søndag den 27. november 2016

Halloween og Thanksgiving

For en måneds tid siden var det Halloween, og det fylder jo som bekendt en del herovre, så vi fejrede det over flere dage. Ugen inden var vi på pumpkin patch for at købe græskar. Det var rigtig hyggeligt. Vi kørte i traktor til og fra marken, alle drengene fik en tur på ponyerne og Oscar og Konrad fik lov at flette hver deres kurv. Dagen efter var vi til Halloween event i vores fitness center, i år med Star Wars tema.

Fredagen inden Halloween, havde de Halloween-fest med trick-or-treating i Konrads skole. Om lørdagen var Simon og jeg til Halloween-fest uden børn hos en fra min mom's group. Vi trodsede fetish-temaet(!) og var begge klædt ud som djævle. Det var en sjov fest, men alle gik ret tidligt hjem. Vi var de næstsidste, og vi tog af sted kl. 00.30. Sådan er det åbenbart bare her.

Søndag bagte vi græskar-formede cookies og var på besøg hos Elona og Jim for at skære græskar ud. Rigtig hyggeligt. Og så gik det rigtig løs mandag med Halloween-parade på Oscar's skole og efterfølgende Halloween-fest i hans klasse, samt trick-or-treating i vores kvarter om aftenen. Oscar var klædt ud som cowboy, Konrad som "bygger", Alfred som elefant, og Simon og mig var begge iført horn og kappe. Det er det første år, vi har gjort det, og det gik rigtig godt. Alle naboerne var så søde, og Oscar og Konrad fik selvfølgelig samlet en masse slik sammen. Det meste blev dog doneret via Oscars skole til udsendte soldater. De skulle have det med i skole om onsdagen, og så kom skoleinspektøren ind i deres klasse og trick-or-treat'ede.

Og nu har det så lige været Thanksgiving. Det blev selvfølgelig også fejret. Simon fik en uventet fridag om onsdagen (det kom ud på mail nogle få dage inden), så vi har haft en god lang weekend. Det meste af onsdagen blev dog brugt på at forberede maden til dagen efter. Om morgenen på Thanksgiving Day var vi med nogle venner til Turkey Trot - et lille løb for børn, hvor de skulle løbe 1 mile (efter en mand klædt ud som en kalkun). Om eftermiddagen kom Elona, Simons tidligere kollega, som vi skulle fejre Thanksgiving sammen med (hendes mand skulle arbejde). Vi sprang kalkunen over, fordi hun er vegetar, men alt tilbehøret var til gengæld rigeligt til et helt måltid (stuffing, grønne bønner, kartoffelmos, sovs, salater og bagte rodfrugter). Maden blev vildt god og vi havde en super hyggelig aften.

Og så var det jo Black Friday dagen efter. Jeg ville ønske, jeg kunne fortælle, at vi var højt hævede over forbrugsræset og i stedet tog ud i naturen. Det er bare ikke helt sandt. Vi var godt nok ikke ude i nogen butikker, men hjemmefra fik vi købt en robotstøvsuger, en ny telefon til mig og en stak børnetøj.














Ingen kommentarer:

Send en kommentar