Jeg har før været inde på det med prisen på en fødsel herovre. Nu er alle regningerne efterhånden kommet, og jeg har kigget på, hvad min graviditet og fødsel samlet set har kostet. Og det er ikke så lidt. Hvis ikke vi havde haft vores forsikring, var det hele løbet op i 23.200 dollars (ca. 160.000 kroner). Men for det første forhandler forsikringen priserne ned for os, så det samlede beløb endte på 10.700 dollars (næsten 75.000 kroner), og for det andet dækker de jo en stor del af det. Vores samlede egenbetaling er max. 3750 dollars, og det inkluderer også alle andre sundhedsydelser. Det svarer til over 25.000 kroner, så det er jo ikke ligefrem småpenge, men jeg er godt nok glad for, at vi ikke selv skal betale den fulde regning. Og så var det endda både en ukompliceret fødsel og en kort indlæggelse.
Det er i øvrigt de mest obskure ting, de tager penge for. Der er mere end én af regningerne, vi burde have klaget over. Som når lægen pludselig tager betaling for at tage sig af "feeding issues", selvom det der foregik var: "Do you experience any problems with breast feeding?" "No, everything is fine"... Til en helt almindelig rutinemæssig børneundersøgelse. Argh, man bliver så træt! Derudover har vi fået i alt tre ganske store regninger fra selve fødslen. Én fra jordemoderen og to fra hospitalet for brug af hospitalsstue, sygeplejesker mm. Jeg vidste, at jordemoderen og hospitalet ville sende separate regninger, men jeg er ikke helt med på, hvorfor Alfred og mig får hver vores regning for brug af den samme fødestue. Jeg mener, det er en fødsel, der er ligesom ikke nogen vej udenom at der kommer en baby, når mor har brug for en fødestue... Men vi har opgivet at kæmpe med dem. Da jeg fik en regning for noget med bedøvelse under fødslen, ringede jeg til hospitalet for at høre, hvad det lige handlede om (jeg mindes ikke nogen bedøvelse, og jeg vil da mene, at jeg om nogen burde vide det). Svaret var, at de ikke kunne eller måtte fortælle mig, hvad det var, men at jeg var velkommen til at møde personligt op og betale for at få de oplysninger, hvis jeg ville gå videre med det. Men eftersom vi er færdige med at betale vores selvrisiko og nu kun betaler 10% selv, valgte jeg at lade den ligge. Det var ligesom ikke besværet værd.
Men når man ser bort fra, at vi selv betaler for det, så vil jeg dog give dem, at det har været et udmærket forløb. Som tredjegangsfødende i Danmark ville jeg vel have fået to lægebesøg og to jordemoderbesøg i alt under graviditeten. Her fik jeg vist 12 i alt. Jeg fik desuden "gratis" dvd'er med video og billeder (inkl. 3D) til scanningerne, og jeg kunne blive på den samme stue under hele hospitalsopholdet - ikke noget med at blive flyttet til hverken en 4-sengsstue eller en anden adresse lige efter fødslen. Og ja, i det hele taget dét, at vi ikke blev sendt hjem efter et par timer. Så det er jo ikke helt sammenligneligt med en dansk fødsel.
søndag den 29. marts 2015
torsdag den 26. marts 2015
En masse billeder
Jeg får ikke skrevet så meget her på bloggen for tiden. På den ene side sker der ikke så meget, der er værd at fortælle om, og på den anden side har vi vildt travlt hele tiden. Hverdagen med tre børn fungerer sådan set fint, det kræver bare lidt planlægning. Men ved sygdom eller lignende bliver det ret svært at få til at hænge sammen. Og sygdom har vi godt nok haft vores del af de seneste uger. Heldigvis ikke noget alvorligt, bare alt det sædvanlige, små børn slæber med hjem fra institution.
Ellers går det godt. Både Oscar og Konrad trives i deres preschool. Oscar er ved at lære at læse og Konrad har lært at gå uden ble. Herhjemme har vi brugt tiden på at bage (se fx billedet af Oscars fine pavlova), lave påskepynt, male i malebøger og alt muligt andet hyggeligt. Og så har drengene fået to små sandkasser ude i haven. De var et stort hit - indtil vi glemte at lægge låg på og det begyndte at regne... De skal genoprettes i weekenden, hvor vi også har planer om at lave en lille krukkehave med forskellige grønsager og krydderurter.
