søndag den 2. august 2015

Så er ferien forbi

I morgen er ferien forbi. Jeg kom vist også til at holde lidt ferie fra bloggen. Det er ellers ikke fordi, der ikke har været nok at fortælle om. Det har været en skøn og tætpakket sommer indtil nu. Siden sidst jeg skrev, havde vi nogle flere gode dage med Søren, Ria og pigerne. Derefter kom Stinne og Kalle på besøg, også til et par dejlige dage. Og til sidste kom Mormor, Morfar Claus og deres venner Per og Bodil forbi. De var her i første omgang i et par dage, rejste derefter rundt i området og kom så tilbage i et par dage mere. Det har været så rart at se alle de dejlige mennesker fra Danmark igen, og vi er meget taknemmelige over, at så mange har haft lyst til at komme. Vi har også fået set en masse nye steder her i området, når vi har været på tur rundt med gæsterne (mest børnene og mig, for Simon har jo arbejdet). Så jeg synes virkelig vi har fået en masse ud af sommerferien.

Simon har kun haft ferie de sidste to uger. Den startede lige efter første besøg af Mormor m.fl. De første dage brugte vi på en masse praktiske ting - læge, frisør, optiker, bil på værksted og alt muligt andet, som det er svært at få tid til i hverdagen, og så en masse flytten rundt på møbler mm. herhjemme. Både Alfred og Oscar var vokset ud af deres senge, og begge trængte til nye stole. Vi var også på nogle småture rundt omkring. Men vigtigst af alt, så kom vi rigtigt på ferie. Ikke nogen lang ferie - det var kun to overnatninger, men det var lige det, vi havde brug for. Det var den smukkeste køretur på 3 timer ind igennem the Cascades (bjergkæden). På den anden side ligger der en stor sø med det reneste vand, der hedder Lake Chelan. Vi boede på et hotel med udsigt ud over søen, og Simon og jeg var på skift nede for at svømme fra hotellet og ud i søen til en stor flydeting. Det var lidt grænseoverskridende, men super fedt. Vi var også ude at gå en tur langs floden, der løber ud i søen, og så var vi på en smuk køretur rundt i området, som er fyldt med bjerge, søer, floder, vingårde og frugtplantager. På vejen hjem stoppede vi i en State Park ved en anden sø, Lake Wenatchee. Endnu et helt fantastisk sted. Vi spiste ved et bord med udsigt over søen. Bagefter soppede Simon, Oscar og Konrad i søen imens Alfred og jeg sad på en bænk i skyggen og nød udsigten. Og efter en tur på legepladsen, gik turen hjemad. Oscar og Konrad var ikke meget for det. Jeg tror virkelig de havde en god ferie.

I går var vi nede på Mercer Island og se på den årlige flyopvisning i forbindelse med Seattle Seafair. Det var USA's Blue Angels - jagerfly tror jeg. Det var ret imponerende. Eneste ulempe var (udover at vi skulle af sted 3½ time før det startede for at få en parkeringsplads), at man sad som sild i en tønde i bagende solskin. Broen mellem Mercer Island og Seattle var lukket i flere timer pga. opvisningen, fordi de flyver lige henover broen. Næste gang skal vi helt sikkert ud og stå som sild i en tønde på broen og se det, for selv om det var fedt derfra hvor vi sad, så må det være endnu federe at stå lige under det hele.

Og nu starter hverdagen som sagt igen. Jeg kunne sagtens have klaret en uge mere, men det bliver sikkert også meget rart med lidt normalitet igen. Oscar og Konrad har 4 ugers summer school som starter i morgen. Der skal de kun være af sted fra 9 til 14, så vi får stadig masser af tid til at hygge os og tage på ture om eftermiddagen, og ellers har vi jo weekenderne til at tage på udflugter i. Vi skal helt sikkert tilbage til de der søer engang, og så har vi også en plan om en tur til regnskov og badestrande på the Olympic Peninsula, nu hvor vi ved, at vi sagtens kan have Alfred med på den slags ture.

Og så var det nu, jeg gerne ville vise en hel masse billeder, men systemerne driller, så dem får I lige en anden dag.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar