tirsdag den 5. januar 2016

Konrad 4 år

For 1 ½ år siden skrev jeg et indlæg her på bloggen med titlen "Oscar 4 år". Det er virkelig ikke til at forstå, at det allerede er Konrads tur til at fylde 4 år. Tænk at han bare var en lille fis på 2 år og 3 måneder, da vi flyttede hertil...

Men hans fødselsdag var det altså i lørdags - uanset om jeg kan forstå det eller ej. Og det var en god dag for os alle fire, og ikke mindst for Konrad. Vi skulle have vækket ham med fødselsdagssang, men Oscar og Konrad er begyndt at liste sig ind i vores seng hver nat, så det var lidt svært at overraske ham på den måde. Men han fik sin sang, og han fik åbnet alle sine gaver ved morgenbordet. Og han er bare det mest taknemmelige lille menneske. Han blev så glad for det hele og sagde flere gange i løbet af dagen "Mor, TAK for min fødselsdag!".

Efter morgenmaden spurgte vi ham, hvad han gerne ville bruge dagen på, og han ville gerne i skoven med madpakker. Så vi pakkede frokosten ned og kørte af sted. Det blev til en park i stedet for en skov, men vi havde det så sjovt på legepladsen. Det var frostvejr, og vi rutsjede alle fire på de isglatte rutsjebaner til vi nærmest græd af grin. Eller for at være ærlig så græd jeg først af grin, da jeg så billedet nedenunder af Simon og Konrad, der rutsjer sammen :-) Angsten i min kære mands ansigt, da det gik lidt hurtigere end han regnede med...

Bagefter spiste vi frokost i parkens picnic shelter og så kørte vi hjem og bagte boller og kage til eftermiddagskaffen og drengene legede med Konrads nye gaver (de leger SÅ godt sammen efter at vi satte en stopper for tv og tablet).

Søndag tog jeg Alfred og Konrad med ud for at købe ind til goodie bags til Konrads fødselsdagsfest i næste weekend. Ikke fordi det hastede, men fordi så fik Simon og Oscar nogle timer til at bygge Lego og hygge alene derhjemme. Det var Oscar super glad for, og han skrev endda en fin seddel til Simon, hvor der stod at han elsker ham, fordi de har det sjovt, når de er alene :-)

I går fejrede vi Konrad i preschoolen, på årets første skoledag. Det foregik ligesom de andre gange med at han fik en fødselsdagskrone på og en jordklode i hånden, og så skulle han gå rundt om solen og alle månederne på gulvet imens børnene sang deres Montessori fødselsdagssang (The Earth Goes Around the Sun). For hvert år viste læreren et billede af Konrad og snakkede om, hvad han kunne dengang. Bagefter sang de Happy Birthday for ham på engelsk, fransk, hindi og farsi og så var det tid til formiddagssnacks, hvor børnene fik frugt og chips, som vi havde haft med, og så tog jeg hjem.












Ingen kommentarer:

Send en kommentar