Og så en masse billeder. Det er helt fra Alfreds fødsel og frem til nu.
Ellers går det godt. Både Oscar og Konrad trives i deres preschool. Oscar er ved at lære at læse og Konrad har lært at gå uden ble. Herhjemme har vi brugt tiden på at bage (se fx billedet af Oscars fine pavlova), lave påskepynt, male i malebøger og alt muligt andet hyggeligt. Og så har drengene fået to små sandkasser ude i haven. De var et stort hit - indtil vi glemte at lægge låg på og det begyndte at regne... De skal genoprettes i weekenden, hvor vi også har planer om at lave en lille krukkehave med forskellige grønsager og krydderurter.
Og så en masse billeder. Det er helt fra Alfreds fødsel og frem til nu.
torsdag den 12. marts 2015
Farvel til King
Vi har i dag taget en rigtig svær beslutning. Vi har valgt at finde en ny familie til King. Eller det vil sige, vi har kontaktet en organisation, der kan gøre det for os. Vi er kommet til den erkendelse, at det ikke fungerer for os med tre små børn og en hund som King. Han kræver simpelthen mere, end vi kan give, og det resulterer i, at han bliver forsømt.
Vi har det dårligt med beslutningen, for det var jo meningen, at han skulle være hos os resten af sit liv, men vi tror bare ikke, at det er i hans interesse at blive boende hos os, når vi nu ikke kan give ham det, han har brug for. Den organisation, vi har fundet, er drevet af frivillige, og de screener de familier, der gerne vil adoptere, meget grundigt. Jeg er sikker på, at de finder et bedre sted til King. Og selvom det er trist, så glæder jeg mig også til det er ovre, og vi ikke længere skal gå rundt med den dårlige samvittighed og i stedet kan fokusere på vores tre dejlige drenge.
.jpg)
Vi har det dårligt med beslutningen, for det var jo meningen, at han skulle være hos os resten af sit liv, men vi tror bare ikke, at det er i hans interesse at blive boende hos os, når vi nu ikke kan give ham det, han har brug for. Den organisation, vi har fundet, er drevet af frivillige, og de screener de familier, der gerne vil adoptere, meget grundigt. Jeg er sikker på, at de finder et bedre sted til King. Og selvom det er trist, så glæder jeg mig også til det er ovre, og vi ikke længere skal gå rundt med den dårlige samvittighed og i stedet kan fokusere på vores tre dejlige drenge.
tirsdag den 3. marts 2015
I gang igen efter barsel
I går var Simons første dag tilbage på arbejde efter hans barsel. Eller det skulle det have været, men det blev til en hjemmearbejdsdag, for vi startede lidt kaotisk ud med en forkølet baby, en syg stor dreng (som ikke var i preschool), en mellem dreng, der godt nok var i preschool, men som blev syg senere på dagen, og så lige en hund med et potentielt brækket ben. Sådan. Velkommen til livet efter barslen. Heldigvis er alle tre drenge i dag kun forkølede, og hunden havde ikke brækket benet (men skal dog til dyrlægen igen i morgen og have en skinne på).
I dag kom Simon af sted på arbejde, og begge drenge var i preschool. Imens havde jeg Alfred til 1-måneds-undersøgelse hos lægen. Han følger alle sine kurver og vejer nu 6 kg. Alt var i det hele taget fint. Han er en skøn baby på alle måder. Det har også været en rigtig dejlig barsel. Det er selvfølgelig noget andet end at være på barsel med første barn, for der er jo meget mere, der skal gøres, men vi har nået det, vi gerne ville, og det hele er gået ret fint.
Og så lidt billeder:
I dag kom Simon af sted på arbejde, og begge drenge var i preschool. Imens havde jeg Alfred til 1-måneds-undersøgelse hos lægen. Han følger alle sine kurver og vejer nu 6 kg. Alt var i det hele taget fint. Han er en skøn baby på alle måder. Det har også været en rigtig dejlig barsel. Det er selvfølgelig noget andet end at være på barsel med første barn, for der er jo meget mere, der skal gøres, men vi har nået det, vi gerne ville, og det hele er gået ret fint.
