tirsdag den 28. juni 2016

Studietid til mig og oplevelser til børnene

For tre uger siden begyndte jeg på et online kursus i Data Science. Det betyder, at jeg en eller to gange om ugen drager af sted til biblioteket med min computer, imens Simon putter børnene. Det er herligt med noget tid for mig selv, som jeg kan bruge på noget, der føles meningsfuldt. Kurset er ikke noget, der tæller på nogen måde, men det er det første i en række af kurser, der ligger fint i forlængelse af min folkesundhedsvidenskabs-uddannelse og det, jeg tidligere har lavet. Det er dels for at få noget på CV'et, men egentlig mest for at komme lidt ind i tankegangen igen. Efterhånden som Alfred bliver større, bliver jeg jo mere og mere bevidst om, at jeg ikke kan (eller vil) gå hjemme for evigt. Men det føles som om, der er langt fra hjemmegående i over 4 år til pludselig at skulle finde et job. Så nu prøver jeg det her som en blid indledning. Og det er virkelig fedt at lære noget nyt igen, samtidig med at jeg får et nødvendigt pusterum fra hjemmelivet.

Og det pusterum bliver nok ikke mindre nødvendigt fra nu af. I dag har Oscar og Konrad nemlig sidste skoledag inden sommerferien. Jeg er noget spændt på, hvordan det bliver at have dem alle tre hjemme i 10 uger. Jeg har planlagt en hel masse og aftalt med Simon, at husarbejdet må gøres i fællesskab om aftenen, så det går jo nok. Men de er altså sprængfyldt med energi, de tre små drenge.

Apropos sidste skoledag, så var vi for to uger siden til School Concert/Kindergarten Graduation. Først var det de tre små klassers koncert, inklusiv Konrads klasse. De gjorde det så fint. Derefter var der pause, og så var det tid til de store klassers koncert. Den startede med at skolelederen, Ms. Florence, og børnehaveklasselæreren, Ms. Lani, holdt tale, og så gik alle børnehaveklasse-eleverne op på scenen en ad gangen og fik deres "bevis", alle iført hvid cap og gown (se billederne, selvom de ikke er så gode). Bagefter startede deres show, og det var lige fint som det første. De har brugt det meste af året på at øve, så de var virkelig gode. Hver klasse havde tre numre. Konrads klasse sang (på engelsk og fransk) og dansede, og Oscars klasse dansede og spillede melodica.

I fredags havde jeg Alfred med på en bondegård/forlystelsespark - en sidste tur med ham alene, inden det hele går løs. Det var SÅ hyggeligt. Det blev vores første tur uden klapvogn, og det gik så fint hele vejen rundt. Han prøvede frisk alle forlystelserne - et lille tog og nogle små kanoer (uden mig), ponyridning, en tur i et stort tog, nogle veteranbiler på en bane og en forlystelse, der drejede rundt til vi var helt grønne i hovederne. Bagefter spiste vi frokost i restauranten og til sidst var der show med musik for små børn, som han var meget optaget af, i hvert fald i starten.

I lørdags var vi til bålfest på Elonas bondegård, ligesom vi har været det de seneste to år. Virkelig hyggelig dag. Vi var fremme ved middagstid, hvor alle var i fuld gang med at luge ukrudt. Det hjalp vi lidt med, og bagefter var der frokost med alle de retter, vi hver især havde med, og til sidst var der bål og S'mores. Oscar og Konrad havde en fantastisk dag. De fik hver en tur på traktoren sammen med Elonas bror, da han skulle køre grene til bålet - stor oplevelse. De var også med en af de andre gæster ude at plukke vilde brombær, lede efter kattekillinger i laden og kigge på en gammel kornkværn. Og med en anden gæst ude at spille bold, efter at de havde lavet puslespil med og snakket ørene af en tredje. De var de eneste børn (bortset fra en 13-årig dreng, vi ikke så meget til), så det har aldrig været så nemt at have dem med - der var simpelthen hele tiden en anden voksen, der lige lavede et eller andet med dem. Da bålet var i gang, fik de lov at samle nedfaldne æbler op og smide på bålet, med hjælp (igen) fra de andre gæster, og så stegte de selvfølgelig marshmallows sammen med Simon. Alfred havde også en rigtig god dag, og det var så dejligt at se ham vandre omkring og undersøge det hele.

Og så er det ellers blevet sommervejr igen efter en periode med noget køligere vejr. I går havde vi 29 grader og det skulle vist blive ved sådan nu. På mandag er det 4th of July (hvor de plejer at sige, at sommeren starter i Seattle - dvs. regnen holder op). Jeg debatterer med mig selv, om vi skal prøve at tage til fyrværkeri om aftenen med børnene. Det kunne være sjovt, for det er vist nogle ret store shows de sætter op, men det starter først ved 22-tiden (det skal jo lige være mørkt), og jeg kan ikke finde ud af, om det er en god ide, når de er så små. Men uanset hvad, tager vi nok til en parade om dagen, så vi får fejret dagen alligevel.













Ingen kommentarer:

Send en kommentar