Og så lidt billeder:
tirsdag den 17. februar 2015
Poulsbo
I går havde Oscar og Konrad fri fra preschool i anledning af Presidents Day, og vi var på vores første udflugt som en familie på fem. Vi var lidt spændte på, hvordan det ville gå, men især jeg har været ved at blive vanvittig af bare at være hjemme hele tiden. Jeg trængte virkelig til at komme ud og blive luftet. Så vi kørte en tur til Poulsbo, som ligger på den anden side af Seattle. Simons kollega, Elona, har et hus i nærheden af byen og havde anbefalet os at tage dertil, bl.a. fordi de har en butik med et ret stort udvalg af lakrids!
På vejen derover tog vi færgen fra Edmonds til Kingston. Det er ca. 30 minutters sejltur, og på den måde blev køreturen ikke så lang, kun ca. 1 time. Det gik rigtig fint. Oscar og Konrad havde madpakke og tegneting med hjemmefra, så de var godt underholdt. Poulsbo er vist nok oprindeligt en norsk by, men den bar nu præg af stor indflydelse fra hele Skandinavien. Der var en del butikker mm. der flagede med alle de skandinaviske flag, en bager, der solgte noget der mindede om skandinavisk bagværk (dog i den meget amerikanske version) og nogle butikker med skandinaviske navne. Og så var der butikken Marina Market, som ganske rigtigt havde et ganske udmærket udvalg af lakrids. Simon var ved at gå i brædderne over at de ville have 7 dollars for en stor pose saltbomber, men jeg fik da "lov" at købe lidt alligevel. Drengene fik også en lille pose Haribo hver. Det nytter jo ikke noget, at de bliver alt for amerikanske :-)
Efter lakridsindkøbet, gik vi en tur i Hovedgaden og kiggede på det hele. Bagefter gik vi ned til vandet. Akvariet havde desværre lukket, for ellers ville vi have været derinde. Til sidst fandt vi en isbutik, hvor vi fik en is, og så kørte vi ellers hjem igen. Det var en rigtig hyggelig tur, og Alfred var en fornøjelse at have med. Han sov fra det meste i sin barnevogn. Måske er det for tidligt at sige, men han er vist en ret nem baby. Han er endda begyndt at sove om natten også.
Og ellers så er jeg bare ved at komme i forårsstemning. Vinteren er godt nok ikke forbi endnu, og der skulle kunne komme sne i et par måneder endnu, men det er bare så forårsagtigt lige nu. Solen skinner, himlen er blå, træer og buske springer ud. Det er stadig koldt om aftenen og natten, men vi har fundet sommerjakkerne frem til om dagen, hvor temperaturen kommer op på 12-15 grader, og selv solskærmen på barnevognen har været i brug. Det er lige til at blive i godt humør af. Så man kan vist roligt sige, at vi nyder vores barsel.
På vejen derover tog vi færgen fra Edmonds til Kingston. Det er ca. 30 minutters sejltur, og på den måde blev køreturen ikke så lang, kun ca. 1 time. Det gik rigtig fint. Oscar og Konrad havde madpakke og tegneting med hjemmefra, så de var godt underholdt. Poulsbo er vist nok oprindeligt en norsk by, men den bar nu præg af stor indflydelse fra hele Skandinavien. Der var en del butikker mm. der flagede med alle de skandinaviske flag, en bager, der solgte noget der mindede om skandinavisk bagværk (dog i den meget amerikanske version) og nogle butikker med skandinaviske navne. Og så var der butikken Marina Market, som ganske rigtigt havde et ganske udmærket udvalg af lakrids. Simon var ved at gå i brædderne over at de ville have 7 dollars for en stor pose saltbomber, men jeg fik da "lov" at købe lidt alligevel. Drengene fik også en lille pose Haribo hver. Det nytter jo ikke noget, at de bliver alt for amerikanske :-)
Efter lakridsindkøbet, gik vi en tur i Hovedgaden og kiggede på det hele. Bagefter gik vi ned til vandet. Akvariet havde desværre lukket, for ellers ville vi have været derinde. Til sidst fandt vi en isbutik, hvor vi fik en is, og så kørte vi ellers hjem igen. Det var en rigtig hyggelig tur, og Alfred var en fornøjelse at have med. Han sov fra det meste i sin barnevogn. Måske er det for tidligt at sige, men han er vist en ret nem baby. Han er endda begyndt at sove om natten også.
Og ellers så er jeg bare ved at komme i forårsstemning. Vinteren er godt nok ikke forbi endnu, og der skulle kunne komme sne i et par måneder endnu, men det er bare så forårsagtigt lige nu. Solen skinner, himlen er blå, træer og buske springer ud. Det er stadig koldt om aftenen og natten, men vi har fundet sommerjakkerne frem til om dagen, hvor temperaturen kommer op på 12-15 grader, og selv solskærmen på barnevognen har været i brug. Det er lige til at blive i godt humør af. Så man kan vist roligt sige, at vi nyder vores barsel.
onsdag den 11. februar 2015
Alfreds første uge hjemme
I dag er det en uge siden, at Alfred og jeg kom hjem fra hospitalet, og det er bare gået så godt. Simon har 4 ugers barsel, som vi har valgt at lægge her i starten, og vi nyder det! Det hele har været så roligt og hyggeligt siden vi kom hjem. Vi laver ikke rigtig nogen planer, men ser hvad vi får lyst til i løbet af dagen. Simon tager sig af det meste med Oscar og Konrad lige nu, og har indtil videre også klaret næsten alt det huslige. Det har givet mig mulighed for at komme helt ovenpå efter fødslen, og nu synes jeg, at jeg er ved at være klar igen. Jeg har endda allerede tabt alle graviditetskiloene - og lidt til.
Jeg havde troet, at det hele bare ville være hektisk med tre børn. Det var faktisk noget, jeg var ret bekymret for, imens jeg var gravid. Det kan det selvfølgelig stadig nå at blive, men indtil videre er det ikke tilfældet. Tværtimod har vi haft mere ro og overskud, end vi havde da de to store var nyfødte (måske også fordi Simon blev syg første gang og vi lige var flyttet anden gang). Men dejligt er det i hvert fald.
Og så er der jo Alfred. Han er uden tvivl verdens dejligste baby. Han er indtil videre utroligt nem. Han skriger stort set aldrig, spiser fint, sover godt (dog mest om dagen) og virker i det hele taget bare glad og tilfreds. Han kan endda lide at køre i både bil og barnevogn (i modsætning til Konrad, da han var så lille). Vi har allerede god øjenkontakt med ham og han kigger og kigger rundt på sine omgivelser. Han kan også allerede løfte sit hoved selv, når han ligger på maven hos os. De sagde godt nok på hospitalet, at mange nyfødte kunne det helt i starten, men han bliver bare ved, og vi er selvfølgelig overbeviste om, at han er noget helt særligt ;-)
De allerførste dage herhjemme lavede vi absolut ingenting, udover at Simon jo stod for alt det praktiske. Torsdag havde jeg Alfred med til efterfødselstjek på hospitalet. Hun begyndte at fortælle mig lidt om amning osv., men da hun havde vejet ham før og efter en amning, og jeg ret præcist havde forudset en bøvs, havde hun ikke så meget mere at sige. Han havde ingen "feeding issues". Og så mente hun i øvrigt, at jeg kunne "teach the class". Så vi gør det vist godt. Jeg fik også et kort fra min jordemoder, hvor hun sagde tak for at hun måtte være med til fødslen, og at hun var imponeret over min ro under fødslen. Jeg ved ikke lige, hvad det er for nogle fødsler, hun normalt deltager i, men jeg labber selvfølgelig deres ros i mig alligevel.
Fredag havde vi besøg af vores nabo, som passede drengene, da jeg fødte, og søndag havde vi besøg af Elona og Jim. Begge dele rigtig hyggeligt. I går var vi på vores første rigtige tur ude af huset. Simon, Alfred og jeg fandt en restaurant i nærheden af preschoolen, hvor vi satte os ind, og da klokken blev 12, hentede Simon Konrad i preschool'en, så han også kunne være med til at spise frokost. Det var rigtig hyggeligt, og Alfred sov bare pænt i sin barnevogn ved siden af vores bord det meste af tiden. I dag var vi for første gang ude og gå en tur med barnevognen, for det var første dag uden massiv regn, siden jeg fødte. Jeg gik først lidt rundt alene med barnevognen, og da Simon kom hjem med drengene efter at have hentet Oscar i preschool, mødtes vi alle sammen og gik hen på legepladsen i Grass Lawn Park.
Oscar og Konrad er stadig de perfekte storebrødre. De er begge to interesserede i Alfred, og vil gerne ae og kysse ham, men det virker også som om, de synes det er ret naturligt, at han er her. Der har indtil nu ikke været antydningen af jalousi eller irritation over, at han tager vores tid. Så der er virkelig ikke meget negativt at sige om vores første uge hjemme.
Jeg havde troet, at det hele bare ville være hektisk med tre børn. Det var faktisk noget, jeg var ret bekymret for, imens jeg var gravid. Det kan det selvfølgelig stadig nå at blive, men indtil videre er det ikke tilfældet. Tværtimod har vi haft mere ro og overskud, end vi havde da de to store var nyfødte (måske også fordi Simon blev syg første gang og vi lige var flyttet anden gang). Men dejligt er det i hvert fald.
Og så er der jo Alfred. Han er uden tvivl verdens dejligste baby. Han er indtil videre utroligt nem. Han skriger stort set aldrig, spiser fint, sover godt (dog mest om dagen) og virker i det hele taget bare glad og tilfreds. Han kan endda lide at køre i både bil og barnevogn (i modsætning til Konrad, da han var så lille). Vi har allerede god øjenkontakt med ham og han kigger og kigger rundt på sine omgivelser. Han kan også allerede løfte sit hoved selv, når han ligger på maven hos os. De sagde godt nok på hospitalet, at mange nyfødte kunne det helt i starten, men han bliver bare ved, og vi er selvfølgelig overbeviste om, at han er noget helt særligt ;-)
De allerførste dage herhjemme lavede vi absolut ingenting, udover at Simon jo stod for alt det praktiske. Torsdag havde jeg Alfred med til efterfødselstjek på hospitalet. Hun begyndte at fortælle mig lidt om amning osv., men da hun havde vejet ham før og efter en amning, og jeg ret præcist havde forudset en bøvs, havde hun ikke så meget mere at sige. Han havde ingen "feeding issues". Og så mente hun i øvrigt, at jeg kunne "teach the class". Så vi gør det vist godt. Jeg fik også et kort fra min jordemoder, hvor hun sagde tak for at hun måtte være med til fødslen, og at hun var imponeret over min ro under fødslen. Jeg ved ikke lige, hvad det er for nogle fødsler, hun normalt deltager i, men jeg labber selvfølgelig deres ros i mig alligevel.
Fredag havde vi besøg af vores nabo, som passede drengene, da jeg fødte, og søndag havde vi besøg af Elona og Jim. Begge dele rigtig hyggeligt. I går var vi på vores første rigtige tur ude af huset. Simon, Alfred og jeg fandt en restaurant i nærheden af preschoolen, hvor vi satte os ind, og da klokken blev 12, hentede Simon Konrad i preschool'en, så han også kunne være med til at spise frokost. Det var rigtig hyggeligt, og Alfred sov bare pænt i sin barnevogn ved siden af vores bord det meste af tiden. I dag var vi for første gang ude og gå en tur med barnevognen, for det var første dag uden massiv regn, siden jeg fødte. Jeg gik først lidt rundt alene med barnevognen, og da Simon kom hjem med drengene efter at have hentet Oscar i preschool, mødtes vi alle sammen og gik hen på legepladsen i Grass Lawn Park.
Oscar og Konrad er stadig de perfekte storebrødre. De er begge to interesserede i Alfred, og vil gerne ae og kysse ham, men det virker også som om, de synes det er ret naturligt, at han er her. Der har indtil nu ikke været antydningen af jalousi eller irritation over, at han tager vores tid. Så der er virkelig ikke meget negativt at sige om vores første uge hjemme.
tirsdag den 3. februar 2015
Alfreds fødsel og første døgn
I går kom Alfred endelig ud til os. I tirsdags var jeg som tidligere nævnt til scanning, hvor han blev vurderet til en vægt på næsten 4200 g. Torsdag var jeg til glucosebelastning for at få afklaret, om hans størrelse var fordi jeg havde graviditetsbetinget sukkersyge eller om han bare havde den størrelse, han nu skulle have. Jeg fejlede heldigvis ikke noget, og så var deres holdning at han ikke var større end hvad han bare skulle være, og at jeg godt ville kunne føde naturligt. Men fordi han var så stor, ville de gerne sætte fødslen i gang når jeg var 39 uger henne, så jeg fik en tid til igangsættelse lørdag morgen kl. 7.15.
Vi fik det hele arrangeret aftenen inden med babysitteren (vores nabo, Linda), fik sat børnene ind i det hele, og så gik vi ellers i seng i den tro, at vi skulle op og være forældre igen næste dag. Sådan gik det bare ikke. Jeg skulle ringe ind, når vi stod op, og sige, at vi kom, og da jeg gjorde det, fik jeg at vide, at de ikke havde tid alligevel (de havde alt for mange andre fødsler). De ville måske ringe ved 11-tiden, og måske ville de have tid til at tage mig ind om eftermiddagen, men de kunne jo ikke love noget. Det kunne jeg slet ikke have. Det var svært nok at sætte sig op til det hele fredag aften, men tanken om at skulle gå en hel dag og vente på at blive ringet op, for måske, måske ikke at få at vide, at nu skulle jeg føde, det var bare alt for meget. Så jeg endte med helt at aflyse igangsættelsen, og så i stedet aftale, at vi skulle lægge en ny plan ved mit næste jordemoderbesøg. Jeg var så utroligt skuffet, og virkelig træt af, at jeg ikke var blevet advaret om, at det kunne ske.
Mandag fik jeg flyttet min næste jordemodertid frem til samme eftermiddag kl. 14. Da jeg mødte op beklagede min jordemoder meget, hvad der var sket om lørdagen, og sagde: "I have a new plan! How do you feel about having a baby tonight?". Det ville jeg meget gerne, så jeg blev sendt over på fødegangen, hvor jeg fik en stue og de "kørte en strimmel" for at tjekke babys hjertelyd og min ve-aktivitet. Imens hentede Simon Oscar i preschool, og Linda, vores nabo, kom og tog sig af børnene. Heldigvis var hun helt klar trods den meget korte varsel.
Da Simon kom frem til hospitalet, tog de vandet (kl. 15.15), og så ventede vi ellers på veer. De startede langsomt efter 20-30 minutter, og så blev de ellers hurtigt stærkere og stærkere. Det gik fint langt henad vejen, og jeg fik ingen smertestillende, men hen mod slutningen blev det hårdt. Veerne begyndte at blande sig med presstrang, men det ville min jordemoder ikke rigtig høre på. Hun blev ved med at sige, at jeg bare skulle koncentrere mig om min vejrtrækning. Det var dog kun lige indtil jeg råbte, at nu kommer han. Så skal jeg ellers love for at de fik travlt. Det gik stærkt og var lidt kaotisk. Jeg var ikke i tvivl om, at han var større end de to andre, men han var nu alligevel ude på tre presseveer. Hans skuldre sad lige kortvarigt fast på vejen ud, men det klarede jordemoderen, så det blev ikke noget problem. Jeg fik ham ikke direkte op, fordi der gik nogle sekunder før han rigtigt skreg, og fordi han var ret blå pga. den hurtige fødsel. Men der gik højst et minut eller to, før jeg fik ham over, og der havde han det fint. Det var fantastisk! Han blev født kl. 18.59, så fra de tog vandet til han blev født, gik der kun 3 timer og 44 minutter. Og han var ganske rigtigt en meget stor baby: 4618 g. og 57 cm. I modsætning til mine fødsler i Danmark, så var der personale på stuen hele vejen igennem. En sygeplejerske og en jordemoderstuderende var der hele tiden, og min jordemoder var der også det meste af tiden.
Efter fødslen var jeg fortsat mandsopdækket i en time eller to, og da de igen og igen havde forsikret sig om, at både Alfred og jeg havde det godt (blodtryk, temperatur osv.), fik vi lov at være alene. Simon var sammen med os indtil engang efter 22, hvor han var nødt til at køre hjem, så Linda kunne få lov at komme hjem i seng. Det var gået godt med pasningen derhjemme, og hun har endda skrevet en rapport over hvad de lavede og spiste osv. samt tak for at hun måtte få lov at passe dem. Super dejligt.
I løbet af natten på hospitalet blev Alfred og jeg fortsat tjekket for alt mellem himmel og jord. Han skulle have målt blodsukker 4 gange pga. hans størrelse, og det skulle være inden amning og minimum 2 timer efter sidste amning. Det passede ret dårligt med hans ønsker om mad, så det blev en lidt hård nat. Vi faldt først i søvn begge to kl. 2.30, og så kom de selvfølgelig rendende med alle deres måleinstrumenter igen kl. 5. Efter min mening havde natsygeplejerskerne lige rigeligt med meninger om, hvordan tingene skulle gøres, men vi kom da igennem natten.
I morges kom Simon tilbage efter at have afleveret Oscar og Konrad i preschool. Så der fik jeg lige en chance for at hvile lidt. Kl. 12 hentede han storebrødrene i preschool og tog dem med op til os. Deres reaktion var fantastisk. Deres øjne strålede, og de var så glade og stolte, da de fik lov at sidde med Alfred. Han blev kysset og krammet på, og jeg tror egentlig bare, at han hyggede sig med det. I løbet af dagen skulle han igennem et væld af prøver og undersøgelser. Bl.a. hørescreening, hjertescreening og hælprøve. Og der kom også en spædbarnsfotograf og tog billeder, som vi så kan vælge at købe senere. Han bestod alle sine prøver uden problemer (inkl. blodsukkeret), og det gjorde jeg også, så vi fik lov at tage hjem her til aften. Og her er vi så nu. Det er skønt at være hjemme igen. Lige inden de kørte op for at hente os, kom en anden nabo forbi med aftensmad til os. Det er så rørende, at de hjælper os så meget. Jeg forstår mere og mere, hvorfor dem, der boede i vores hus før, sagde, at man ikke finder bedre naboer nogen steder. Men det er nu ikke kun naboerne. Den gruppe, jeg har været medlem af siden vi flyttede hertil, og hvor jeg har været til legeaftaler mm. med Konrad, gør også den slags. Så indtil videre er der 6 dage henover de næste to uger, hvor andre medlemmer af gruppen har meldt sig på at komme med aftensmad til os. Det er en kæmpe stor hjælp, og jeg er meget glad for, at de har lyst til at hjælpe.
Vi fik det hele arrangeret aftenen inden med babysitteren (vores nabo, Linda), fik sat børnene ind i det hele, og så gik vi ellers i seng i den tro, at vi skulle op og være forældre igen næste dag. Sådan gik det bare ikke. Jeg skulle ringe ind, når vi stod op, og sige, at vi kom, og da jeg gjorde det, fik jeg at vide, at de ikke havde tid alligevel (de havde alt for mange andre fødsler). De ville måske ringe ved 11-tiden, og måske ville de have tid til at tage mig ind om eftermiddagen, men de kunne jo ikke love noget. Det kunne jeg slet ikke have. Det var svært nok at sætte sig op til det hele fredag aften, men tanken om at skulle gå en hel dag og vente på at blive ringet op, for måske, måske ikke at få at vide, at nu skulle jeg føde, det var bare alt for meget. Så jeg endte med helt at aflyse igangsættelsen, og så i stedet aftale, at vi skulle lægge en ny plan ved mit næste jordemoderbesøg. Jeg var så utroligt skuffet, og virkelig træt af, at jeg ikke var blevet advaret om, at det kunne ske.
Mandag fik jeg flyttet min næste jordemodertid frem til samme eftermiddag kl. 14. Da jeg mødte op beklagede min jordemoder meget, hvad der var sket om lørdagen, og sagde: "I have a new plan! How do you feel about having a baby tonight?". Det ville jeg meget gerne, så jeg blev sendt over på fødegangen, hvor jeg fik en stue og de "kørte en strimmel" for at tjekke babys hjertelyd og min ve-aktivitet. Imens hentede Simon Oscar i preschool, og Linda, vores nabo, kom og tog sig af børnene. Heldigvis var hun helt klar trods den meget korte varsel.
Da Simon kom frem til hospitalet, tog de vandet (kl. 15.15), og så ventede vi ellers på veer. De startede langsomt efter 20-30 minutter, og så blev de ellers hurtigt stærkere og stærkere. Det gik fint langt henad vejen, og jeg fik ingen smertestillende, men hen mod slutningen blev det hårdt. Veerne begyndte at blande sig med presstrang, men det ville min jordemoder ikke rigtig høre på. Hun blev ved med at sige, at jeg bare skulle koncentrere mig om min vejrtrækning. Det var dog kun lige indtil jeg råbte, at nu kommer han. Så skal jeg ellers love for at de fik travlt. Det gik stærkt og var lidt kaotisk. Jeg var ikke i tvivl om, at han var større end de to andre, men han var nu alligevel ude på tre presseveer. Hans skuldre sad lige kortvarigt fast på vejen ud, men det klarede jordemoderen, så det blev ikke noget problem. Jeg fik ham ikke direkte op, fordi der gik nogle sekunder før han rigtigt skreg, og fordi han var ret blå pga. den hurtige fødsel. Men der gik højst et minut eller to, før jeg fik ham over, og der havde han det fint. Det var fantastisk! Han blev født kl. 18.59, så fra de tog vandet til han blev født, gik der kun 3 timer og 44 minutter. Og han var ganske rigtigt en meget stor baby: 4618 g. og 57 cm. I modsætning til mine fødsler i Danmark, så var der personale på stuen hele vejen igennem. En sygeplejerske og en jordemoderstuderende var der hele tiden, og min jordemoder var der også det meste af tiden.
Efter fødslen var jeg fortsat mandsopdækket i en time eller to, og da de igen og igen havde forsikret sig om, at både Alfred og jeg havde det godt (blodtryk, temperatur osv.), fik vi lov at være alene. Simon var sammen med os indtil engang efter 22, hvor han var nødt til at køre hjem, så Linda kunne få lov at komme hjem i seng. Det var gået godt med pasningen derhjemme, og hun har endda skrevet en rapport over hvad de lavede og spiste osv. samt tak for at hun måtte få lov at passe dem. Super dejligt.
I løbet af natten på hospitalet blev Alfred og jeg fortsat tjekket for alt mellem himmel og jord. Han skulle have målt blodsukker 4 gange pga. hans størrelse, og det skulle være inden amning og minimum 2 timer efter sidste amning. Det passede ret dårligt med hans ønsker om mad, så det blev en lidt hård nat. Vi faldt først i søvn begge to kl. 2.30, og så kom de selvfølgelig rendende med alle deres måleinstrumenter igen kl. 5. Efter min mening havde natsygeplejerskerne lige rigeligt med meninger om, hvordan tingene skulle gøres, men vi kom da igennem natten.
I morges kom Simon tilbage efter at have afleveret Oscar og Konrad i preschool. Så der fik jeg lige en chance for at hvile lidt. Kl. 12 hentede han storebrødrene i preschool og tog dem med op til os. Deres reaktion var fantastisk. Deres øjne strålede, og de var så glade og stolte, da de fik lov at sidde med Alfred. Han blev kysset og krammet på, og jeg tror egentlig bare, at han hyggede sig med det. I løbet af dagen skulle han igennem et væld af prøver og undersøgelser. Bl.a. hørescreening, hjertescreening og hælprøve. Og der kom også en spædbarnsfotograf og tog billeder, som vi så kan vælge at købe senere. Han bestod alle sine prøver uden problemer (inkl. blodsukkeret), og det gjorde jeg også, så vi fik lov at tage hjem her til aften. Og her er vi så nu. Det er skønt at være hjemme igen. Lige inden de kørte op for at hente os, kom en anden nabo forbi med aftensmad til os. Det er så rørende, at de hjælper os så meget. Jeg forstår mere og mere, hvorfor dem, der boede i vores hus før, sagde, at man ikke finder bedre naboer nogen steder. Men det er nu ikke kun naboerne. Den gruppe, jeg har været medlem af siden vi flyttede hertil, og hvor jeg har været til legeaftaler mm. med Konrad, gør også den slags. Så indtil videre er der 6 dage henover de næste to uger, hvor andre medlemmer af gruppen har meldt sig på at komme med aftensmad til os. Det er en kæmpe stor hjælp, og jeg er meget glad for, at de har lyst til at hjælpe.
Abonner på:
Opslag (Atom)